“Hold kæft, hvor er du egentlig blevet fed!”
Hvorfor kan vi ikke tale lige så pænt til os selv, som vi gør til vores veninder?
Den anden dag, da jeg var sammen med min bedste veninde, gav jeg hende elevatorblikket og sagde: “De bukser sidder ad helvede til på dig. Og er det bare mig, eller har du fået vildt mange rynker, siden jeg så dig sidst?”
Da min veninde ikke anede, hvad hun skulle svare, fortsatte jeg: “Når du prøver at sige noget sjovt, falder det altid til jorden – og du kvajer dig i øvrigt konstant på arbejdet!”
Stemningen blev selvfølgelig en smule akavet, og så tændte vi atter for Beverly Hills. ...Tsk! NEJ! ...selvfølgelig sagde jeg da ikke det. Hvis jeg sagde sådan til mine veninder, ville der hurtigt ske to ting:
- De ville blive chokerede og nok også temmelig sårede,
- Jeg ville få svært ved at finde nogen at hænge ud med fremover.
Jeg ville jo heller aldrig ville sige sådan til nogen, jeg holdt af. For jeg synes helt oprigtigt, at de er smukke, dejlige og kompetente mennesker. Det er jo blandt andet derfor, at de er mine veninder. Men når jeg ærligt kan mene sådan om dem, hvorfor har jeg så vrisset lige præcis de ovenstående sætninger ad mig selv indenfor den sidste uge?
Et vist niveau af selvkritik
Hvorfor kan vi egentlig ikke tale lige så pænt til os selv, som vi gør til vores veninder? Hvis nogen burde være vores bedste ven, burde det da være dét ene menneske i verden, som ved lige præcis hvor hårdt, vi knokler for at gøre alting godt; nemlig os selv. Men det gør vi jo ikke, vel? Vi tæsker løs – på vores eget spejlbillede, karrierevalg, den “sjove” bemærkning, som vi fyrede af overfor vores date, og tusind andre ting, som vi selv mener, at vi burde have grebet bedre an. Jeg er ikke noget usikkert menneske, og jeg savner ikke selvtillid generelt. Men ligesom mange af mine nære veninder, kollegaer og familiemedlemmer, så føler jeg, at det er et krav at udøve et vist niveau af selvkritik, bare for at være her. Hvorfor er det sådan? Tror vi inderst inde, at det er en måde at motivere os selv på? At tage os sammen? Det tror jeg. Men jeg tror også, at det har den stikmodsatte effekt.
Hvem er du sammen med, når du er alene?
Jeg interviewede for nylig en psykolog, som sagde: “At føle sig ensom, handler også om, hvem du er sammen med, når du er dig selv.”
Og det har hun jo ret i. Vi skal være lige så godt selskab for os selv, som vi er overfor vores veninder. Vi kan uden problemer tilgive, opmuntre og elske dem – og de kan gengælde herfra, og til den danske sommer melder sig om 100 år. Men hvis stemmen, vi hører, når vi taler med os selv, ikke er kærlig og opmuntrende, så kan vi jo lige så godt gå i seng igen. Hvad er pointen med at gøre sig umage overfor alle andre, hvis vi ikke passer på os selv? Hvis en veninde sagde de ting til mig, som jeg siger til mig selv, ville jeg aldrig have noget med hende at gøre igen. Jeg har derfor besluttet at give min indre kontrollant en lammer, hver gang hun uden grund er ude med riven. Jeg skal kort sagt sige: Stop! til mig selv og komme videre.
Vil du være med i klubben?
