Måder at imponere forældre
Har du også lavet utallige sang- og danseoptrædener for dine forældre? © Getty Images

9 mærkelige måder, vi altid prøvede at imponere vores forældre, da vi var yngre

Danseoptrædener eller en håndplukket buket ukrudt var vejen frem!

19. maj 2021 af Henny Müller Dahl

1. Vi lavede (super underholdende) danseoptrædener eller sangoptrædener med vores hjemmelavede bands. Og vores forfærdede forældre så til, mens vi sang og dansede til Nik & Jay's Boing – uden helt at forstå ordenes betydninger. 

2. Generelt viste vi altid stolt vores nye talenter frem. Om det så var at stå på hænder eller et magisk trick med en mønt, så skulle vores forældre altså ikke snydes for oplevelsen. Flere gange.

3. Vi overraskede vores forældre med gaver såsom en håndplukket buket ukrudt fra baghaven eller en mislykket keramikskål fra håndarbejdstimen. Eller en kupon til et kram, der kunne indløses når som helst. Eller et par regnorme, som vi (også) havde fundet i baghaven. 

4. Når vi virkelig ville imponere, var tricket selvfølgelig at rydde op på vores værelser. Selvom det eneste, vi i virkeligheden gjorde, var at rearrangere vores Barbie-dukker på hylden. Minimal indsats var den bedste indsats! 

5. Og når vi syntes, at familiens skønhed lige skulle have et ekstra løft, lavede vi en makeover på vores små søskende – eller vores hund. Det var bare ikke altid, at det blev så positivt modtaget... 

6. Et par gange gjorde vi vores ypperste for at lave et lækkert måltid til hele husstanden. Indtil vi indså, at kogebøger ikke var lige så let læsning, som vi troede, gav op halvvejs og måtte få mor til at tage over. 

7. Havde vi ikke lige noget andet at blære os med, kunne vi altid ty til vores bedrifter i The Sims. “Far, se, jeg har fået en plantesimmer! Og alle i min Sims-familie er blevet top-astronauter! Hvorfor kan vi ikke også være det?”

8. Når det gik godt i skolen, kunne vi heldigvis falde tilbage på skolesnak, når der skulle imponeres. Hvis vi var heldige, kunne vi få et par anerkendende nik, når vi fortalte, at vi havde fået ros for at stave til “disciplin” i dansk diktat eller for at løse en matematisk ligning. 

9. Og selvfølgelig var mors dag eller fars dag vores time to shine. Her skulle vi nok vise alle, hvilke fantastiske børn vi var. Selvom gaverne som oftest bare blev til endnu en ukrudtsbuket. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.