Når fitnesscentre bliver scorecentre
Jeg swiper medlemskortet, og min træning starter. Jeg kigger ind i centeret: Skinnende nybarberede ben, lakerede negle og skarpe frisurer er, hvad der rammer mine øjne. Jeg mærker usikkerheden brede sig i min krop. Er der noget, jeg har misforstået? Altså, det er da et træningscenter, er det ikke – et sted, hvor det er sveden, der giver krøller i håret og gennemvæder T-shirten?
Jeg tager en dyb indånding, inden jeg rammer kvindernes omklædningsrum. En tung sky fyldt med kemikalier venter mig. Hvis jeg var allergiker, var jeg vendt om. Jeg vælger et skab længst væk fra spejlene, så jeg har plads til at klæde om. Kampen om førsteparket foran spejlene kræver fed, sort eyeliner. En kamp, jeg tydeligvis har tabt på forhånd.
‘Turn on the kødmarked’
Tør jeg egentlig bevæge mig ud i centeret? Helt uden makeup og iklædt en reklameT-shirt fra min fars arbejdsplads? Burde jeg også have sprøjtet lidt parfume på? Jeg kan mærke en stemning af intensitet og nervøsitet. Ingen vil faile med en forkert sammensætning af tøj eller en blush, der ikke rammer kindbenene korrekt. Nu går det løs: ‘Turn on the kødmarked’.
Jeg ser kvinder, der går målrettet hen til deres maskiner i takt til popmusikken. Deres kroppe bevæger sig, som om de befinder sig på et dansegulv og mærker bassen i mellemgulvet. De træder op på crosseren. Føler den. Vrikker godt med numsen. Højden på maskinen giver et godt overblik. Hvilken fyr har de største biceps? Flirter. Bevæger benene. Flirter. Bevæger armene med. Flirter. Gentager.
Jeg tager mig selv i at blive flov over mine ben. De er tørre. Faktisk så tørre, at huden kan minde lidt om fiskehud. Burde jeg også prøve det der selvbruner? Jeg er jo helt bleg i forhold til de andre. Og wow, et stort blåt mærke jeg har på mit skinneben. Jeg kigger rundt i centeret. Er der nogen, der kigger skævt til mine usexede stænger?!
Burde jeg træde af løbebåndet?
Mængden af sved på kroppen ser ud til at fortælle dem på crossmaskinerne, hvornår det er tid til at hoppe af. De skulle nødig svede så meget, at det bliver gustent. Øvelsen stoppes, før foundationen løber. Burde jeg træde af løbebåndet, inden halvdelen af mit hår falder ud af hestehalen, og min næse begynder at perle? I og med at jeg ikke har foundation på, kan den jo ikke løbe. Men vil der blive set skævt til mig, hvis en sveddråbe rammer løbebåndet? Eller hvis jeg begynder at ligne en tomat i hovedet? For det kommer helt sikkert til at ske – ved jeg af erfaring.
Jeg bemærker de andres observerende øjne. De husker at holde øje med, hvem der ankommer, og hvem der forlader centeret. Jeg tænker over, hvad den værst tænkelige situation kan være. At overse en bredskuldret badboy, måske?
Folk opfører sig, som om de er Beyoncé
Alle squatstativerne langs spejlene er i brug. Der bliver strittet med bagdelen, og folk opfører sig, som om de er Beyoncé. Øvelserne gentages 3×12. Og der bliver flirtet i pauserne mellem sættene.
Hvis netværket ikke er optaget, bliver der postet billeder på Instagram i de rette poses med det samme. Naturligvis med hashtagget #strongisthenewskinny. Jep, jeg har været inde og stalke! Jeg bliver helt i tvivl. Altså, hvis jeg ikke poster en træningsselfie på Instagram, har jeg så i virkeligheden ikke trænet? Var det så spild af tid, at jeg tog herned?
Hvis du skal være rigtig cool, rystes proteinshaken på vej ud til omklædningsrummet. Det viser, hvor ambitiøs træningen er. Burde jeg også anskaffe mig sådan en? Bare for at være lidt moderne. Det er blevet tid til at vaske sveden af min krop. Jeg får tanken, om der kun er koldt vand i hanen, siden jeg tilsyneladende er den eneste, der har håndklæde med. Men nej, det er åbenbart blevet umoderne med et godt, gammeldags bad efter træning. Liplineren rettes blot, shaken lægges i tasken, og så kan man til forveksling tro, at byturen kalder. Turen fra omklædningsrummet og til udgangen er jo også sidste chance for at blive set, inden centreret forlades. Ret op. Hold fokus. Flirt.
Er det et fitnesscenter eller et scorecenter, jeg har medlemskort til? Jeg undrer mig.
