Navnet bag IKEA
Bliv meget klogere på navnene. © Getty Images, IKEA

Hvor kommer navnet IKEA fra? Få historien bag 5 kendte virksomheders navne her

Vidste du, at navnet Ecooking refererer til virksomhedens spæde start i stifterens eget køkken?

30. august 2023 af Ida Hagsholm Jonassen

Navnet på en virksomhed er det første, vi støder på som forbrugere, når vi stifter bekendtskab med et nyt koncept, en ny vare eller et nyt community. Derfor kan navnet også betyde utroligt meget for virksomhedens identitet, og selvfølgelig skal det være spot on

Men hvordan skabes det perfekte navn til en virksomhed? Og er der måske skjulte meninger bag navnene på de brands, vi alle kender og bruger? 

Vi har samlet historien bag navnene på fem virksomheder, vi alle sammen kender. Læs historierne her. 

1. Navnet bag IKEA

Vi har højst sandsynligt alle sammen taget i IKEA for bare lige at købe én enkelt ting, men kommet ud med hele vognen fuld af stegepander, opbevaringskasser og planter. Ups. 

Den blå og gule indretningsmastodont er i den grad flyttet ind i de danske hjem, men har du nogensinde tænkt på, hvor navnet IKEA stammer fra?

IKEA er en sammensætning af initialerne fra virksomhedens grundlægger Ingvar Kamprad, den gård han er vokset op på i Sverige, Elmtaryd, og den nærliggende landsby til gården, Agunnaryd. Tilsammen giver initialerne fra de fire ord altså IKEA. 

IKEA
Vi har i hvert fald ejet et par Omar-reoler gennem tidens løb. © IKEA

2. Navnet bag Barbie

Dukkerne, der er gået igennem utroligt meget, da vi som små elskede at lege med dem. De har fået klippet håret, malet makeup på med tusch og været ofre for mange frustrationer, hvor de som konsekvens er blevet kylet gennem værelset. 

Du havde måske glemt de ikoniske barbiedukker, men er blevet mindet om dem igen, da Hollywood genskabte det lyserøde Barbieunivers i filmen Barbie med Margot Robbie og Ryan Gosling i hovedrollerne som Barbie og Ken. 

Barbie og Ken beskrives som de mest populære dukker i verden – og det er langt fra tilfældigt, at dukkerne har fået lige netop disse navne. Stifteren bag barbiedukkerne, Ruth Handler, har nemlig navngivet dem efter sine to børn Barbara og Kenneth. 

Barbie
Har du ejet en barbiedukke? © Barbie

3. Navnet bag SUI AVA

Det farverige og glitrende univers, SUI AVA, som sælger smykker, hår- og fashionaccessories har, ligesom Barbie, en familiær historie bag sit navn. 

Stifteren af SUI AVA, Sisse, har nemlig navngivet virksomheden efter sine to døtre Sui og Ava, som hun selv beskriver som sine to største inspirationskilder, og årsagen til at hun turde springe ud som iværksætter. 

Det er en virkelig cute historie, som også viser, hvor meget SUI AVA betyder for Sisse. 

SUI AVA
Vi kunne godt tænke os et par funklende og glitrende accessories fra SUI AVA. © SUI AVA

4. Navnet bag LEGO

Den danske legetøjsfabrik LEGO blev stiftet i 1932 af Ole Kirk Kristiansen. Dengang var det ikke den populære legoklods i plastik, som vi kender i dag, men trælegetøj, der var produktet hos LEGO. 

Navnet LEGO skabte Kristiansen ved at kombinere de to ord ‘leg godt’, og det må vi sige, at mange millioner børn har gjort verden over med LEGOs legetøj. 

Helt tilfældigt, og uden Kristiansens viden, er den latinske betydning af ordet LEGO ‘jeg samler’. Hvilket sammentræf at det netop er denne betydning, der ligger bag. Det passer i hvert fald perfekt til plastikklodserne, der kan bygge alt fra zoologiske haver til rumraketter. 

LEGO
Kendte du betydningen bag navnet LEGO?© LEGO

5. Navnet bag Ecooking 

Hudplejeproducenten Ecooking er efterhånden rykket ind i flere og flere danske hjem med alt fra makeup til fugtighedscremer og selvbruner. 

Historien om, hvordan Ecooking begyndte, er ganske særlig. Stifteren bag produkterne, Tina Søgaard, begyndte nemlig at lave sine egne hudplejeprodukter i 2014 efter sin skilsmisse, der havde taget hårdt på hendes hud. Hjemme i hendes eget køkken miksede hun ingredienserne til eget forbrug – det, der senere hen blev starten på Ecooking. 

Navnet Ecooking er en sammensætnng af ordene eco og cooking. Eco-navnet kommer af, at mærket er eco-friendly, og cooking-navnet betyder at  produkterne have deres spæde start hjemme i Tinas eget køkken. 

Ecooking
Har du prøvet produkterne fra Ecooking? © Ecooking