Min rejse startede med vægttab – og endte i anoreksi

Sygdommen, der altid vil spøge...

Jeg havde alle forudsætningerne for et godt liv. “Du er slank, du er køn, du er dygtig i skolen og passer din sport og sørger for at fastholde dine relationer. Du kan blive lige, hvad du vil, Mette.” Kunne jeg nu også det? Hvad skal jeg bruge mine forudsætninger til, når jeg ikke formår at bruge dem konstruktivt. Jeg holder jo intet ud. Jeg giver op ved den mindste modgang. Det er det letteste. Formår ikke at gøre noget færdigt. Formår kun at gøre ting, fordi jeg ved, det vil behage andre. Ikke fordi det er godt for mig.

Selvrespekt

Jeg kendte ikke ordet. Jeg kendte ikke mine egne mavefornemmelser og behov. Men jeg kendte alle andres. Troede jeg. Jeg var sikker på, at folk kiggede på mig, fordi jeg havde noget mellem tænderne. Jeg så kun fejlene, og dette troede jeg, at alle andre også gjorde. Jeg var sikker på, jeg ikke var god nok.

Kalorier

Et nyt ord i min verden blev forvandlet til min største og dybeste interesse. Jeg fandt hurtigt ud af, at kalorier var et meget håndgribende element, jeg kunne styre helt ned til mindste gram. En bibel omhandlende kalorier: deres virken, opbygning og fordeling. Med denne viden fik jeg mulighed for at have en nøje kontrol over mit madindtag og dermed mit vægttab.

Vægttabet

Det gik lynhurtigt, og de mange komplimenter og de gængse “wouw, vi kan næsten ikke kende dig,” og “Gud, hvor det dog klæder dig,” fik mig straks til at tænke ‘5 kilo mere vil resultere i endnu mere anerkendelse’. Sådan fortsatte det i et par år. Fra 70 til 50 kilo. Mod mine forventninger erfarede jeg, at det ikke havde gjort mig glad og tilfreds. Nu blev det svært, og min krop var træt. Min søvn og rytmen var forsvundet. Min krop agerede fuldstændigt uforudsigeligt. Mistede min menstruation. Mistede gløden i huden og glimtet i øjnene. Håndbolden blev sat på pause. Det samme gjorde studierne. Veninderne og famillien blev nedprioriteret

Omdrejningspunktet

Det gik stille og rolig op for mig, at det snart skulle stoppe. Hver aften når jeg gik i seng, sagde jeg til mig selv: “I morgen bliver det anderledes. I morgen dropper du det og spiser normalt.” Det blev ‘i morgen’, men tingene ændrede sig ikke. Det var så indgroet i mig at ligge under for kontrollen og lade maden bestemme. Jeg blev angst, når jeg på den ene side godt vidste, at der var noget (meget!) galt, men samtidigt slet ikke magtede at ændre på det. Jeg vidste ikke, hvad der skulle til, og selvom min (godt gemte) fornuft sagde, at det ikke var en holdbar og sund måde at leve på, kunne jeg intet stille op. 

Ni måneder på psyk

Jeg blev indskrevet på psykiatrisk afdeling i oktober 2014, og det blev mit hjem i ni lange og ustabile måneder, der blev langt hårdere, end jeg havde frygtet og forventet. Det gik op og ned. Fra himmel til helvede. Der fandtes ikke en simpelt løsning, og jeg blev hurtigt klar over, at lykkepiller absolut ikke er lykkepiller, og at det hele handlede om EGNE handlinger og valg. Ingen andre kunne ændre på mig og mit tankemønster. Mit hoved blev ikke lagt i gips med beskeden om, at jeg efter 6 uger var helet. Jeg mødte ikke behandleren med tryllestaven, der kunne gøre mig rask. “Det handler om følelser, Mette.” Ja tak. Det tror jeg da pokker, men hvad skal jeg lige bruge den prædiken til, når det i mit forvirrede hoved handler om mad (og manglen på samme)? Der gik lang tid, før jeg tog det ind, og med nuancerede fornyede briller prøvede at se det fra dette perspektiv. Det hjalp! Det hele blev pludseligt meget mere håndgribeligt og forståeligt for mig. Når jeg havde det godt, blev det helt automatisk meget lettere at spise. Maden fik ikke længere hundrede procent af min opmærksomhed. Det gjorde mit ‘jeg’ i stedet for. Hvornår er det, jeg føler mig alene og ked af det? Hvorfor føler jeg, at jeg ikke er god nok? Mit selvværd var ligeså råddent som en banan, der har ligget i frugtskålen i alt for lang tid, og min selvrespekt var længere væk, end solen er fra jorden.

At være god ved sig selv og at tro på det...

Det går langsomt op for mig, at jeg ikke kan behage og elske andre, før jeg behager og elsker mig selv. Det er blevet så vigtigt for mig, at jeg skal hjælpe mig selv, og at andres hjælp ‘blot’ er hjælp til selvhjælp. Alle andre kan ikke ændre på mig og mit indtryk af mig selv, men jeg kan tage i mod deres hjælp og huske på, at hjælpen er et redskab til yderligere at kunne hjælpe sig selv. Først når jeg SELV tror på, at jeg er god nok, kan jeg tage andres ord og omsorg ind. Andres omsorg kombineret med min egen omsorg for mig selv er den bedste cocktail, jeg nogensinde kommer i nærheden af. Sammen skabes helheden, der får de små dele til at hænge sammen. Det bliver derved helt automatisk holistisk, og livet giver pludselig mening. Om du spiser et æble eller spiser en banan skal ikke være dét, der gør udfaldet af din dag. Tværtimod skal du fastholde din selvrespekt. Du skal vælge dine handlinger ud fra dine egne mavefornemmelser. Drop de dømmende tanker omhandlende, hvad alle andre tænker, tror og synes, du skal gøre. Det ændrer ikke på dig, dit væsen og dine værdier, hvis du spiser en burger i stedet for en portion broccoli. Det gør min samvittighed derimod, og i stedet for at slå mig selv i hovedet accepterer og tror jeg på den beslutning, der blev taget.

Sådan har jeg det i dag

Jeg accepterer, at min tilværelse konstant er i bevægelse som havet og dets bølger. Accept, selvrespekt og selvhjælp skal bære mig frem i livet, og jeg er ikke i tvivl om, at det hele alt i alt nok skal blive ret så godt og behageligt. Selvom anoreksien nok altid vil spøge i mit liv, så vælger jeg at bruge dens signaler til noget konstruktivt. Dens signaler giver mig muligheden for at nå at stoppe op og tænke mig om én ekstra gang. Når anoreksien blomstrer op, så ved jeg nu, at det er et tegn på, at der er noget undervejs. Noget jeg kan nå at ændre på, før tanke bliver til handling – og vupti: anoreksien bliver pludselig til et objekt, det også er i stand til at hjælpe og beskytte. 

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]