Kate Moss
Kate Moss

Kate Moss misser datterens fødselsdag

Hun er nemlig blevet indlagt på afvænning

3. oktober 2005

Da Kate Moss' datter, Lila Grace, i torsdags fyldte 3 år, var det uden hendes mor ved sin side. Kate har nemlig taget konsekvensen af de mange beskyldninger om stofmisbrug og har tjekket sig ind på en afvænningsklinik i Arizona.

De næste 30 dage skal Kate være på Meadows-klinikken, hvor hun blandt andet skal gennemgå en intensiv gruppeterapi for at sige endegyldigt farvel til stofferne. Det er ikke nogen billig fornøjelse - det koster nemlig supermodellen knap 25.000 kroner i døgnet at være på klinikken. Og så er det ikke engang fornøjeligt: Opholdet på klinikken betyder også, at Kate må sige farvel til smøgerne og til al kontakt med omverdenen. Dog tiggede og bad Kate så inderligt, om hun ikke måtte ringe hjem til Lila Grace og ønske hende tillykke med fødselsdagen, at personalet gav efter og tillod hende det ene opkald.

Kate har ikke set sin datter, siden de famøse billeder Kates kokainsnifning kom frem. Lila Grace er i stedet blevet passet af bedsteforældrene og barnepiger, som i øvrigt også fejrede pigens fødselsdag med en lille komsammen af 40 af hendes legekammerater i Kates hjem i London.

De sociale myndigheder i England er i gang med at undersøge, om Kate er egnet til at tage vare på sin datter. Men forhåbentlig kan Kate med sin afvænning overbevise dem om, at hun er egnet som mor - behandlingen på Meadows-klinikken skulle i hvert fald være meget effektiv, siger Kates model-kollega Elle McPherson, der har anbefalet Kate klinikken. Hun blev nemlig med stor snilde og dygtighed selv hjulpet ovenpå igen på klinikken, da hun i 2003 havde en depression.

 

Du vil (garanteret) også kunne lide