Opskrift: Fennikelsalat med perlespelt og parmesan

Lækker og nem salat - lige til at spise

29. oktober 2015 af Camilla Pilgaard

Denne salat er virkelig nem at lave, men det er også en salat, der imponerer med den skønne lakridssmag fra fennikel, som står rigtig godt til den søde balsamicodressing og den salte ost. Salaten kan sagtens serveres, som den er, men den smager også forrygende som tilbehør til et stykke grillet laks eller et stykke kylling.

Ingredienser (2-­3 pers)

1/2 fennikel
1 dl perlespelt
1 bakke feldsalat (eller en anden mild salat) 1⁄2 lime eller citron
Olivenolie
Balsamicodressing
Parmesan
En lille håndfuld mandler

Fremgangsmåde:

  1. Start med at koge perlespelten efter anvisningen på pakken, og skyl den herefter i rindende koldt vand.

  2. Snit fennikel på et mandolinjern, eller skær den i skiver, så de bliver helt fine og tynde.

  3. Rist mandlerne på en pande, så de får lidt farve, og hak dem groft.

  4. Riv, eller skær flager af parmesanosten.

  5. Pisk 1 spsk olivenolie med 1 spsk limesaft og tilsæt lidt salt og peber.

  6. Skyl salaten, og vend salat og perlespelt med citrondressingen.

  7. Fordel herefter fennikel udover salaten, og top med balsamicodressing, ost og ristede mandler.

Velbekomme!

Tip! Hvis du ikke har perlespelt liggende, kan du udskifte det med bulgur, perlebyg eller lignende. Det samme gælder for osten – her kan parmesan også udskiftes med en anden hård ost som for eksempel Primadonna-ost eller Vesterhavsost.