"Gør, som jeg siger, ellers skal du få klask med dem her!"
"Gør, som jeg siger, ellers skal du få klask med dem her!"

Guide: Find din indre husmor

Få de frække fifs til rengøring, blomster og husmor musthaves

21. maj 2010 af Karina Kold

Guide: Find din indre husmor

Ligger de huslige pligter ikke lige til dit højreben? Kan du finde på sådan cirka titusind ting, der er sjovere end at gøre rent? Og er blomsterpleje noget nær et mysterium for dig? Så er der her hjælp at hente her! Vi har samlet de bedste af de bedste husmor tips til dig.

Og det er værd at læse, for du kan både spare tid og penge, slippe af med genstridige pletter og redde dine yndlings-sko fra at stinke af sure tæer.

Guiden her er din genvej til at imponere svigermor og veninder med dit smukke hjem, der kan komme til at dufte af nybagteboller og friske blomster. Alt sammen uden du får sved på panden. Og skulle du få svedpletter under armene, har vi også fundet et husmor-råd, der forklarer, hvordan du slipper af med dem.

God læselyst og på med forklædet, labre husmor!

Hurtig rengøring

Shit, du er lige kommet hjem fra job, dine gæster kommer om en halv time, og du har ikke fået gjort rent endnu. Fortvivl ikke, for her har du Womans lynhurtige rengørings-program, der efterlader dine gæster med et indtryk af et rent, pænt og velduftende hjem.

 

1. Luft ud. Frisk luft i hytten er den hurtigste måde at pifte dit hjem op.

2. Kast i en kurv. Smid alle de ting, der flyder rundt omkring på gulvet, på borde og hylder i en kurv og sæt den under sengen eller ind i et skab. Sorter indholdet en dag, du har bedre tid.

3. Støv hurtigt af. Tør de mest synlige overflader af med en fugtig klud.

4. Badeværelset skal helst være rent og dufte dejlig friskt. Skrub kummen, rens vasken og puds spejlet. Det tager kun fem minutter.

5. Køb eller pluk friske blomster og placer dem et sted i dit hjem, hvor der bliver lagt dejlig meget mærke til dem.

TIP: ndstik på toilettet
Slog du en prut på toilettet, og lugter der nu fælt? Så tænd en tændstik og vift den lidt rundt. Det fjerner den uvelkomne lugt.

 

Pletter, gå væk!

Vi kender det alle: Du opdager en plet på din yndlings-nederdel. Satans! Men det kan som regel reddes. Skynd dig at putte noget ganske almindeligt opvaskemiddel på pletten, gnub med fingrene og smid den i vaskemaskinen.

Sådan fjerner du pletten, hvis den består af:

  • Kaffe - skyld straks under koldt, rindende vand. Læg i blød i sødmælk, hvis pletten er tørret ind. 
  • Læbestift - dyp først pletten i sødmælk, dub derefter opvaskemiddel på og lad det sidde 4-6 timer inden vask.
  • Rødvin - lad rindende vand løbe igennem, hvis pletten er frisk, mens du samtidig gnider på den. Vask bagefter i maskine. Kan dit tøj tåle kogevask, kan du også strø salt og duppe citron på pletten, inden du smider den i vaskemaskinen.
  • Blod - på bomuld: Skyld med koldt vand, inden du kyler den i vaskemaskinen. Uld og silke lægges i blød i koldt saltvand; gnid forsigtigt og vask i maskine. Er blodet kommet på andre tekstiler, putter du opvaskemiddel på og lægger du det i blød i lunkent vand, inden du vasker i maskinen.
  • Svedlugt - forsvinder som regel ved kogevask. Men hvis dit tøj ikke kan tåle høje temperaturer, kan du lægge det i blød i 3 timer i vand tilsat en smule desinfektionsmiddel, som du kan købe i Matas. En 750ml flaske koster 30-40 kroner, og du skal bruge tre kapsler desinfektionsmiddel per liter vand. Vask derefter i maskine.

 

Blomster-blær

Blomster gør dig glad og dufter dejligt. Men det er ikke os alle, der er udstyret med grønne fingre eller den bedste hukommelse for, hvornår blomster og planter skal vandes. Og hvor meget vand er det liiiige, de skal have?

Har du også druknet eller tørstet utallige blomster, så gør brug af disse husmor-råd:

 

Tre planter, du ikke kan slå ihjel:

  1. Brændende kærlighed er en af de mest almindelige stueplanter med søde små blomster i røde og gule nuancer. Den kræver ikke særlig meget vanding, og den har faktisk godt af at tørre lidt ud mellem vandingerne. Smart, ikke? Pas dog på, du ikke giver den for meget vand. Den kan ikke tåle at lade rødderne soppe, så drukner den. Vand den cirka en gang om ugen. 
  2. Kaktus er sådan lidt sej at have stående derhjemme. Pas dog på, hvor du stiller den, så du eller dine gæster ikke stikker sig på den. En kaktus skal maksimalt vandes en gang om måneden.
  3. Svigermors skarpe tunge hedder en anden hårdfør plante med flotte mørkegrønne blade, der er lysegrønne i kanten. Den er praktisk, fordi den kan tåle både sollys og skygge, og kun skal kun vandes en gang om måneden.

 

 

Den lette løsning...

Køb en buket blomster med hjem fra supermarkedet. Ja, det er den dyre løsning, men det ser så flot ud, når der står en frisk buket blomster på bordet. De fleste buketter holder en uges tid.

 

 

Sådan får du blomsterbuketten til at holde længere:

  1. Husk at fjerne de nederste blade, så de ikke rør vasevandet.
  2. Stil blomsterne et køligt sted om natten.
  3. Undgå at stille friske blomster i direkte sollys.
  4. Tilsæt et par teskefulde sukker i vandet.

 

Sure sko?

Det skal helst ikke være sådan, at du beholder skoene på, fordi du er bange for, at der vil sprede sig en sur, klam fodlugt, hvis du smider dem. Undgå stinkende sko ved at bruge en fod-deo, som du kan købe i de fleste skobutikker og i Matas. Prøv for eksempel Matas' Sko deospray - den koster 44 kroner på matas.dk

Eller brug disse husmor-råd:

 

1. Talkum

Forebyg stinke-tæer ved at drysse lidt talkum på fødderne, inden du tager sko eller strømper på. Det forhindrer dine fødder i at blive fugtige.

 

2. Ekstra sokker i tasken

Skift sokker oftere, hvis du har tendens til svedige fusser. To-tre gange om dagen, hvis det er nødvendigt. Du kan nemt have et ekstra par strømper med i håndtasken. Tag en plastikpose med til de brugte, sure sokker, så de ikke lugter i tasken.

 

3. Er skaden sket?

Læg dine sko i fryseren natten over. Det skulle dræbe de ildelugtende bakterier.

Lidt om mad

"Uden mad og drikke, duer helten ikke," det ved en ægte husmor.

Her er et par tips til dig, der gerne vil spare tid og penge på mad, men samtidig virke overskudsagtig.

Duften af nybagte boller

Sæt boller i oven lige inden dine gæster ankommer. Hvis du har tid, kan du lave bolledejen fra bunden, men du kan også købe en brødblanding eller sætte et par færdiglavede boller i ovnen.

Nem opskrift på boller (det er dem, du kan se på billedet ovenfor):

Ingredienser til cirka 20 boller:

  • 10 g gær
  • 4 dl vand
  • ¼ liter Cheasy A38 0,1%
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk groft salt
  • 250 g durummel (ca. 3¾ dl)
  • 500 g hvedemel

 

Sådan gør du dagen før:

  1. Rør gæren ud i vandet.
  2. Tilsæt A38 og de øvrige ingredienser.
  3. Slå dejen godt sammen med en grydeske.
  4. Lad dejen hæve tildækket i køleskabet i ca. 1 døgn.

 

Sådan gør du på dagen, hvor bollerne skal spises:

  1. Slå dejen godt igennem med en grydeske.
  2. Dyp 2 spiseskeer i varmt vand og form 20 rustikke boller ved at sætte klumper af den bløde dej (ca. ¾ dl pr. bolle) på plader med bagepapir.
  3. Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. ½ time.
  4. Bag bollerne midt i ovnen ved 250 grader i 12 min.

 Kilde: Karolines Køkken

 

Frys ned

Bladr tilbudsaviserne igennem. Slå til, når der er tilbud. Køb for eksempel stort ind, når der er mængderabat på kød eller kylling, og frys det ned, du ikke kan nå at bruge.

 

Let og sund madpakke-salat

Lav rigeligt med salat til aftensmad og brug resterne til madpakke næste dag.

Prøv for eksempel: 

Bulgursalat med agurk, tomat og feta

Ingredienser:

  • 3 dl bulgur
  • 6 dl vand
  • 1 tsk salt
  • ½ agurk
  • 10 cherrytomater
  • Fetaost i tern

Tilberedning:

  1. Kog bulguren under låg i 12 minutter og lad den trække i fem minutter.
  2. Skær agurk og tomater i små tern.
  3. Bland agurk, tomat og feta-tern i bulguren. Bon appetit!

 

Husmor musthaves

Du skal selvfølgelig også have styr på dine accesories som husmor. Prøv at finde din egen stil i din boligindretning, så du er omgivet af ting, du holder af, og som gør dig glad, når du kigger på dem, og som samtidig er praktiske. Her er lidt inspiration:

Forklæde

En ægte husmor iklæder sig selvfølgelig forklæde under madlavning, så hun ikke spilder på sit tøj. Og det behøver overhovedet ikke være mormor-agtigt - der findes masser af både søde og funky forklæder! For eksempel modellen fra Greengate ovenover til 199 kroner. Find nærmeste forhandler på greengate.dk

Bonus: Forklædet kan også bruges uden tøj under - det vil din kæreste helt sikkert sætte pris på!

 

Dækkeserviet i demin med lomme til bestik. Smart, ik? Dækkeservietten er fra H&M's nye Home kollektion og kan købes på shop.hm.com til 39,95 kroner per styk.

Stofkurv til alverdens ting og sager. De her er fra H&M Home og fås også i grøn og sort. De koster 79,95 kroner for to og kan købes på shop.hm.com

Bonus: Bliver stofkurvene beskidte, kan de vaskes ved 40 grader i vaskemaskinen.

 

Ahh, nyluftet sengetøj er det bedste at putte sig i. Dette mintgrønt sengesæt i økologisk bomuld er fra H&M Home. Det koster 199 kroner og kan købes på shop.hm.com

 

Du vil (garanteret) også kunne lide