Babysnak til hunde
© iStock

Hvad synes din hund egentlig om din babysnak?

Du sidder sikkert allerede og taler babysprog til billedet af hundehvalpen, gør du ikke?

20. januar 2017 af Amalie Blixt

Er du sikker på, du er klar til at høre videnskabens barske sandhed? Bare rolig, de kloge hoveder siger ikke, at du skal stoppe helt med pivestemmen.

En undersøgelse lavet af The Royal Society Publishing afslører, hvordan din hund egentlig reagerer på din babysnak. Reaktionen afhænger faktisk af hundens alder på samme måde som med mennesker – du ville også kigge lidt mærkeligt på en, der talte til dig på samme måde som til din 1-årige niece, ikke?

Undersøgelsen viser, at hundehvalpe reagerer meget positivt på babysnak, mens voksne hunde ikke reagerer forskelligt på babysnak og almindelig snak. Dog reagerer de voksne hunde meget kraftigt på genkendeligheden i stemmerne fra de mennesker, de er opvokset med. Du kan altså sagtens fortsætte med babysnakken til din hundehvalp, men hvis du taler til voksne hunde kan du godt spare besværet og hæsheden.

Medmindre du er inkarneret katteelsker, har du måske allerede gættet, hvad videnskaben siger om kattes reaktion på, at du snakker til dem: De er fuldstændig ligeglade – babysprog eller ikke-babysprog.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.