"Jeg var besat af at leve sundt"

Hvad der begyndte som en sund hobby, endte for Sabina som en sygelig besættelse af at spise korrekt og dyrke motion

20. februar 2015 af Louise Gade Sig

Besat af at leve sundt

 
Løbeskoenes såler slår mod asfalten. Det er tidlig morgen, klokken er 6, og Sabina har som altid taget familiens labrador med ud på en løbetur. Tankerne hvirvler rundt i hovedet på den 20-årige pige. Hun tænker over, hvad hun skal spise i løbet af dagen: grøntsager, grøntsager, grøntsager. Og magert kød. Det skal bare være sundt. For Guds skyld: sundt.
 
En halv time senere springer hun på sin bedstemorcykel og træder i pedalerne, indtil hun når børnehaven, hvor hun arbejder som pædagogmedhjælper. En tur på ti kilometer. Til fyraften cykler hun de ti kilometer tilbage og tager direkte ned i byens motionscenter, hvor hun træner en time. Hendes krop er benet og vejer kun 38 kilo, men Sabina synes ikke, at der er noget galt. Hun har jo bare en sund livsstil.
 
“Til sidst gjorde jeg det ikke, fordi jeg havde lyst, men fordi jeg blev overmandet af virkelig dårlig samvittighed, hvis jeg droppede træningen og den sunde kost,” fortæller Sabina i dag, fem år efter. Der skal gå mange år, før hun finder ud af, at hun i sin iver efter at leve sundt er begyndt at lide af sygdommen ortoreksi - en sygelig besættelse af sund kost og motion.
 
“For mig handlede det slet ikke om at være tynd, og jeg sultede mig aldrig. Det handlede i stedet om at være frisk og sporty. Jeg prøvede på at være et glansbillede, hvor en sund livsstil var det perfekte. Og jeg bebrejdede mig selv voldsomt, hvis jeg levede usundt.”

Fredagssnold

Sabina vokser op i en kernefamilie i Birkerød. En almindelig ‘sovs og kartofler’-familie, som hun kalder det. I barndomshjemmet har der aldrig været specielt meget fokus på sundhed, og der er fredagssnold til Disney Sjov som i de fleste andre familier. I skolen klarer Sabina sig godt og er en af de populære piger i klassen.

“Min selvtillid har egentlig altid været ret god. Men jeg er vokset op i en meget energisk og travl familie, så måske har jeg aldrig rigtig fundet ro. Jeg har aldrig brudt mig om at være alene, og derfor skulle der altid ske noget,” siger hun.

Da Sabina er blevet student, får hun en tjans som pædagogmedhjælper i en børnehave. Pludselig er hendes kalendersider helt blanke om aftenen, fordi der ikke længere er en bunke lektier, som skal overstås. For første gang er Sabinas hverdag ikke længere skemalagt.

“Jeg har altid været typen, der har brug for at have min kalender fyldt ud. Jeg har brug for struktur og planlægning. Derfor begyndte jeg langsomt at bruge min fritid på at træne og planlægge min kost,” siger Sabina.

Netop i 2003, da hun bliver student, begynder sundhedsbølgen for alvor at rulle. Sabina læser sundhedsmagasinerne slavisk og sluger helseprogrammerne på tv råt. “Ligegyldigt hvor jeg kiggede hen, følte jeg, at jeg blev bombarderet med budskabet: ‘Du kan nærmest ikke blive sund nok’. Det var nok med til at trigge mig.”

I sundhedsjunglen støder Sabina blandt andet på et kostråd, som anbefaler, at man ikke spiser kulhydrater og proteiner samtidig. Så hun dropper kartofler, ris og pasta til aftensmad og spiser kun den slags mad på andre tidspunkter af dagen. Tre gange om ugen kickstarter Sabina dagen med en morgen-gåtur, ligesom hun træner i motionscenter tre gange om ugen. Samtidig cykler hun dagligt til og fra arbejde, en tur på 20 kilometer.

“Allerede på det tidspunkt var det for meget med min træning og sunde kost. Men det var ikke nok til, at jeg gik ned på det eller tabte mig af det. Min familie og mine venner begyndte da også at kommentere min iver efter at leve sundt, men det var jo ikke sygeligt på det tidspunkt. De troede bare, det var en hobby, der ville tage af med tiden.”

Vejede 38 kilo

Men som ugerne skrider frem, bliver Sabinas rutiner med sund kost og motion langsomt mere og mere intense. Gåturen hver anden morgen bliver erstattet med en løbetur hver eneste morgen, og så godt som hver dag lægger hun vejen forbi motionscentret. En almindelig dag begynder med en løbetur på fem kilometer med fami­liens hund, en cykeltur til og fra arbejde på 20 kilometer og en times træning i fitnesscenter.

Indimellem hiver Sabina sin dagbog frem for at tøjre de flyvske tanker med blæk. En dag skriver hun: ‘Jeg har lige trænet for fulde hammer, så nu er jeg superfrisk og smadderglad!’. Også diæten strammer Sabina op på. Fra blot at adskille protein og kulhydrater går hun over til helt at droppe kulhydrater - altså kartofler, ris og pasta.

Lidt yog­hurt, frugt, grønt og magert kød er det ene­ste, Sabina spiser. “Jeg var fuldstændig
ligeglad med min vægt, og jeg vejede mig al­drig. For mig handlede det udelukkende om at
leve sundt. Jeg talte heller ikke kalorier,” for­tæller Sabina. Den intense træning og diæt sætter hurtigt sine spor. Efter bare fire måneder har Sabina smidt 15 kilo og vejer kun sølle 38 kilo. Det chokerer omverdenen:

“Mine venner og min familie spurgte dagligt, om jeg ikke motionerede for meget. Men de havde svært ved at trænge igennem min super­ aktive facade, og jeg undskyldte min livsstil med mediernes mange kostråd. Senere har de fortalt, hvor bekymrede de egentlig var, men det virkede umuligt at komme rigtig tæt på mig dengang. For dem virkede jeg flyvsk og forvir­ret,” siger Sabina.

Nogle mistænker hende til sidst for at have anoreksi, men det forvirrer dem, at Sabina spi­ser. Andre tror, hun har bulimi, men dropper tanken igen, da Sabina jo aldrig går ud på toi­lettet efter måltider. “På det tidspunkt var der så meget fokus på anoreksi og bulimi, så jeg var jeg meget obs på, at jeg ikke ville i en af de bokse. Jeg troede virke­lig ikke, jeg havde en spiseforstyrrelse, og havde ikke på fornemmelsen, at der var noget galt.”

Vil være perfekt

Fem timers søvn per nat er nok for Sabina. Sover hun længere, kan hun nemlig ikke nå ud på sin løbetur om morgenen. Hun kan ikke mærke, at den intense motion og ensformige kost dræner hende for energi. På trods af, at hun kun vejer 38 kilo, får Sabina sin menstruation, men den kom­mer udelukkende, fordi hun spiser p­-piller.

“Jeg turde ikke mærke mig selv, hverken psy­kisk eller fy­sisk. Jeg gik virkelig i en osteklokke og følte ingenting. Ingenting. Der­for opfangede jeg heller ikke, at min krop sagde fra. Jeg må konstant have været smadret i hele kroppen.” Og så er der tankerne. De konstante tanker om, hvad hun skal spise resten af dagen - og dagen efter, for den sags skyld.

“Jeg tænkte enormt meget på motion og kost. Så snart jeg ikke fik trænet, kom de selv­ bebrejdende tanker. Jeg følte meget bedre selv­værd, når jeg fik trænet og spist som planlagt. Det var lykken og et klap på skulderen til mig selv - en rus. Jeg var meget mere optaget af indholdet i det, jeg spiste, end i fornøjelsen ved at spise det.”

Sabinas iver for at leve sundt handler i høj grad om, at hun vil være perfekt. “Jeg ville gøre alt for at fremstå perfekt over for mine omgi­velser. Når jeg havde 200 procent kontrol over min sunde livsstil, blev jeg det perfekte menneske, troede jeg. Jeg kunne ikke balancere mellem for meget og for lidt, så det tog helt overhånd for mig.”

Siderne i dagbogen afslører også, hvor stor be­ tydning det har for Sabina, hvad omverdenen tænker om hende: ‘Hvis jeg ikke træner i dag, er jeg doven, og sådan vil jeg ikke fremstå udadtil’. Og: ‘Mit højeste ønske er at blive perfekt. Jeg vil være så perfekt, at alle kan lide mig!’.
Når Sabina træner for fuld skrue og følger sin stramme diæt, føler hun sig noget nær perfekt.

Slipper følelserne fri

 

Til sidst bliver det for meget for Sabinas familie. En eftermiddag går døren til pigeværelset op. Og ind træder hendes far. Han går hen mod Sa­ bina, omfavner hende og fortæller, at han har talt med familiens læge, som gerne vil se hende i sin konsultation om nogle dage. Det er et åbent tilbud, så det er op til Sabina selv, om hun vil be­søge lægen.

“Al den tid, jeg var syg af ortoreksi, græd jeg ikke. Det er underligt, for jeg er en pige, der har let til tårer, men jeg turde ikke mærke mig selv. Da min far kom ind på mit værelse, slap jeg for første gang følelserne fri og begyndte at græde. Tudbrølede. Jeg vidste måske godt, at der var noget galt, men det lå i underbevidstheden, og først den eftermiddag gav jeg los.”

Efter at have sundet sig et par dage takker Sa­bina ja til at snakke med lægen. Det er svært for ham at give hende en diagnose, og han laver en særlig kostplan til Sabina, så hun kan forsøge at ændre sin livsstil. Men det ændrer ikke noget.

Sabina kan ikke slippe ud af det net af sundheds­ rutiner, hun har viklet sig selv godt og grundigt ind i. Derfor bliver hun henvist til en psykiater. “Jeg tænkte: ‘Hvis det kan gøre omgivelserne glade, så lad mig da bare gå i behandling’. Det lyder helt åndssvagt og beviser bare, hvor blind jeg stadig var for min egen situation.”

På intet tidspunkt nævner hverken læge eller psykiateren ordet ‘anoreksi’, men Sabina har en klar fornemmelse af, at de tror, hun er ramt af netop anoreksi. “Det blev sagt mellem linjerne. Jeg vidste ikke, hvad jeg fejlede, men tænkte: ‘Jamen, hvis I vil putte mig i anoreksi­kassen, så gør det, men jeg føler mig ikke tilpas der’. Jeg spiste jo, og mit mål var slet ikke at blive tynd,” forkla­rer hun.

Efter et halvt år med ugentlige samtaler når Sabina alligevel frem til en erkendelse af, at hun fejler noget alvorligt. Hvad det præcis er eller hedder, ved hverken hun eller psykiateren på det tidspunkt.

Psykiateren beder Sabina om at tage sin dagbog med og læse den højt. “Når jeg læste mine skriverier højt for psykiateren, kunne jeg langsomt høre, hvor langt ude jeg var. Så småt kunne jeg se, at jeg var sund på en unaturlig og overdrevet måde.”

Samtalerne med psykiateren hjælper, og Sa­bina begynder at trappe ned med motionen og den alt for sunde kost.

Forsøger selvmord

 

I foråret 2006 flytter Sabina fra barndomshjem­met i Birkerød til et nyt liv i København. Helt på egne ben. Hun føler sig klar og tilpas langt væk fra de destruktive tanker om sundhed og begynder at læse humaniora på Roskilde Universitet.

“Måske fik jeg ikke bearbejdet tankerne om min trang til at kontrollere ordentligt sidste gang, for jeg begyndte at ville have sygeligt me­get kontrol igen - denne gang over mit studium og mine lektier,” siger Sabina, der til sidst ud­vikler en depression og flytter hjem til sine for­ ældre igen.

“Denne gang handlede det ikke om sundhed, men det var nok en form for efterreaktion. Før i tiden løb jeg fra tankerne. Men denne gang tog jeg dem på mig og fik det røvskidt over det. En dag kunne jeg bare ikke overskue mere og tog en ordentlig bunke piller.” Heldigvis opdager hendes mor det tidsnok til, at Sabina kommer på hospitalet og overlever.

Da familien og Sabina selv er kommet sig over chokket, tager Sabina på et behandlingssted for folk med depressioner, spiseforstyrrelser og andre psykiske sygdomme. Og her kommer hun for alvor ovenpå igen.

I dag er det tre år siden, Sabina var til den sidste samtale hos psykiateren. Hun er flyttet i lejlighed for sig selv og læser til socialrådgiver. Først for et år siden hører hun ved et tilfælde om spiseforstyrrelsen ortoreksi. Den sygdom, som tvang hende til at motionere overdrevet og følge en streng diæt. Den sygdom, som gjorde hendes sabbatår til et helvede. Og visheden er en kæmpe lettelse:

“I mange år anede jeg ikke, hvad jeg fejlede. Det var meget frustrerende at gå i uvished. Så hørte jeg om ortoreksi, og det hele passede på mig. Det var så rart endelig at få sat en diagnose på mig selv, men jeg er ked af, at jeg ikke fik den rigtige behandling fra begyndelsen,” siger Sabina, der nu har fået et normalt forhold til det at have en sund livsstil. Endelig.

I dag har hendes krop fundet en normal balance og har utroligt nok ingen mén efter sygdommen. Hun træner tre gange om ugen, spiser ganske almindelig mad og har for længst sluppet grebet om sine værste fjender: kontrollen og sin stræben efter at være helt perfekt.

“Selvfølgelig vil jeg gerne leve sundt som alle andre, men i dag har jeg lært at kontrollere det. Det handler om at lytte til sig selv og indse, at man hverken kan eller skal være perfekt.”

Bragt første gang i Woman nr. 139