Mortensaften
Her kan du læse alt, du skal vide om Mortensaften. © Getty Images

Læs alt, du skal vide om mortensaften, lige her

Vi glæder os allerede til november!

29. august 2023 af Ida Hagsholm Jonassen

Vi har mange traditioner i Danmark, og en af dem er at spise and den 10. november, nemlig på mortensaften. 

Men hvorfor spiser vi egentlig and lige netop den aften? Og hvem er ham Morten? Bare rolig, vi har alle svarene parat. 

Her kan du nemlig blive meget klogere på alt fra historien om mortenaften til den traditionelle mortensaftens-menu.

Hvad er historien om mortensaften?

For at kende historien om mortensaften skal vi rejse tilbage i tiden til år 371, nærmere bestemt til byen Tours i Frankrig. 

Den katolske helgen Martin af Tours (som på dansk kaldes Morten Bisp) missionerede på ture gennem Frankrig. Han blev så populær i byen Tours, at befolkningen besluttede sig for at vælge ham til biskop. Martin af Tours ønskede dog ikke at blive biskop og gemte sig af den grund i et skur fyldt med gæs for at undgå at blive valgt. Dog afslørede gæssenes skræppen hans gemmested, og befolkningen fandt ham. Derfor blev han, mod sin vilje, udnævnt som biskop den 4. juli år 371. 

Efter sin død blev Martin af Tours begravet den 11. november år 397 i selvsamme by, han blev udnævnt som biskop i. Efterfølgende blev denne dag markeret som en officiel gåseslagtedag til minde om historien om Martin af Tours, der i Danmark kaldes for mortensdag. Hvorfor vi spiser gås (eller and) aftenen inden, kan du blive klogere på i næste afsnit. 

Mostensaften historie
Blive klogere på historien om mortensaften. © Getty Images

Hvorfor og hvornår fejrer vi Mortensaften?

Historien om Martin af Tours er grunden til, hvorfor vi i dag fejrer mortensaften i Danmark. 

Martin af Tours blev begravet den 11. november år 397, og netop derfor spiser mange danskere traditionen tro gås eller and aftenen inden, nemlig den 10. november, som af den grund bliver kaldt mortensaften. 

Mortensaftensmenuen er opstået som følge af historien om Martin, der gemte sig blandt en flok gæs, som afslørede hans gemmested. Der står gås (eller and) på menuen for at ‘straffe’ dem, da de netop var årsagen til, at Martin blev fundet og mod sin vilje valgt til biskop. 

Er mortensaften en dansk tradition?

Mortensaften er ikke kun en dansk tradition, men bliver også fejret i flere andre lande i det nordlige Europa. 

I Danmark, Skåne og dele af Tyskland er traditionen at spise gåsesteg eller andesteg den 10. november på mortensaften. Men der er også andre måder at fejre mortensaften på, som ikke er udbredt i Danmark, men derimod bliver praktiseret i andre lande.

I Flandern, store dele af Tyskland, Østrig og Holland går børnene et optog med lysende lanterner på mortensaften som en del af fejringen. Forrest i optoget rider en mand, der er udklædt som Martin af Tours, og mens optoget foregår, synger børnene sange om både Martin og lanternerne. 

Mortensaften and og gås
Er du blevet klogere på Mortensaften?© Getty Images

Hvordan er den traditionelle mortensaften-menu?

De fleste af os kender nok mortensaften som aftenen, hvor vi spiser andesteg til aftensmad. Årsagen til, at flere familier vælger anden fremfor gåsen, er, at størrelsen på en and passer bedre til et aftensmåltid.

Den traditionelle mortensaften-menu minder om den mad, mange af os nyder til jul. Den består nemlig af andesteg (også kaldet Mortensand) serveret med brunede kartofler, rødkål og selvfølgelig prikken over i'et, brun sovs. 

Synes du, at det er lige lovligt ambitiøst at kaste dig ud i at kokkerere en hel and, så er der også andre måder, du kan fortolke den traditionelle mortensaften-menu på. 

Du kan for eksempel stege andebryst i ovnen eller købe confit de canard, som er, ligesom det franske navn afslører, andelår confiteret i andefedt (hvilket gør, at det er utroligt mørt, når du steger det på panden).

Ønsker du en helt anden version af den traditionelle and, kan du også lave en andeburger eller bruge and som topping på din pizza. 

Mortensaftensmenu
Plejer du at fejre Mortensaften ved at spise gås eller and? © Getty Images

Kilder: Kristendom.dk