Kate Moss
Kate Moss

Kate Moss vil være skuespiller

Supermodellen overvejer et karriereskift

17. november 2005

Der sker ting og sager i Kate Moss' liv. Efter hun  i sidste måned blev fanget med næsen i kokainen, endte hun med at sparke kæresten Pete Doherty ud og tilbringe en måned på et amerikansk afvænningscenter for at komme over sin afhængighed af stofferne (og Pete). Og nu lader det så til, at Kate forbereder et karriereskift. Hun vil nemlig til at være skuespiller!

- Måneden på afvænningscenteret har givet hende masser af muligheder til at tænke over tingene. Hun er klar over, at hendes modelkarriere ikke kan vare for evigt. Hun tror, at med noget coaching, kan hun komme til at klare sig godt på film, siger en sladdervoren ven nær Kate.

- Hun har sikkert penge nok til aldrig at arbejde igen, men hun er ivrig efter at presse sig selv.

Kate har skam allerede forsøgt sig i andre brancher - hun har nemlig før optrådt som sanger (med ret stor succes endda). Supermodellen indvilligede nemlig i at hjælpe vennen (og Primal Scream-forsangeren) Bobby Gillespie og det mundede ud i en optræden på Primal Scream-nummeret Some Velvet Morning fra 2002.