“Ulykken reddede mig fra anoreksien”
Camilla, 32 år
Anoreksien har fuldstændig overtaget Camillas liv, da hun en morgen bliver ramt af en bil og er tæt på at miste livet. I dag ved hun, at ulykken er det bedste, der nogensinde er sket for hende.
Hvordan var dit liv før ulykken?
“Jeg havde en slem spiseforstyrrelse. Hver eneste dag i 11 år handlede om at sulte, kaste op og overmotionere. I de sidste par år havde jeg erkendt, at spiseforstyrrelsen forhindrede mig i at leve mit liv, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få kontrollen tilbage. Hver dag tænkte jeg: ‘Gid nogen ville hjælpe mig til at stoppe det her, så jeg kunne komme i gang med mit liv’. Sådan blev dagene til år, uden at jeg egentlig var bevidst om, hvad jeg lavede eller hvorfor. Jeg startede på mange forskellige uddannelser, som slet ikke var mig, og var sammen med en masse forskellige mænd, som jeg slet ikke havde lyst til.”
Hvorfor levede du sådan?
“Det er svært for mig selv at forstå nu. Anoreksien var en vane, der havde overtaget mit liv. Jeg kunne ikke lide mig selv, og jeg mente, at jeg var dum, grim og forkert. Det var en flugt, så jeg kunne slippe for at mærke mig selv og mine drømme og håndtere alle de valg, der hører med til at leve. Jeg kunne lige så godt have været fuld eller skæv hver dag. Det er svært at bryde en vane, og for mig skulle der ske noget drastisk, før jeg kunne slippe af med den. Det er mærkeligt, men til sidst håbede jeg faktisk lidt på at blive kørt ned, hver gang jeg var ude at cykle. Jeg havde ikke lyst til at dø – jeg ville bare gerne forsvinde fra mig selv, for jeg havde ekstremt dårligt selvværd.”
Hvad blev din redning?
“Jeg cyklede af sted en morgen. På vej over et lyskryds i indre København blev jeg ramt af en højresvingende bil. Jeg så ham i sidste øjeblik og nåede at undvige, så han ikke ramte mig så rent. Men slaget slyngede mig ud i en motorcykel, der knaldede mig ned i fuld fart. Jeg fløj hen ad kørebanen, hvor jeg lå bevidstløs. Da jeg vågnede, var jeg blevet flyttet ind i vejkanten, og jeg kan huske, at det første, jeg tænkte, da jeg så op, var, at jeg sikkert så dum ud, som jeg lå der mellem alle de lækre politifolk. Spændt fast på en båre blev jeg kørt til Rigshospitalets traumecenter. Jeg kan huske hele turen i ambulancen, og at jeg på en måde var glad, fordi der var sket noget drastisk med mig – en indgriben udefra, som jeg jo havde bedt om. Men samtidig var jeg bange, for jeg kunne se, at mit ben sad meget skævt og strittede ud fra kroppen. Det var helt ødelagt og skulle opereres med det samme.”
Hvordan havde du det bagefter?
“I de første dage efter ulykken havde jeg så ondt, at jeg besvimede af smerte, da jeg forsøgte at gå på toilettet. Men samtidig var jeg underligt lettet over ikke at kunne stå ud af min seng. Den del af mig, der plejede at piske mig selv til aldrig at slappe af, var tvunget til at blive liggende. Da gav jeg endelig op og overlod kontrollen til andre, og det blev et vendepunkt for mig.”
Hvad skete der så?
“Jeg var sengeliggende i en måned efter ulykken, og det var et helvede. Jeg var tæt på at blive sindssyg, for min destruktive side var der jo stadig. Men jeg kunne ikke motionere, som jeg plejede; løbe lange ture om natten eller hoppe, mens jeg så fjernsyn. Der var pludselig blevet helt stille omkring mig, og jeg fik ro til at tænke over, hvordan eg levede mit liv. I den periode fandt jeg på at læse alle mine gamle dagbøger. I dem fandt jeg styrken til at komme videre. Jeg læste hele min historie igennem og så mit liv fra et nyt perspektiv.
Jeg havde ikke turdet leve eller mærke mig selv, og jeg tænkte, at andre måtte kunne bruge min historie til at undgå at gøre det samme. Så jeg samlede uddrag af mine dagbøger og sendte dem ind til et forlag. De ville gerne udgive dem, så jeg droppede mit studie, selv om jeg kun manglede specialet – jeg ville ikke længere spilde min tid på noget, som jeg ikke brændte for.”
Hvor langt er du kommet i dag?
“Jeg er lykkeligere end nogensinde, men jeg sørger stadig for at skrive mine drømme ned. Lige nu drømmer jeg om at blive forelsket, få mand og familie og at prøve at svømme med delfiner.”
“Jeg var tæt på at slå mig selv ihjel”
Lise, 26 år
Først da Lise var tæt på at tage sit eget liv, turde hun indrømme, at hun var ulykkelig. Og da hun smed facaden, genvandt hun lysten til at leve.
Hvordan var dit liv før ulykken?
“I mange år gik jeg rundt med en facade. Hvis folk spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg det, de gerne ville høre, så de ikke spurgte igen. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvorfor jeg ofte fik nedture, følte mig ensom og græd. Men jeg satte en facade op og lod, som om jeg var lykkelig.”
Hvornår ramte du bunden?
“Jeg dumpede den afsluttende eksamen på mit studie. Den aften gik jeg helt i stå – jeg ville bare sove, så jeg kunne få ro i mit hoved. Men det gjorde så ondt indeni, at jeg måtte af med smerterne først. Derfor tog jeg pillerne: to panodiler ad gangen med et glas vand til. Da jeg havde spist 32, lagde jeg mig ned for at sove. Men i stedet kastede jeg op hele natten. Næste morgen havde jeg så ondt, at jeg ikke kunne rejse mig. Min nabo havde hørt mig, så hun kom ind og fandt mig om formiddagen. Da indrømmede jeg, at jeg havde taget pillerne, og hun ringede til alarmcentralen.”
Hvornår indså du, at du var tæt på at dø?
“Jeg vågnede op på en hospitalsstue med tremmer for vinduerne, fordi de mente, at jeg var selvmordstruet. De lagde et tykt drop i min hals, og jeg havde mest lyst til at fjerne det og stikke
af. Men jeg havde for mange smerter. Mine nyrer var ved at sætte ud, så jeg havde ondt i siderne og tissede blod, men det var min lever, der havde taget mest skade. Lægerne regnede ikke med, at den ville komme sig. Jeg kom på venteliste til en transplantation og fik at vide, at hvis jeg ikke fik en donor hurtigt, ville jeg dø. Og langsomt gik det op for mig, hvad det var, jeg havde gjort ved mig selv.”
Hvad skete der så?
“Min lever begyndte at reparere sig selv i en grad, som ingen læge havde troet muligt. Og efter kort tid var jeg rask nok til at blive udskrevet. Da gik det op for mig, hvor heldig jeg havde været – og at jeg blev nødt til at ændre mit liv.”
Hvordan kom du videre?
“Da jeg blev udskrevet, vidste jeg, at jeg var nødt til at tage ansvar for mit eget liv. Jeg begyndte at gå hos en psykiater, og det var første gang, jeg fik sat ord på de følelser, jeg længe havde gemt indeni. Han diagnosticerede mig som borderlinepræget, og det var faktisk en lettelse at få en diagnose – så kunne jeg bedre forholde mig til mine følelser. Jeg indså, at jeg måtte lære at åbne op.”
Hvordan gjorde du det?
“Allerførst gik jeg i gang med at lære at sige det højt, når der var noget, der gik mig på. Det var, som om det satte mig fri. Jeg gik i gang med min uddannelse igen, og denne gang havde jeg ikke en eneste sygedag, og jeg fik flotte udtalelser. På kort tid skete der mange positive ændringer. Så da jeg kort tid efter mødte manden i mit liv, var jeg klar til at åbne op og tage imod ham.”
Bragt første gang i Woman nr. 175.
