© Kenneth Drabæk

Nem aftensmad: Andebryst deluxe

Invitér på ekstravagant luksusmiddag bestående af andebryst med rodfrugter, rødbedepuré og appelsinsalat

2. marts 2015 af Nicolai Buddig

Tid: 40 minutter

Pris: 60 kroner

Sværhedsgrad: Nem

Til 2 personer

INGREDIENSER

  • 1 andebryst (cirka 300 g)
  • 1 pose blandede rodfrugter (cirka 1 kg)
  • 1 økologisk appelsin
  • 1 bundt persille
  • salt, peber, olie og eddike

RØDBEDEPURÉ
Skræl rødbederne, skær dem i små stykker, og kog dem i cirka 30 minutter i en lille gryde, så vandet lige nøjagtig dækker. Når rødbederne er kogt helt møre, hælder du vandet fra. Riv skrællen af en halv appelsin, og purér den sammen med rødbederne og 2-3 spiseskefulde olie med en blender. Smag til med salt, peber og 1-2 spiseskefulde eddike.

ANDEBRYST
Rids først skindet på andebrystet med en skarp kniv, og krydr med salt og peber på skindsiden. Steg andebrystet på panden med skindsiden nedad ved jævn varme i cirka otte minutter, til det er gyldent og sprødt. Steg det på den anden side i 2-4 minutter. Tag andebrystet af panden, og lad det trække et lunt sted, til resten af menuen er færdig.



STEGTE RODFRUGTER
Mens anden steger på panden, skrælles og skæres resten af rodfrugterne i tern på 1x1 centimeter. Steg så rodfrugterne i 12-15 minutter i fedtet fra anden. Vend rodfrugterne jævnligt, og krydr med salt og peber.

APPELSINSALAT
Skær først resten af skrællen af appelsinen. Lav så små, fine fileter af kødet ved at skære det fri fra hinderne. Når frugtkødet er skåret fri, presses det sidste saft ud af hinderne. Pluk persillen af stilkene, og vend den med appelsinkød og -saft.

Bragt første gang i Woman nr. 175

Læs mere fra samme kategori