“Læg mere arbejde i din karriere, og du vil få succes“

”Kære Zoey
Kort og godt:
Hvordan bliver jeg helt lykkelig, og hvordan får jeg succes i livet? Især vil jeg gerne have succes med min karriere og blog, men hvordan, og vil det lykkes?
Med venlig hilsen
Karina”
Kære Karina,
Tusind tak for dit spørgsmål.
De kort jeg fik til dig, var:
Five of Air
King of Water
Unity
Four of Water
Kortene fortæller mig, at det vil være godt for dig at søge nogle like-mindede, som du føler er dér i livet, hvor du gerne vil hen. På den måde, vil du kunne drage nytte af deres viden og ekspertise. Jeg får at vide, at du har enormt meget at byde på rent karriere- og blogmæssigt. Så det er bare med at lægge noget mere arbejde i det – mere end du allerede gør – og så væbne dig med tålmodighed. Selvom det ikke er din stærkeste side, så er denne periode en god tid til at øve dig i tålmodighed.
Det handler også om, at der er masser af muligheder til dig derude, men det er som om, at du ikke ser dem, når de er der. Oftest kommer mulighederne i forklædning. Så jeg får at vide, at det vil være fint for dig at sige ja til de ting, der har noget med karrieren at gøre, også selvom det ikke lige umiddelbart virker til, at det vil give dig noget, men det vil det på længere sigt.
Så kort og godt handler det om, at du vil få succes ved at netværke, og begynde at omgive dig med mennesker som har dét, som du gerne vil opnå.
Så hav et åbent hjerte og sind. Det hele skal nok begynde at udfolde sig, jo mere du selv begynder at vise verden og de mennesker omkring dig, hvad du står for, og hvor du gerne vil hen med dine projekter.
Desuden er der en lektie i den situation, du står i nu. Mærk efter hvad lektien er, og så kommer du til at slippe noget af det gamle, du har i livet. På den måde, vil du være klar til at begive dig ud i noget nyt og mere succesfuldt.
Varmeste hilsner
Zoey Adrianna