Du behøver ikke være bange for, at din kæreste vil stjæle dine bind fra dig, men forskning viser, at mænd bliver påvirket af hormoner på samme måde, som kvinder gør, når de har menstruation, skriver sitet Unilad. Næste gang du får en ‘er det den tid på måneden’-kommentar fra din kæreste, mandlige kollega eller ham den irriterende i baren, der synes, du er sur, fordi du ikke falder for hans spritånde og dårlige scorebemærkninger, så har du nu det bedste og mest videnskabelige comeback, du kunne ønske dig.
Østrogen og testosteron
Når kvinder har menstruation, falder niveauet af østrogen i kroppen, og det kan give humørsvingninger – nogle mere voldsomme end andre. Men kvinder er altså ikke de eneste, der må kæmpe med ubalance i hormonerne og dårligt humør. Det gælder også mænd. Her er det bare det mandlige kønshormon, testosteron, der spiller ind på humøret.
Den mandlige cyklus
Modsat kvinder, der har en månedlig cyklus, har mænd en daglig cyklus. Forskning viser nemlig, at niveauet af testosteron falder hver dag. Det sker som regel i starten af aftenen og medfører, at mænd kan opleve at blive både trætte og irriterede. Niveauet falder dog (heldigvis) ikke så meget, at han ikke vil være i stand til at have sex, hvis det skulle komme på tale.
Det er ikke kun på daglig basis, at mændene oplever en ubalance i testosteron- niveauet. Faktisk sker der også et fald i niveauet i løbet af efteråret og i særlig grad i november. Omvendt begynder niveauet at stige igen i april, når foråret kommer.
Videospil og whisky hjælper
Mens kvinders cyklus kan blive påvirket af andre kvinders, kan den mandlige cyklus også blive påvirket udefra. Undersøgelser viser nemlig også, at mændenes testosteronniveau bliver påvirket, når de drikker alkohol, ser actionfilm, ryger cigaretter og spiller videospil sammen.
Så nu ved du, hvad du skal sige, hvis en mand virker irriteret, og du vil være lige så irriterende, som mænd kan være overfor os: ‘Er det den tid på dagen – eller måske året?’
Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.