© Getty Images

Lider din veninde af mindreværdskomplekser? Sådan hjælper du

“Du er meget pænere/klogere/sjovere end mig,” er ord, du tit hører fra hende – men sådan behøver det ikke være

6. januar 2020 af Redaktionen

Problem: Din veninde føler sig overset 

Du ved bedst selv, om din veninde er mere trist, end hun plejer. Vær opmærksom på, om hun begynder at melde fra til aftaler.

Det kan du gøre:

Det vigtigste er, at din veninde føler, hun bliver set, hørt og forstået. Når du er oprigtigt interesseret, skaber det stor tillid imellem jer. Du kan også prøve at spejle hende. Hvis hun siger: “Det er så svært på mit arbejde, min chef forbigår mig altid,” kan du svare: “Det lyder også, som om det er rigtig hårdt på dit arbejde.” På den måde viser du hende, at du ser det fra hendes side.

Problem: Din veninde ser kun begrænsninger

Mindreværdet har bidt sig fast. Samtidig bliver hun stadig mere selvoptaget og vil helst kun snakke om sit eget.

Det kan du gøre:

Hvis du bare bliver ved med at lytte, bliver du til sidst selv helt drænet for energi og værre endnu: også for lysten til at være sammen med hende. Fortæl hende, at du godt ved, at hun har det svært, men at det også er vigtigt, at hun tager ansvar for sit liv. I stedet for at køre rundt i alt det, hun er dårlig til, skal hun fokusere på sine potentialer. Du kan hjælpe hende ved at tage udgangspunkt i konkrete situationer og sige: “Da du holdt fest sidste måned, kom der mange venner.”

Problem: Din veninde er på grænsen til depression 

Jeres venskab er mærkbart påvirket af, at din veninde har det skidt. Du føler, at du trækker læsset, og hun er efterhånden en af dem, du ubevidst forsøger at undgå.

Det kan du gøre:

Når du har hørt og forstået din veninde og har spurgt, hvordan hun kan ændre sit mønster, kan du ikke gøre mere. Du kan sige: “Jeg holder meget af dig, og det er hårdt for mig at se, du har det sådan. Så har du overvejet at søge professionel hjælp og give dig selv en chance for at få det godt igen?” Det er vigtigt, at du får hende til at forstå, at det ikke er, fordi du ikke vil hende. Tværtimod under du hende et dejligt liv.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.