Mand dig op!

Mænd har mange beundringsværdige egenskaber, som vi kvinder kan lære af. Woman guider dig til hvordan

29. oktober 2014 af Sara Møller Christensen

Mand dig op!

Behårede baller og vulgære vitser er ikke blandt mænds bedste sider. Til gengæld har de mange andre gode egenskaber, som vi kvinder godt kan lære noget af. Se hvordan her.

DE ER IMPULSIVE

I det tidsrum, som det tager dig at overveje, om den røde eller den blå sofapude skal stå forrest, kan en mand nå at beslutte sig for, at han vil købe helt nyt møblement til sin lejlighed, vælte en mur i stuen og male soveværelset grønt. Mænd er nemlig mere resultat- og handlingsorienterede end os kvinder, mener Winnie Haarløv. De ser på de store linjer og er lykkeligt befriet for angsten for at fejle, fordi de simpelthen ikke tror, at det kan lade sig gøre. Du kan få samme overlegne, positive energi, hvis du ikke lader dig tynge af alle men’erne og i stedet handler ud fra din intuition. Det skulle kvinder være gode til, så se at komme i gang.

Sådan mander du dig op:
“Se på de erfaringer, du har gjort. Hvornår har du foretaget et totalt katastrofevalg og er kommet galt af sted med den beslutning, du har truffet? Og hvor tit har du så taget en beslutning, hvor det egentlig gik meget godt?” spørger Winnie Haarløv. Det første skridt på vejen til impulsivitet er, at du kigger på virkeligheden og lærer af den. Du vil opdage, at det er uhyre sjældent, du har lavet en ordentlig brøler, og selv da overlevede du. Din dømmekraft er altså ikke helt skæv, så måske du skulle begynde at stole lidt mere på den? “Vi har en usynlig spade, som vi tæver os selv i hovedet med. Vi tror, at hvis vi laver en fejl, så er det frygteligt, og så bliver vi udstødt, men det gør vi jo ikke. Andre mennesker kan faktisk godt lide, at vi laver fejl, for det gør os menneskelige.” Ved at lære at tage chancer - spørge din drømmefyr om hans nummer eller bestille en spontan weekendtur til Nice - undgår du at ærgre dig over, at livets chancer glider forbi.

Selvsikkerhed

 

DE ER SELVSIKRE, NÅR DE SØGER JOB

Når der står ti kvalifikationskrav i en jobannonce, læser en mand nummer et og to og tænker: “De to krav kan jeg godt opfylde, og resten kan jeg lære.” Kvinder ville aldrig søge stillingen, hvis ikke de beherskede alle ti. Og hvorfor egentlig ikke? “Kvinder er så bange for at lave fejl. Og så gælder det om ikke at stikke næsen frem, for så bliver man ikke accepteret af de andre kvinder,” forklarer Winnie Haarløv. De bekymringer har mænd ikke i nær samme grad, for de er langt mere konkurrencemindede end kvinder.

Sådan mander du dig op:
Hvis du tvivler på dine evner, så tag et kig på virkeligheden. Start med at finde dit eksamensbevis frem fra skuffen, og kig på dine karakterer. De er med overvældende sandsynlighed mindst lige så pæne, som dem dine mandlige konkurrenter har hevet hjem - måske endda bedre. Kig derefter på dit cv, hvor du garanteret kan konkludere, at du har haft mange jobs, og at du ikke er blevet fyret fra nogen af dem. Spørg så dig selv, om det er held det hele, eller om du rent faktisk har nogle værdifulde kompetencer. “Det er ikke, fordi du har en god dag, og der er medvind, at du får høje eksamenskarakterer og tilbudt attraktive jobs. Det er, fordi du rent faktisk kan præstere noget. Så lad være med at nedgøre dig selv,” lyder rådet fra Winnie Haarløv. En ekstra bonus ved at gå efter guldet på arbejdsmarkedet er, at mange mænd vil tiltrækkes af dig. “Det er en myte, at mænd kan lide små, skrøbelige kvinder. De forelsker sig i kvinder, der kan lide sig selv og deres krop, og som kan lide at høre sig selv tale,” siger eksperten.

Forfængelighed

 

DE BRUGER MINDRE TID FORAN SPEJLET

En mand kan slentre rundt i joggingbukser og basketballkasket fra den forkerte side af årtusindeskiftet og føle sig som Guds gave til kvinder. Det ved vi selvfølgelig godt, at han ikke er, men ville det ikke være rart nogle gange at have samme selvsikre tro på sig selv? Kvinder har i stedet en irriterende tendens til at være kronisk utilfredse, når spejlbilledet kastes tilbage i ansigtet på os. Det skyldes, at kvinder historisk set ikke kan klare sig uden en mand, mener Winnie Haarløv. Derfor er vi besatte af at se så godt ud som muligt for at blive valgt af det modsatte køn. Vi duller os dog i lige så høj grad op for andre kvinders skyld, for vi er sociale væsner, der har brug for flokkens accept. Virkeligheden er, at omgivelserne ikke forlanger, at du ser godt ud - det gør du selv!

Sådan mander du dig op:
Først og fremmest skal du lære at tage imod en kompliment. Når nogle fortæller dig, at du ser godt ud, skal du ikke affærdige vedkommende ved at sige “du har vist brug for briller.” I stedet skal du ifølge Winnie Haarløv tage rosen til dig og bruge den positivt. “Vi snyder os selv for en masse kærlighed og selvværd, hvis vi ikke tager imod komplimenter. Der er ingen, der er ligeglade med, hvad andre synes - det er mænd heller ikke - men hvis vi kunne lytte til alt det, som vi får af andre og tro på det, så ville vi få det bedre med os selv,” siger hun. Husk desuden, at hver gang en mand vælger dig som kæreste eller dansepartner, så gør han det blandt to millioner kvinder. Han gør det, fordi han synes, du er fantastisk, og du skal stole på, at han har ret! Alt i alt gælder det om at få øjnene op for alle dine kvaliteter i stedet for at fokusere på det negative.

Socialt liv

 

DE INVITERER IKKE GÆSTER AF PLIGT

Det er fredag aften. Både du og kødet har fået lidt for meget, og alligevel smiler du overskudsagtigt til dine gæster, der strømmer ind i din blankpolerede lejlighed. Det er tvivlsomt, at en mand nogensinde ville stå i samme situation, og det findes der en enkel forklaring på: “Kvinder er det sociale lim, der binder grupper sammen, og måske derfor har vi meget brug for flokkens accept. Vi bilder os ind, at alle andre har en masse forventninger til os, men det har de ikke. Det har vi selv,” siger Winnie Haarløv.

Sådan mander du dig op:
Inden du kaster dig ud i det helt store værtindeprojekt med fri cocktailbar og serpentiner i hele hytten, skal du spørge dig selv, for hvis skyld du gerne vil holde fest. Hvis det er for din veninde, mor eller kærestes skyld, skal du lade være. “Ingen gider at besøge en pligt-moster, der i virkeligheden slet ikke orker at få besøg,” siger Winnie Haarløv. En mand tænker først og fremmest på sig selv, og du skal i visse situationer øve dig disciplinen. Skub for eksempel en middagsaftale med veninderne, hvis du mangler overskud. Det er mere ærligt end at tvinge det igennem.

Bagtaleri

 

DE BAGTALER SJÆLDENT

Din veninde spørger for 25. gang, om hun må låne noget tøj af dig. Tøjet kommer normalt uvasket tilbage, når det for længst er blevet umoderne. Alligevel kan du ikke få dig selv til at sige nej. I stedet beklager du dig over hende til jeres andre veninder, og I bliver hurtigt enige om, at hun er uansvarlig og umoden. Bagtaleri opstår, fordi kvinder er dårlige til at mærke deres grænser og sætte dem. Satte man en mand i samme situation, ville han give vennen et rungende “no way”. Når vi siger fra, går luften af ballonen, og bagtaleri bliver overflødigt.

Sådan mander du dig op:
“Det ville være en illusion at tro, at vi aldrig nogensinde vil bagtale og sladre. Det gør mænd også. Der er ingen, der behøver at få at vide, at du har betroet din bedste veninde noget. Det er en ventil, og den har de fleste brug for. Men derefter skal du aflevere kritikken, hvor den hører hjemme,” siger Winnie Haarløv. Hvis der er meget bagtaleri i din venindegruppe, må du selv repræsentere den forandring, du ønsker. Prøv at være ærlig over for dig selv og dine veninder, og indrøm, hvorfor du har bagtalt. Ofte vil det være, fordi du selv har haft det skidt og har haft brug for at hævde dig på venindens bekostning. Sig for eksempel, at du er dødmisundelig på hendes flotte krop og flirtende væsen, og det er derfor, at du har talt grimt bag hendes ryg. Hvis I bliver enige om, at bagtale mindre, vil det skabe en stemning af tryghed, som fjerner behovet for at bagtale.

Lønforhandling

 

DE FORLANGER MERE I LØN

Mens dine mandlige kolleger forlader den ene lønforhandling efter den anden med løftede arme, sidder du pænt på din plads og venter på, at chefen skal opdage, hvilket fantastisk og uundværligt stykke arbejde, du udfører for virksomheden. Men det gør chefen ikke. Han vil se resultater, og medmindre du smækker dine præstationer op på bordet foran ham, skal du ikke regne med at få mere i løn.

Sådan mander du dig op:
Hvis du ikke tør at bede om mere i løn, skal du finde ud af, hvad du er bange for. Frygter du, at chefen vil klaske sig på lårene af grin, eller er du bange for, at du slet ikke er pengene værd? Der er ikke den store sandsynlighed for, at nogle af de to scenarier vil gå i opfyldelse, så du kan lige så godt forberede dig til tænderne. “Chefen gider ikke at høre på, at Pia ovre i bogholderi får mere. Han er interesseret i, hvilke resultater du har opnået, og hvad du vil have,” siger Winnie Haarløv. Hun foreslår, at du laver en liste med dine bedrifter. Skriv for eksempel, hvilke kurser du har været på, og hvilke initiativer du har taget på arbejdspladsen. Når han spørger dig, hvad du vil have, skal du forlange det dobbelte af, hvad du havde tænkt. Så er der gode chancer for, at du kan gå armviftende derfra med en løn, der matcher den, dit mandlige modstykke har forhandlet.

Vores styrker

 

DET KAN MÆND LÆRE AF OS:

Empati 
Kvinder lægger lynhurtigt mærke til, hvis en veninde er nedtrykt, og spørger ind til, hvad problemet er. Mænd går mere op i, hvordan de selv har det.

Situationsfornemmelse
En kvinde kunne aldrig finde på at kritisere sin mor for, at sværene på flæskestegen ikke er sprøde, efter hun har knoklet med dem de sidste tre timer. Kan du ikke lige høre en mand gøre det?

Æstetisk sans
Kvinder sætter pris på flotte ting og er generelt gode til at indrette sig hyggeligt. Mænd ville ikke lægge mærke til en smuk solnedgang, om den så landede på deres isse.

At få kontakt med følelserne
Kvinder er gode til at mærke sig selv og deres følelser og sætte ord på dem. Behøver vi påpege, at mænd ikke har helt samme evne?

Kilde: Winnie Haarløv, psykoterapeut, forfatter og foredragsholder med speciale i menneskelige relationer

Bragt første gang i Woman nr. 112