“Min far efterlod mig i en skov, så jeg ikke ville sladre til min mor om stofferne”

Julies far drak og tog stoffer, da hun var barn. Læs hendes historie – og hvordan hun tilgav

9. juni 2016 af Maria Denise Christoffersen

Da jeg var helt lille, var jeg fars pige. Han var min helt. Altid sød og sjov, og han legede meget med min lillebror og mig. Men når jeg ser tilbage på alle de gode minder, kan jeg alligevel huske, at der altid var en øl i billedet. 

Jeg kan se ham for mig i bilen med en øl mellem benene, mens han kørte. Jeg var for lille til at vide, at det var forbudt, men hvis der kørte en politibil forbi, gik min far i panik, så jeg forstod, at der var noget galt. Desværre var spritbilisme kun begyndelsen.

LÆS OGSÅ Sådan genkender du psykisk vold

Sat af i Skoven

Da jeg var ti år, begyndte jeg at gå ud i min fars værksted og lede efter øl. Jeg havde for længst forstået, at det var dem, der var årsagen til mine forældres utallige skænderier. En dag fandt jeg en tallerken med fire baner hvidt pulver. Jeg spurgte min far, hvad det var, jeg havde fundet.

“Det er bare mel,” svarede han.

Jeg sagde, at jeg måtte spørge mor, om det var rigtigt. Min far blev rasende. Han vrissede, at jeg skulle tage min flyverdragt på med det samme, for vi skulle ud og køre en tur.

“Når du vil sladre til mor, må du forstå, at du ikke kan være en del af vores familie mere,” sagde han, mens vi kørte.

“Så får du ingen af os at se igen.”

LÆS OGSÅ “Jeg faldt for dårlige mænd”

Vi kørte længe og kom til sidst ud i en skov. Min far stoppede bilen. Han sagde, at jeg skulle bo der fra nu af og aldrig måtte komme hjem mere. Jeg var rædselsslagen og skreg og græd. Min far flåede mig ud af bilen. Så kastede han mig ned i grøften. 

Han satte sig ind og låste dørene. Der var helt mørkt i skoven bortset fra bilens lys. Jeg kravlede op fra grøften og hylede og skreg, mens jeg slog med mine vanter på bilruden. Så startede han motoren og kørte.

Jeg kan ikke huske ret meget fra episoden, for jeg har fortrængt det. Men jeg ved, at jeg gik rundt i mørket længe. Imens tog min far hen på kroen og drak. Da han kom tilbage, fandt han mig liggende i skovbunden i fosterstilling. Han fik mig ind i bilen, og jeg undskyldte mange gange.

“Jeg elsker dig, far. Jeg siger aldrig noget til mor!” snøftede jeg. Så kørte vi hjem. Jeg var færdig med at sladre.

LÆS OGSÅ “På få måneder skulle jeg sige farvel til min mor”

Kaosset tog til

Han kunne tage på druk og forsvinde i dagevis. Utallige eftermiddage har jeg stået nede i SFO’en med panden mod ruden og spejdet ud på parkeringspladsen, fordi han ikke kom, selvom han havde lovet det. Om aftenen græd jeg og spurgte min mor, om han var død, men senere vågnede jeg ved, at han ringede til min mor fra et værtshus midt om natten. 

Jeg lå rystende i min seng, mens jeg hørte min mors stemme:

“Vi har to børn, Henrik. Hvad tænker du på?” Så lagde hun på, og jeg kunne høre, at hun græd.

Jeg gik ind og holdt om hende. Selv den dag i dag får jeg det fysisk dårligt over lyden af en ringende fastnettelefon. Men jeg bad aldrig om hjælp udefra.

LÆS OGSÅ Sådan heler du dit knuste hjerte

Jeg var flov og frygtede, at andre skulle synes dårligt om min far. Selv begyndte jeg dog gradvist at hade ham. Han var utilregnelig. Han flippede let ud og kaldte mig ord som lille luder, so og møgkælling. Det var nedværdigende at blive kaldt sådan noget af min far. Og han opførte sig mere sindssygt, som tiden gik.

Engang, da han var meget fuld og aggressiv, gik han ud i sit værksted og kom tilbage med en håndgranat i hånden. Han fægtede, råbte og truede med at rive splitten ud. Vi andre flygtede ud i bilen og kørte væk. Jeg blev så bange for ham efter det.

LÆS OGSÅ "Min mor begik selvmord ved at sætte ild til sig selv"

Kære far, jeg hader dig

Dagen før min konfirmation skrev jeg et brev til min far.

“Kære far. Du må forstå, at jeg hader dig, når du er fuld,” skrev jeg. 

Så fortalte jeg ham, at jeg også elskede ham og håbede, at han ville stoppe drikkeriet. Jeg lagde brevet på hans hovedpude. Da han så det, krøllede han det sammen og blev sur, men min mor gemte det. Han så først brevet nogle år senere, da han endelig valgte at gå i behandling. Der slog mine ord til gengæld hårdt.

Min ædru far

Min far besluttede sig for at gå i afvænning efter en aften, hvor mine forældre skændtes så voldsomt, at vi troede, han ville slå hende ihjel. Min bror og jeg stillede os mellem dem og skreg ad ham. Da han så sin familie stå vendt imod ham, fulde af had og angst, var det, som om han vågnede.

Dagen efter tog han i behandling og var væk i fire uger. Jeg var 16 år, da han kom hjem. I lang tid tvivlede jeg på ham. Hvis han for eksempel lugtede af lakrids, var jeg sikker på, at han havde drukket, fordi jeg forbandt lugten med dengang, hvor han spiste Gajol for at camouflere sin ånde.

Men han var vitterligt forandret. Han overholdt sine aftaler. Når han gik ned efter en liter mælk, tog det kun ti minutter – og ikke tre timer. Han var til stede på en ny måde. Jeg begyndte at slappe af. Men det var også svært. Vi var vant til at undgå ham, og pludselig ville han deltage i familien.

LÆS OGSÅ “Sådan tacklede jeg min kærestes krise”

Afsked med vreden

Det var en lang og benhård proces at give slip på hadet. Men jeg tilgav min far. Jeg græd tit ud hos ham, og det hjalp, at manden, som var årsag til min vrede, også var ham, jeg fik trøst af. Jeg havde jo hungret efter den trøst i hele min barndom.

Jeg vil aldrig lade mig selv glemme, hvad der er sket, men jeg kan godt pakke det væk nu. I dag er min far den, jeg kan komme til med alt fra kærestesorger til tanker om min fremtid. Og der går sjældent en dag, uden at han fortæller, hvor højt han elsker mig. Mit brev har han derhjemme i en ramme. Han siger, at det minder ham om, at han traf det rigtige valg, da han besluttede sig for aldrig at drikke igen.

LÆS OGSÅ “Min mor blev myrdet – af min far”

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.

Læs mere fra samme kategori