“På få måneder skulle jeg sige farvel til min mor”

I en uge, hvor de fleste af os nok sætter lidt mere pris på vores mødre, må Charlotte nøjes med mindet om sin. Hun døde nemlig af kræft

5. maj 2016 af Maria Denise Christoffersen

Forestil dig, at du aldrig mere kunne tage telefonen og ringe til din mor! Det er sandheden for Charlotte, der som 23-årig mistede sin mor til kræft. Læs Charlottes rørende historie.

Hun har kræft 

“Da min mor bliver syg i marts 2010, tror vi først, hun har influenza. Hun ligger i sengen i en uge og ser til sidst så usund og forkert ud i huden, at min lillebror får hende til læge. Lægen mener i første omgang, at hun har galdesten, men efter nogle uger med undersøgelser og scanninger er diagnosen meget mere dyster: Min mor, som kun er 52 år, har alvorlig kræft i bugspytkirtlen.

Jeg er 23 år, da mine forældre ringer og giver mig beskeden. Bagefter googler jeg ‘kræft i bugspytkirtlen’ for at finde ud af, hvad det egentlig betyder. Jeg finder en statistik, som viser, at tre-fem procent overlever i tre år. Jeg tænker: ‘Det her er alvorligt. Hvis mor er her til jul, er vi heldige’.

Min syge stærke mor

I maj er jeg hjemme i Herning til mine søskendes konfirmation. Min mor har gulsot på grund af kræften, så hun er helt gul. Hun har altid været en stærk kvinde, som passer på os andre, og det går hende meget på, at hun ser syg ud.

For at berolige hende siger jeg: “Det er okay, mor – din hud ser næsten almindelig ud,” men det er løgn.

Det er tydeligt, at hun ikke er rask. På det tidspunkt tænker jeg, at der nok ikke er lang vej igen, og det gør forfærdeligt ondt at mærke håbet forsvinde. Lægerne gør ellers, hvad de kan for at holde modet oppe hos os. De taler om, hvordan de vil prøve med mere behand- ling, selvom det er tydeligt, at kræften er meget fremskreden.

Jeg arbejder som lærer i København, men i månederne, hvor mor er syg, rejser jeg hjem hver weekend for at hjælpe. Når jeg er i Jylland, kan jeg græde og tale med mine forældre om angsten for at miste hende, men i hverdagen lukker jeg ned, fokuserer på mit arbejde og kører på automatpilot. Så undgår jeg at mærke efter.

Hun skal dø

Da vi når til sommerferien, har min mor fået kemo- og strålebehandling i nogle måneder, og lægerne åbner hendes mave for at se, om kræften er skrumpet, så de kan operere den ud. Men de lukker min mor sammen igen uden at gøre mere.

Da erkender vi det uundgåelige: Min mor skal dø, og det bliver snart. Jeg bliver vred på lægerne over, at de ikke kan sige, om hun vil leve i tre dage, tre måneder eller et halvt år. Det eneste, de kan sige, er, at min mors kræft er i sit sidste stadie.

Jeg synes, de er inkompetente. ‘Er du overhovedet en rigtig læge, hvis du ikke kan give et ordentligt svar?’, tænker jeg. Vreden handler mest om, at min mor skal dø, men det kan jeg først se senere. I juli og august går det hurtigt ned ad bakke.

Min mor er meget tynd, bliver indlagt flere gange og har dræn i hænderne. Jeg køber en begravelseskjole, fordi tanken om at miste hende er så ubærlig, at jeg forestiller mig, at fra det øjeblik hun dør, vil jeg ingenting kunne ud over at være til. Så jeg vil forberede alt, mens hun lever. Jeg hænger min nye, sorte kjole ind i skabet. Det giver mig ro at tænke på, at jeg ikke skal tage stilling til tøj senere.

“En dejlig sommer på terrassen med min mor og mine mindre søskende.”

Kun et skelet tilbage 

I efterårsferien kommer min mor på hospice, og vi er hos hende hver dag. Jeg har taget orlov fra mit arbejde nu, så vi har tid til at snakke og være sammen, bare os. Nogle dage taler vi om livet og min fremtid – andre dage er det bare fjollede ting som Beverly Hills 90210.

Min mor siger, at hun er ked af, at hun ikke kommer til at opleve den dag, jeg bliver gift og får børn. Men hun siger også, at hun ikke er bange. At hun har haft et lykkeligt liv og er stolt af det, hun har nået. Hun er min stærke mor til det sidste.

Men kræften overmander hende efterhånden, og til sidst ligger hun bevidstløs og ånder tungt, mens hun får en masse morfin. Jeg håber bare, hun vil dø nu, for jeg føler ikke længere, at hun er en person. Der er bare et skelet på 35 kilo tilbage, som trækker vejret. Jeg har allerede mistet hende. 

3. november ved midnat ringer de fra hospicet og fortæller, at nu er hun død. Alt står stille. Jeg lukker døren til mit værelse og bryder sammen. Jeg græder og græder, alene, i uendeligheder. Da jeg ser min mor dagen efter, ligger hun i en kiste.

Hun har sorte bukser og en lilla bluse på, som hun og jeg har været ude at købe på vores allersidste tøseshoppetur. Jeg føler ikke, at det er min mor, der ligger der i kisten. Hendes livsgnist og glød er væk. Jeg kigger på hende, rører ved hendes ærme og siger: “Farvel mor. Jeg elsker dig. Og jeg skal nok passe på dem allesammen.”

I tiden efter er jeg vred på min mor. Hvorfor gav hun slip på livet? Jeg føler også skyld over, at jeg til sidst ønskede, hun skulle dø. Jeg frygter at glemme hende og begynder at se gamle hjemmevideoer for at mærke hende igen.

Jeg er træt hele tiden og kan ikke rumme meget andet end at gå på arbejde, men selv her begynder jeg at græde. Jeg tænker på livet og døden og undrer mig over, hvad meningen med alting er. 

Efter et år begynder jeg i en sorggruppe hos Børn, Unge & Sorg, og her får jeg snakket med andre, der har mistet. Nu er der gået fire år, siden min mor døde, og jeg savner hende stadig. Både i hverdagen, når jeg står i Netto og ønsker, at jeg kunne ringe hende op og få tips til aftensmaden, og når jeg mangler hende at snakke med om mænd og kærlighed.

For nylig var jeg i Zara, og der blev jeg irriteret på en ung kvinde og hendes mor, som stod i prøverummet. De havde noget, som jeg ikke har. Så savnet fylder stadig indeni. Til gengæld betyder min far alt for mig, vi har et stærkt bånd.

Jeg føler, at jeg har taget min mor med mig videre. Jeg snakker med hende i tankerne, og jeg skriver ofte til hende i en bog. Jeg vil altid savne hende, men jeg er blevet et stærkere menneske, og jeg lever videre, selvom det dengang var svært at tro på, at jeg en dag ville blive glad igen.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.

Læs mere fra samme kategori