E=mc2...tror jeg nok...
E=mc2...tror jeg nok...© iStock

Guide: Sådan lyder du klog

Se, hvordan du slipper af med dit blondine-image og lyder klog, når du taler

22. september 2009 af Stine Bødker Nielsen

Træt af at folk ikke tager dig seriøst, når du taler? Er dit crush sapioseksuel (altså, tænder på kloge mennesker)? Eller vil du bare gerne imponere familie og venner med begavede sætninger? Så er her guiden til dig! Det er nemlig ikke så vanskeligt at lyde klog, hvis du lærer dig selv et par tricks.

Drop slang
Kan du forestille dig Einstein sige: ”Det dér relativitet, det er bare vildeste shit, for shizzle! Fuck, hvor er jeg nede med det!” Nej vel? Korrekt grammatik og tydeligt udtalte ord er derimod vejen frem, hvis du gerne vil gøre et sofistikeret indtryk.

Kropssprog
Hvis du gerne vil lyde klog, må du også virke klog. Hvis dit kropssprog udstråler selvtillid, og du selv tror på, at du er klog, så tror andre også på det. Ret ryggen, løft hagen og hold øjenkontakt - det virker overbevisende.

Undgå ord som...
”Øh..”, ”lissom’”og ”agtig”. Ellers kan du risikere at lyde som om, du ikke ved, hvad du snakker om og ikke ved præcist, hvad du vil sige. 

Tænk, før du taler
Vælg dine ord nøje. Det er normalt, at intelligente mennesker holder lange pauser for at finde de rette ord til at beskrive det, de vil sige. I stedet for at spytte fremmedord ud i lange baner og blive kvalt i dem halvvejs, så overvej, hvad du vil sige, og hvordan du vil sige det.

Sæt tempoet ned
Tal langsomt. Hvis du taler hurtigt, kan du komme til at kløjes i ordene, og folk forstår ikke, hvad du siger. Det virker heller ikke særlig velovervejet, hvis du bare kværner afsted.

Brug fremmede udtryk
Hvis folk tror, at du kan et fremmedsprog - også hvis det bare er delvist - går de automatisk ud fra, at du er intelligent. Det kan virke imponerende, kulturelt og raffineret, hvis du krydrer dit ordforråd med fremmede udtryk som for eksempel:

C'est magnifique = ”det er fantastisk” på fransk.

Quid pro quo = ”noget for noget” på latin (psst...alt på latin lyder dybsindigt).

Brug ordsprog
Det er super smart at have et eftertænksomt ordsprog i baghånden, når du taler med dine venner og familie om et bestemt emne. Det viser, at du har reflekteret over emnet og er nået til en dybsindig konklusion. Stir gerne ud i luften, mens du siger det, som om du er langt væk i dybe tanker. Du kan også vælge et sjovt ordsprog - humor er nemlig et tegn på intelligens! For eksempel:

Man skal ikke kaste med bowlingkugler, når man selv er en kegle

Se flere ordsprog på e-kjaer.dk

I stedet for ordsprog kan du også vælge at citere store historiske personligheder, som har sagt noget klogt.

Du kan finde citater på brainyquote.com

Udvid dit ordforråd
Prøv at finde andre ord, som betyder det samme, som de ord du normalt bruger, men som lyder klogere. Brug eventuelt en synonymordbog, eller slå op i et leksikon og lær helt nye ord at kende. Brug ikke ord, du ikke ved, hvad betyder - du kan ende med at blive afsløret, og så virker du dummere end før.

Gode ord at kende, hvis du vil lyde som en Kloge-Åge:

Meta (det ene slangudtryk, du gerne må bruge) er slang brugt i universitetskredse som kort for metafysisk, og henviser til det, som er filosofisk og ikke af den materielle verden.

Hybris - betyder overmod. Når du er overmodig og praler, er det hybris - og hybris efterfølges altid af nemesis (straffen for overmod).

Ambivalent - betyder at du har modstridende følelser. På den ene side føler du det ene, på den anden side føler du det andet.

Kontra - som i privatliv kontra pressefrihed.

Lyd klog på nettet
Hvis du gerne vil imponere med dit intellekt, når du chatter på nettet, så skriv ordene i deres fulde længde i stedet for at forkorte dem. Det har nemlig lidt den samme effekt som slang, når du forkorter ord og sætninger i cyberspace.