Nu kan du vise din kærlighed på Facebook

“Jeg giver dig lige et hjerte"

24. februar 2016 af Marianne Fischer

Hvis du er vild med emojis, vil du helt sikkert elske det her. Facebook har nemlig udvidet med 6 nye, så nu behøver du ikke kun at bruge den opadvendte tommelfinger, når din veninde har lavet en sjov status eller postet et flot billede. 

Nu kan du nemlig både vise kærlighed, grine, være ked af det, sur eller overrasket. Ja, du kan næsten udtrykke hele dit følelsesregister. Men også kun næsten. Facebook nægter nemlig at lave den nedadvendte tommeltot.

Tidligere har Mark Zuckerberg forklaret, at facebook ikke vil lave dislike knappen, fordi de ikke er interesseret i at skabe negativitet.