“Jeg er færdig med at skamme mig over at være fra Udkantsdanmark!”

Første gang, jeg opdagede, at det åbenbart ikke var lige så ‘fint’ at være fra Lolland-Falster som fra visse andre steder i Danmark, var, da jeg begyndte på højskole i Hillerød. En dreng fra min årgang spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg svarede: “Sundby på Lolland”.

“Lolland?” sagde han med et grin. “Er det ikke der, hvor alle de sociale tabere bliver sendt ned?” ...Urgh.

Jeg blev lidt paf – men afviste straks, at det var tilfældet, og festen fortsatte. Alligevel var det, som om jeg næste gang, jeg kom hjem til Sydhavsøerne, lagde mærke til flere personer, som så lidt trøstesløse ud. Mennesker, der gik og snakkede med sig selv. Par med uglet hår iført træsko og joggingtøj. Biler, der helt sikkert ikke var gået gennem syn i dette årti. Jeg følte pludselig, at der var en generel håbløshed i luften. Var min hjemegn virkelig så deprimerende et sted, som andre sagde?

Det var en ekstremt nedslående følelse, hvis jeg skal sige det ærligt. Og jeg kunne ikke vente med at komme væk igen. For hvad nu, hvis det dér taberimage smittede af på mig? Så hellere lægge afstand ved at fyre en hånlig bemærkning om Udkantsdanmark af.

Den evigt rådne banan

Men hvor kom al den skam og lede pludselig fra? Den var i hvert fald ikke til stede i de 18 år, jeg voksede op skiftevis på Lolland og Falster. Jeg var glad for min hjemegn, og vi havde det godt: Mine skolelærere var dygtige og søde, om sommeren fik alle kommunens elever et katalog med sommeraktiviteter, vi gratis kunne melde os til gennem biblioteket. Der var kultur, ungdomsfester og økonomisk hjælp at hente, hvis man havde brug for det. Hvorfor skulle Lolland-Falster pludselig være værre end så mange andre steder i Danmark?

Jeg tror, jeg blev flov over min hjemegn, fordi andre fortalte mig, at jeg burde være det. Og det var en følelse, der varede, til jeg prøvede at bo rundt omkring i Danmark og fik lidt perspektiv. Det viste sig, at mine venner på Fyn og i Jylland havde det på samme måde: De havde lært at skamme sig, men nu var de bare trætte til døden over at høre vores hjembyer opkaldt efter et stykke frugt, der har ligget lidt for længe. Over at høre på jokes om bistandsklienter og brugte budgetter. Det gavner ingen verdens ting.

Lad lige provinsen være

Det kan godt være, at København nu er mit hjem, som jeg elsker, men jeg er færdig med at bitche over min hjemstavn. Jo ældre jeg bliver, des tydeligere ser jeg, at jeg er rundet af provinsen – på godt og ondt. Lolland-Falster har sendt mig afsted i livet med erfaringer, menneskesyn og viden, som jeg sætter pris på hver dag, ikke mindst som journalist.

Let’s face it: Vi har alle vores baggrund og historie med os hele tiden. Og jeg er færdig med at opføre mig som en teenager, der ikke vil ses sammen med sin kiksede familie. Det er nemlig cool at stå ved sine rødder. Og ingen af de problemer, vi bakser med, bliver løst af skam eller brok. Så lad os give lokalpatriotismen et bump opad og være stolte af, hvor vi kommer fra. Uanset om det er Kolding, København, Kragenæs eller Kalundborg.