parforhold | abort | krise
© iStock

Har du fået en planlagt abort? En psykolog hjælper dig her med at tackle tiden efter

“Det er næsten det vigtigste, at sorgen, der måske kan være, skal få plads til at blive arbejdet med”

28. marts 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Der kan være mange årsager til, at du ikke har ønsket at gennemføre graviditeten. Måske har du allerede alle de børn, som du havde tænkt dig at få, eller måske er I ikke klar til at få børn. 

Hvis I er gået igennem en planlagt abort, kan det være svært at vide, hvordan du selv – eller I sammen – kommer videre. Parterapeut, familieterapeut og sexolog Christiane Meulengracht har hjulpet os til at forstå, hvilke udfordringer der måtte komme, og hvordan de kan løses.

Udfordringerne 

“Jeg tror, at der er nogle udfordringer, der er vigtige at tage højde for – uanset om I er enige, om I ikke skal få et barn eller ej. Det vil godt kunne betragtes som et tab, selvom I måske ikke føler sådan,” fortæller Christiane. Det kan også være, at I ikke er helt enige, om barnet skal komme til verden eller ej, og det betyder, at der er virkeligt mange følelser involveret, som kan skabe knas i forholdet. 

Tal sammen

Der er stor risiko for, at I kan føle tab og sorg i højere grad, end I måske forventer. “Vær forberedt på, at det kan skabe en splittelse. Særligt, hvis en af jer var mere villig til at beholde barnet end den anden. Ligegyldigt grunden, skal I tale ud om det. Hvis I ikke gør det, kan det hurtigt føre til bebrejdelser af hinanden, skuffelse og misforståelser, som måske du, han eller I begge har. Tjek eventuelt hinandens følelser efter tre måneder uden at dømme og tage noget som kritik.”

Giv plads til hinandens følelser

Christiane mener, at I er nødt til at få talt sammen på en konstruktiv måde for at komme videre. Lyt til hinanden, og giv hver især plads til hinandens meninger og følelser. “Det er ikke, fordi I behøver fikse noget, men bare anerkende hinanden. Det er næsten det vigtigste, at sorgen, der måske kan være, skal få plads til at blive arbejdet med.”

Kvindekroppen

Christiane fortæller, at så snart du er gravid, vil du få følelsen ‘nu skal vi skabe et nyt liv.’ “Et indgreb i en kvindes krop og hormonproduktion er derfor ikke ‘bare’ sådan. Vi går ind og piller ved den naturlige del af kvinden, hvilket vækker enormt mange følelser, selvom du kan være helt afklaret med situationen.” En abort kan også skabe stor bekymring omkring dit underliv, og om du vil kunne få børn i fremtiden. Få talt med en professionel læge om dette efter din abort, hvis du for eksempel oplever uregelmæssige blødninger. 

“En planlagt abort er et alvorligt valg, og vi ville ikke være mennesker, hvis vi ikke reagerede på et tab af et barn. Det er det mest naturlige og menneskelige at blive gravid, så det kan ikke planlægges, hvordan reaktionen bliver – men du eller I kan i den grad sørge for at tackle det, hvis I bare snakker om det og viser forståelse,” slutter Christiane af med at sige. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori