“Jeg er gravid, og min kæreste opfører sig som en idiot!”

Han siger, det er min egen skyld...

17. juli 2016 af Kathrine Priergaard Lund

“Jeg er 34, min kæreste gennem 8 år, er 30. Vi er vidt forskellige. Jeg elsker udelivet, har hund og hest. Har et hektisk job og trænger til rolige omgivelser eller frisk luft, når jeg kommer hjem. Jeg er træt kl 22, og frisk kl 6.30 om morgenen. Jeg kan bedst lide at sex foregår alle andre steder end i sengen og alle andre tidspunkter end kl 23, når jeg er træt. Han elsker sofaen – at se håndbold, cross, og surfe på nettet. Har et stille og roligt job og elsker at hører musik hele tiden. Han er træt kl 16.30 og tager en lur på sofaen, går tidligt i seng (kl. 23) og står tidligt op ved 8 tiden. Han vil helst ha sex kl 23, når han går i seng.... Og jeg kunne blive ved. Vi er modsætninger på alle områder, både når det gælder økonomi, husdyr, huslige pligter, venner, interesser og ferieønsker. Jeg er spontan, og han er meget velovervejet.

Vi har altid skændtes og ofte truet med at gå fra hinanden/sagt, at den anden bare kunne skride. Men vi ender altid med at forsones og blive sammen. Vi elsker hinanden, vi har et godt sexliv, når vi er gode venner, vi er begge to dårlige til at være sure i ret lang tid ad gangen (vel derfor vi altid bliver gode venner igen). Vi har altid givet hinanden stor frihed til at være ‘den vi er’, altså gøre de ting vi hver især kan lide, uden at den anden bliver sur over det.

Deltag i ugens dilemma her

LÆS OGSÅ “Min date ved ikke, jeg er gravid med min ekskæreste”

Men, vi skændes, tit! Og sårer hinanden. Jeg tror han savner sex, og jeg har ikke så meget lyst længere, fordi han er så ligeglad og tager mig for givet. Jeg har brug for at få blomster en gang imellem, eller en sød lap på natbordet, eller at han vil gå en lille tur med mig og hunden, eller tage med i svømmehal, på cykeltur, køretur, surfing, rulleskøjter, skøjter, bade ved stranden, spille badminton, tage på ferie, klippe hæk, gå ud at spise, ANYTHING. Bare NOGET. At vi kan gøre et eller andet sammen. Jeg har spurgt pænt, formuleret det på 117 forskellige måder, forlangt, truet, tigget og bedt, grædt, lange dybe snakke og forklaringer, forsøgt med overraskelsesmiddag og billetter til noget. Men altid får jeg samme svar ‘det må vi se til’ eller ‘måske’ eller (og mest anvendt) ‘det ved jeg ikke’.

Jeg forstår ikke, hvorfor han bare ikke gider hænge ud med mig!!! Jeg føler mig ensom i vores forhold. Vi er ikke venner. Vi sover, spiser og har sex, that's it. Jeg savner en partner, en som er interesseret i MIG, en som har lyst til at gøre ting for at glæde mig (til alt hvad jeg foreslår, siger han, at det ikke siger ham noget, så gider han ikke). Har spurgt, om ikke han så vil finde på noget? Jo, se håndbold på tv. Han kan ikke se det fede i at gøre noget for at glæde mig, hvis ikke han selv synes, det er sjovt.

Deltag i ugens dilemma her

LÆS OGSÅ “Vores forhold har været i krise, siden vi flyttede sammen”

Jeg er gravid, men han er ikke klar til børn 

Jeg vil gerne have børn. Han ved ikke, hvornår han vil ha børn (vi har gode faste jobs etc). Jeg sagde for nogle måneder siden, at jeg ville have børn nu (har talt om det i 3 år) og var han ikke parat, så håbede jeg, at han ville være rar at sige fra, så vi hver især kunne finde en partner, som var samme sted i livet som os selv. Nu venter vi barn, og han siger, at jeg jo tvang ham til det. Når jeg har haft kvalme, siger han, at det jo er min egen skyld!

Jeg har spurgt, om han vil have at jeg fik en abort? Han er ligeglad. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Vi skændes ofte, han har været mig utro 1 gang, fordi han følte, jeg ikke havde respekt for ham. Jeg føler, at det altid er ‘his way or no way’, og han siger det samme om mig. Vi er lige stædige. Jeg vil gerne i parterapi. Han nægter. Han synes bare, jeg skal opføre mig ordentligt.

Vi har tusinde ting, vi kan skændes om. Og vores ellers gode sexliv er ved at visne bort på grund af al den irritation på hinanden. Jeg spørger, om han så har en løsning til, hvordan vi får det godt? ‘Næh!’

Jeg ved slet ikke, hvad jeg ska længere... Flytte? Blive? Det er helt kørt fast, og han vil ikke i terapi. Jeg føler, at han ikke vil indse, at et godt parforhold kræver en indsats.

Hvad tænker I? Gå fra manden inden barnet bliver født eller blive og se, hvordan det går?

Stort suk fra en ulykkelig kommende mor, som trods alle skænderier af uforklarlige årsager stadig elsker sin kæreste og er villig til at kæmpe. Men der skal jo to til tango.”

Deltag i ugens dilemma her

LÆS OGSÅ Læserne spørger: “Skal mænd også have ret til abort?”

“Jeg synes, det lyder som om I er helt forskellige steder i livet, og så synes jeg også, at det lyder som om, I er sammen bare på grund af trygheden. Han lyder slet ikke til at have lyst til at kæmpe for det, selvom det lyder til, at du har prøvet det meste. Jeg synes også, at du skal prøve med et ultimatum, især fordi det alligevel ikke lyder som om, du får den støtte med barnet, der ellers kunne være grund til at blive. Aftal eventuelt først med et familiemedlem et sted du kan ‘flygte’ til, når du har stillet ultimatumet, hvis han nu vælger, at han ikke vil kæmpe. Fortæl ham, at I enten kæmper for at få det på rette spor, eller også går I fra hinanden. Jeg synes du fortjener bedre.”

enitsrik

Deltag i ugens dilemma her

LÆS OGSÅ “Hjælp! Min kæreste ignorerer mig”