Min hemmelige fitnesskæreste

Kæmper du også med at komme afsted til træning? Womans blogger Miriam har luret tricket til at bevare motionsmotivationen

16. september 2016 af Miriam Poulsen

Til at starte med hadede jeg at dyrke motion, men nu er jeg simpelthen blevet afhængig! Åh, hvis jeg dog bare kunne nikke genkendende til den gamle trænings­ kliché. Men det kan jeg ikke. For mig er motivation en flygtig følelse, og den dukker som regel op, når jeg i en periode har tilbragt for meget tid i sofaen med serier og chokolade. Så kigger jeg mig selv i spejlet og konstaterer, at min mave, som ikke ligefrem var lille til at starte med, er blevet større, og at det måske var en idé (i hvert fald midlertidigt) at bytte Netflix ud med løbebånd.

Den følgende måned er jeg gerne afsted til træning minimum fire gange om ugen, og jeg føler mig både sund og stærk på trods af mit opkogte tomatansigt og mit tvivlsomme kondital. På et tidspunkt begynder jeg måske endda at føle, at jeg rent faktisk hører til på træningsmaskinerne blandt de tjekkede træningspiger, der har elegant svingende hestehaler og glinser sexet af sved, mens jeg selv mere er den dryppende type. Desværre sker der med tiden det uundgåelige, at trangen til Marabou igen begynder at overdøve trangen til en fladere mave, og det er kun et spørgsmål om tid, før jeg atter mest er at finde på sofaen foran yndlingsserierne. Motivationen. Den er glat som en ål og hopper tilsyneladende bare ind og ud af mit greb, som det passer den. Hvis blot der var noget i det skide fitness­ center, der kunne fastholde min interesse...

Nyfunden motivation

Således skete det, at Daniel en dag dukkede op og blev min redningsmand. Jeg ved intet om Daniel, ud over at han er høj og flot og altid træner i de samme blå sneakers. Jeg ved derfor heller ikke, om han rent faktisk hedder Daniel, men det er et pænt navn, så det har jeg døbt ham.

Når jeg ser Daniel, føles det, som om jeg er tilbage i folkeskolen. Når han sidder på cyklen foran min, har jeg for første gang i årevis atter muligheden for at stirre småforelsket på en nakke tilhørende det andet køn. Det har jeg i de spæde teenageår fået et uendeligt antal matematiktimer til at gå med, og det er stadig fabelagtigt tidsfordriv.

Fordi jeg aldrig har vekslet så meget som et ord med Daniel, ved jeg selvsagt ikke på forhånd, hvornår han træner, og derfor er der nu gået sport i at ramme samme træningstidspunkt som ham. Det betyder for det første, at jeg helt automatisk kommer noget oftere afsted, men det betyder også, at jeg, når jeg først befinder mig i fitnesscentret, gerne udvider træningstiden lidt, i håb om at han skulle dukke op.

Daniel er blevet min motivation, og han er noget mere holdbar end det utopiske håb om engang at blive slank. Mit crush på ham gør, at jeg rent faktisk glæder mig til at komme til træning, og det er ikke længere nødvendigt for mig at finde på stadigt mere åndssvage undskyldninger for at blive hjemme.

Min personlige McDreamy

Jeg har skrevet lidt om min hemmelige fitnesskæreste på min blog og er flere gange blevet spurgt, om det ikke var en idé rent faktisk at introducere mig selv for ham. Men jeg er ikke så meget for det.

Dels er der selvfølgelig det faktum, at jeg ville foretrække, at hans førstehåndsindtryk af mig inkluderede Pantene­hår og masser af velsiddende mascara i stedet for praktisk, stram knold og svedigt ansigt, og dels er der frygten for, at den Daniel, jeg har skabt inde i mit hoved, overhovedet ikke stemmer overens med virkelighedens Daniel.

I mit hoved er han en slags drømmemand, og jeg har derfor udstyret ham med mere eller mindre realistiske egenskaber. Men tænk nu, hvis han slet ikke er ihærdig Game of Thrones­fan, ikke er ejer af en sød golden retriever ved navn Max og ikke har brugt årevis på at skabe den perfekte spaghetti bolognese. Tænk, hvis han i stedet er en hooligan, der køber buræg og tror, Illuminati styrer verden.

Én ting er, at illusionen om Daniel som min personlige McDreamy ville briste. Noget helt andet er, at han ville tage min nyfundne motionsmotivation med sig, og at jeg inden længe atter ville være tilbage i sofaen med en ekstrastor plade Marabou. Det ville jo være en skandale! For Daniel har gjort det umulige: Han har forvandlet mig til regelmæssig fitnessgænger med et stabilt motivationsniveau.

Så skulle der sidde nogen derude, der som jeg altid har kæmpet med at få Sundhedsstyrelsens anbefalede motionstid presset ind, så kan jeg kun anbefale, at du anskaffer dig en fitnesskæreste. Men hold ham hemmelig – så holder han længst!