brokkerøv
brokkerøv

Hvordan slipper du af med en brokkerøv?

Aaargh, de er så irriterende, men hvordan får du det sagt?

26. september 2007

Veninden brokker sig konstant, dine kollegaer finder altid et eller andet at brokke sig over under frokosten. Dine søskende lyder aldrig som om de er tilfredse med noget som helst. Der er personer, som er mestre i at brokke sig over alt lige fra vejret, til hvad der bliver sendt i fjernsynet. Brok smitter voldsomt og er en ond spiral, som kan være svær at slippe udenom og væk fra. Woman hjælper her med gode råd til, hvordan du undgår et brokkehoved.

Du har svært ved ikke at blive revet med i den dårlige stemning. At brokke sig over noget giver nemlig sammenhold. Du kender det måske fra din arbejdsplads eller studier, hvor man i fællesskab brokker sig over chefer eller undervisere. Brok kan være uskyldigt og en engangsforestilling, men pas på hvis det tager overhånd. 


Brok kan godt være berettiget og her er det vigtigt, at du støtter den der brokker sig. Hvis man er ked af noget og har brug for opbakning, så hjælper det at brokke sig. Men begynder brokkerierne at blive hyppigere og ikke kun handle om een ting, så skal du sige stop!

Det kan du gøre på flere måder. Er det en god veninde eller ven, så læg kortene på bordet og sig det som det er: Det er dødirriterende, at du brokker dig hele tiden. Hvorfor brokker du dig - ligger der ikke andet bag?

GODE RÅD, HVIS DU VIL UNDGÅ ET BROKKEHOVED:

- Du kan påvirke dine omgivelser positivt ved at være positiv. Det gode humør smitter. Så husk: Hellere et smil for meget, end et for lidt.

- Undgå at medvirke i det evindelige brok på arbejdspladsen. Hvis der er noget eller nogen du er utilfreds med - sig det til møderne eller personen selv. Korridor-brok er roden til enhver dårlig stemning på en arbejdsplads.


- Få gnisten og glæden tilbage i din venindes liv. Er din veninde blevet et brokkehoved, fordi livet er blevet for hårdt for hende, så hjælp hende igennem de dårlige tider og over på den anden side. Lad hende brokke sig, og græde ud ved din skulder. Samtidig med du holder hendes humør oppe med god stemning.

- Bliver brokkeriet for meget - sig fra. Den der brokker sig, kan have gjort det for længe, så det ender med at blive en vane. Hvis det ikke er muligt, at stoppe brokkehovedet, så må du være konsekvent og undgå den person. Brok er som ukrudt. Det ødelægger vejen til succes i livet.

- Er DU et brokkehoved? Det kan være svært, at se selv, hvis man er et brokkehoved. Prøv at spørge dine veninder og venner. Tænk over alt du siger. Sig kun noget, hvis det har en positiv vinkel.