Hold så op med at inkludere mig i dine tykke-jokes (selvom jeg er lidt tyk)

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er et menneske, som elsker at spise. Burritos, mazarintærte, blandselv – alt, hvad der smager godt, er på min liste over fritidsinteresser. Og det giver sig selv, at man ikke bare kan fylde kroppen med lækre kalorier, uden at det kan ses. Jeg fortryder dog intet, hvis bukserne strammer lidt, eller når jeg går en størrelse op i tøj. Min større numse var vitterligt hver en mundfuld lækre kalorier værd!

Og så er det jo heller ikke verdens undergang at lægge sig ud. Det går vel af igen, når jeg lige runder Fitnessworld et par gange mere om ugen, end jeg pt. gider. Men en ting er sikkert: Hvis nogen skal kalde mig tyk, vil jeg gerne have, at det er mig selv!

Det er ligesom med familie

Jeg kan sagtens grine af min egen kærlighed til mad og dovenskab på Puls/Styrke-holdet. Men at jeg taler åbent om min egen vægtøgning, betyder ikke, at der er frit slag for alle andre. Alligevel har jeg måttet lægge øre til adskillige samtaler, der startede sådan her: “Vi to tykke piger...”. Eller bemærkninger som: “Er du sikker på, at der er plads til os på bagsædet, haha”.

En tidligere kollega annoncerede sågar vores besøg i kantinen med ordene: “Nu går flæske og flæske til frokost”. Seriøst? Jeg kunne aldrig drømme om at sige til en anden kvinde, at hun var fed – eller joke med, at hun og jeg burde være med i en Save the Whales-kampagne. Og det er altså ikke bare min omgangskreds, der er pinlig og upassende – masser af kvinder har fortalt mig, at de lægger ører og krop til lignende bemærkninger, fordi de tilfældigvis har lidt selvironi.

Men bare fordi man aftabuiserer et emne, udelukker det vel ikke almindelig respekt overfor andres følelser? Eller er vi virkelig nødt til at gøre spisning og vægt til et tabu igen for at slippe for flæskejokes og fatshaming? Jeg mener, der må gælde samme høflighed, når vi taler om hinandens kroppe og vægt, som vi har overfor hinandens familier: Vi er måske begge klar over, at min familie er fucked up – men det er kun mig, der må sige det.

Derfor synes jeg, at vi skal vedtage en simpel etikette:

De nye regler

1. Det er fint at grine, når andre bruger F-ordet om sig selv. Når de selv har valgt at åbne ballet, må vi gerne grine, for det er jo superbefriende med noget uhøjtidelighed omkring alle de åndssvage kropsidealer. 
2. Vi inkluderer ikke andre kvinder i vores “flæske”-jokes, bare fordi vi i al hemmelighed får det bedre med vores egen overspisning – og pludselig synes, at vores størrelse 44 ikke er så kritisk.
3. Straffen for at bryde ovenstående er 1000 timers Puls/Styrke.

Det, jeg prøver at sige, er bare, at det må være op til den enkelte SELV at styre sit cupcake-indtag og SELV vælge, hvornår der må grines hysterisk af ens muffintop. Er vi enige?

Godt, så går flæske her i kantinen.