“Jeg vil skide din lykke et stykke”

Jeg er træt af at se det gå godt for andre.

Jeg kan ikke længere glæde mig oprigtigt på andres veje. Jeg bliver sur, indebrændt og tvær. Ikke fordi, jeg ikke ønsker alle det bedste. Det gør jeg, det har jeg altid gjort. Har altid ønsket det bedste for alle, om det så var på bekostning af mig selv. Det kan jeg bare ikke længere. Jeg syntes livet er super uretfærdig, at verden er imod mig, lige meget hvad jeg gør. Det har den været i mange år.  

"Det bliver bare ikke bedre lige nu"

Faktisk husker jeg ikke hvornår jeg sidst helt oprigtigt og roligt kunne sige, jeg var glad og lykkelig uden at lyve om et eller andet. Jeg er træt af det hele. Alting. Glæder mig ikke til noget, og hver morgen, når jeg vågner, efter en nat med alt for lidt søvn og alt for mange drømme, der jager mig, sukker jeg og håber fortrøstningsfuldt, at dagen bringer bedre ting. Men jeg ved ikke engang, om jeg tror på det længere. Jeg har håbet, troet og villet mere end noget andet længe. Nu er jeg træt. Træt af at vente på bedre tider, træt af at blive skuffet, træt af at kæmpe. Træt af at give alt til andre, træt af at tænke. Jeg har ingen fred. Træt af at høre folk sige, at det hele nok skal gå. For hver dag, der går, føler jeg, at jeg bliver kvalt en lille smule mere.  

"Færdig med at lade som om.."

Længe har jeg holdt facaden og smilt, imens jeg nikkede til deres opmuntrende ord. Men under min egen familiefødselsdag fik jeg nok. Som man altid gør – fordi man jo er høflig – spurgte flere gæster ind til, hvordan det gik med mit nye liv alene i min nye lejlighed. Svaret, de fik, var tydeligvis ikke, hvad de havde forventet, da det skabte en brølende tavshed. Jeg har det ikke så godt og bryder mig ikke om at være i den" svarede jeg. Og så var der stille. Gæsterne sad og kiggede lidt forvirret på hinanden, til en fik brudt tavsheden med snak om en af gaverne. Jeps. Så snakkede vi ikke mere om det. Flere gange fik jeg at vide, jeg så træt ud. Til de kommentarer svarede jeg blot ja, jeg havde jo sagt, jeg havde det skidt, men det kommenterede ingen...

"Slut med familiesammenkomster"

Ovenståede episode har medført, at jeg er holdt op med at tage med til større familiekomsammener og andre ting, hvor folk spørger ind til, hvordan det går. Folk spørger, men forventer blot, at man svarer "det går super fint". Da jeg igen en måned senere sad i samme selskab, der spurgte ingen ind til mig. Men derimod min søster, for hvem, det går fremragende med livet for tiden, og min kusine og alle de andre. Men der blev ikke spurgt ind til mig, og hvordan jeg havde det. Det er ikke et acceptabelt svar, at være oprigtig og ærlig om sin svaghed og sårbarhed, det taler man åbentbart ikke om. Siden hvornår? Hvordan blev samfundet sådan? 

"Det skal være okay at sige man har det skidt, sådan oprigtigt okay."

Det skal være okay, at sige man har det ad helvedes til, uden at man skal pakke det ind! Jeg er så fucking træt af at gå rundt og være så pisse falsk. Jeg gider ikke lyve over for andre, men slet ikke over for mig selv. Jeg kan simpelthen ikke sige, jeg er okay og se oprigtig ud. Så skal man alligevel lægge øre til folks kommentarer om for lidt søvn, for meget job, og for lidt træning – deres tips til et bedre liv som de gerne deler ud af uden at ønske at lægge øre til sandheden bag de trætte øjne.

"Føler mig så smidt på gulvet"

Selv min læge! Min unge, lækre, mærkedyre, kvindelige læge sagde bare til mig: "det skal nok gå", imens hun smilede, og jeg gik ud med snotklude og hævede tude øjne. Ingen hjælp at hente, trods kilometer lange journaler om min psyke. Jeg er så træt af det. Hvad fanden gør man, når man som 21 årig har det så skidt, men alle mener, at det skal man nok komme igennem... Jo vist, så må vi håbe, jeg får slæbt min slidte, afdankede og forrevne krop med mig gennem dét, der lige nu synes som et langt endeløst krat fyldt med mørke og ubehag.  

"Ny strategi"

Jeg har besluttet ikke længere at lyve, jeg siger hvordan jeg har det! Godt som skidt. Minut til minut, time til time. For det er en rutsjebane, måske nærmere en labyrint af følelser! Men hvordan i alverden skal vi nogensinde kunne finde vej i og balance ved dem, hvis vi konstant skal lægge låg på dem. Jeg tror på, at det vil gavne os alle, hvis vi lærer at håndtere folk, der har det skidt. At det er okay og ikke et tabu. Jeg ønsker virkelig at kunne være ærlig uden at skulle føle mig forkert. Nogle gange så står du mellem støv og grus, i regn og slud med lort til knæene. Og i de situationer der skal man kunne bede om hjælp, og række ud. Hvordan skal man kunne det i et samfund, hvor dét, at have det skidt, ikke er socialt accepteret, da det, vi gerne vil have, er så lykkeligt og hyggeligt et samfund..

Det er okay, ikke altid at være okay!

- Simone Marland 

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Læs mere fra samme kategori