"Hvor er du god"

Snakker du udenom og får røde kinder, hvis du får ros? Her er 10 råd til at blive dus med roserne

3. juli 2015 af Pernille Krogh

1. Drop undskyldningen

“Årh, jeg var bare heldig, og i øvrigt var det jo også en meget udførlig opskrift,” svarer du nærmest undskyldende, når din veninde roser dig for det glimrende måltid, du netop har brugt tre timer på at kokkerere. Men hun siger det, fordi hun mener det, så prøv at se hende i øjnene, og sig tak – uden alle undskyldningerne. Du har gjort et godt stykke arbejde, som du nu får ros for. Helt fortjent. På den måde bevarer du også din venindes glæde ved at have rost dig.

 

2. Sig tak 

Rigtig mange kvinder har en tilbøjelighed til at tackle ros ved at rose tilbage, og det er jo slet ikke meningen! Du får ros, fordi du fortjener det og ikke for at skulle rose retur. Så næste gang du bliver rost, skal du nøjes med at smile tilbage og sige det magiske ord: ‘tak'!

 


3. Tøm hjernen for negativitet

Ja, jeg gjorde det godt i dag, men næste gang fejler jeg sikkert,” tænker du inde i dig selv, fordi du får ros af træneren på dit volleyball-hold. Men du får ros af en årsag, nemlig fordi du er dig. Så dyrk de komplimenter, du får, skriv dem ned, hvis det hjælper, og husk dem, når dit humør dykker.

Læs også: 15 ting der gør dig glad

 4. Mediter dig glad

Det lyder måske lidt langhåret, men meditation kan fylde dig med en enorm lykkefølelse i kroppen og kan hæve dit selvværd, så du tror på de roser, du får. Ti minutter med fuld fokus på dit åndedræt og intet andet end positive tanker om dig selv kan faktisk give dig et boost, som øger både din selvtillid og dit energiniveau. Så sæt dig i en behagelig stilling. Læg så mærke til, hvordan luften kommer ind ad din næse og fylder dine lunger, og ligeledes hvordan det føles, når det skal ud igen.


 

5. Kig i spejlet

Hver morgen skal du kigge dig i spejlet og sige: “Du er fantastisk!” Fokuser på, at du er et godt menneske, at du er dygtig til at sy, at du har flotte øjne eller noget helt fjerde, som du godt kan lide ved dig selv. Når du forbereder dig selv på at modtage ros, vil det ikke være lige så grænseoverskridende, når du rent faktisk får det af andre!

 

6. Udfordr dig selv 

"Hvor er du god til at tegne!" Din kollega har set dit talent og kaster nu roser efter dig. Jo flere pæne ord der kommer ud af hendes mund, des mere trækker du dig væk og kigger ned i jorden. Prøv i stedet at blive stående eller måske endda læne dig lidt frem mod hende, kigge hende i øjnene og sige: “Tak, det er jeg glad for, at du siger.” Jo flere gange du prøver, des nemmere bliver det

 

Læs også: Lær at modtage kritik

 

7. Ros andre

Hvor tit har du ikke set en tilfældig kvinde, en kollega eller veninde, der har haft en smuk kjole eller en skøn personlighed, som du egentlig gerne ville rose, men måske ikke turde? Hop ud i det, og oplev, hvor glad modtageren bliver. Det er den glæde, du selv skal opleve, og jo lettere du får ved at rose andre, des nemmere får du ved at modtage ros selv.

 

8. Lav en liste 

Hver aften inden du går i seng, skal du skrive tre ting ned, som du har gjort i løbet af dagen. Selv om du ikke har fundet kuren mod aids eller har reddet en kattekilling ned fra et brændende hus, har du uden tvivl gjort rigtig mange gode ting i af dagen. Og det er også flot at have spist en gulerod i stedet for en pose chips, du i virkeligheden hellere ville have. 

 

Læs også: 10 komplimenter, mænd gerne vil have

 

9. Kvæl orden

Føler du også trang til at komme med et længere foredrag om, at du i virkeligheden er en stor fiasko, men at andre bare ikke har opdaget det endnu, hver gang du får ros? Så hold vejret, tæl til ti, og lad rosen komme helt ind og lægge sig, inden du affærdiger den med et modargument.

 

 Ændre tankemønsteret 

Kender du det, når du går alene hjem på en mørk vej en sen aften og synes, du kan høre, at der kommer en fremmed luskende i mørket? Pludselig har dine tanker gjort følelsen så virkelig, at du bliver oprigtigt bange, selv om det bare er blade, der pusler i vinden. På nøjagtig samme måde kan negative tanker om dig selv integreres i din hjerne, så du til sidst tror på, at du er dum, grim og uduelig. Så hver eneste gang du begynder at tvivle på dig selv, og de negative tanker kommer listende, skal du erstatte dem med positive tanker. Ros dig selv i stedet.

 

Bragt første gang i Woman nr. 145.