Pernille fik livmoderhalskræft: Jeg ville ønske, jeg var blevet vaccineret

31-årige Pernille Maria Jensen mistede evnen til at få børn efter et hårdt sygdomsforløb

27. marts 2016 af Maria Denise Christoffersen

“Jeg tager til lægen, da min menstruation ikke stopper, efter at jeg har blødt i nogle uger. Jeg beroliger mig selv med, at jeg nok bare fejler noget hormonelt. Jeg er trods alt kun 25 år på det her tidspunkt, og jeg har aldrig været syg før. Jeg har ikke prøvet at brække en knogle eller så meget som at få taget en blodprøve. Så tanken om, at der kan være noget mere alvorligt galt i min krop – noget livstruende – er ikke den mest nærliggende.

Celleforandringer

Men efter at lægen laver en celleprøve, som viser, at jeg har svære celleforandringer, bliver jeg indkaldt på Rigshospitalet i København. Jeg tager både min kæreste og mor med, for jeg føler, at jeg har brug for deres støtte. På vejen derind taler vi om, at jeg nok skal have lavet et keglesnit. Det er der jo så mange andre med celleforandringer, som får. Men da vi kommer ind på hospitalet, er beskeden langt mere alvorlig: Lægen siger, at jeg har livmoderhalskræft. Hun prøver at forklare, hvad der skal ske fra nu af, men det er, som om jeg har svært ved at høre ordene, der kommer ud af hendes mund. Jeg tænker hele tiden: “Jeg har kræft. Jeg har kræft.” Jeg får en seddel med planen for min behandling, og da jeg bliver spurgt, om jeg har nogen spørgsmål, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er så uvirkeligt. Jeg vil bare ud derfra.

Alt stopper

Vi får lov til at sunde os lidt i et lokale, og udenfor kan vi se folk forlade hospitalet, snakkende og grinende. Det er absurd at se, at verden går videre, mens alt i mit liv er gået i stå. Hvordan kan det passe, at ingen andre mennesker mærker, at verden lige er stoppet? Jeg føler, at jeg er inde i en boble. På vejen hjem køber vi nogle flødeboller til kaffen, men vi ender med at sidde med dem foran os, uden at sige noget. Vi er alle fuldstændig tomme indeni, og hverken min mor eller min kæreste ved, hvad de skal gøre. Jeg ved det endnu mindre.

Men efter et stykke tid begynder jeg at mærke én ting helt klart: Jeg må overleve det her. Jeg må gøre mig hård. Der er ikke plads til at græde og tænke over den behandling, jeg skal igennem. Det skal bare klares nu.

Smertehelvede

Jeg bliver scannet og derefter lagt i narkose, for at lægerne kan gå ind og se nærmere på, hvor meget kræften har spredt sig. De undersøger mig og fjerner tretten lymfer i lysken, fordi de frygter, at kræften er nået at sprede sig derud. Da jeg vågner, fortæller de, at de har virkelig dårligt nyt: Kræften har ikke spredt sig til lymferne, men de har fundet en svulst indeni mig, som er fem centimeter stor. Jeg skal derfor i gang med kemoterapi og strålebehandling både udvendigt og indvendigt.

Det lyder måske mærkeligt, men jeg græder ikke ret meget, og jeg tænker ikke på døden, mens behandlingsforløbet er i gang. Det er, som om jeg lukker af for mine følelser og får i overlevelses-mode. Men især den strålebehandling, som jeg får indvendigt er uhyggeligt smertefuld. Jeg bliver strålet i to omgange á 10 timer, hvor jeg skal ligge helt stille, mens strålingen står på. Jeg kaster op af bare smerte, selvom jeg har fået store mængder smertestillende medicin og en bedøvende indsprøjtning i ryggen. Jeg føler faktisk, at jeg er i helvede, mens det står på, så ondt gør det. Min kæreste prøver at støtte mig før og efter behandlingerne, men intet kan dulme den smerte, jeg gennemgår – eller tanken om, at jeg aldrig vil kunne få børn efter det her. Efter at jeg er færdig med strålingen, melder alle følelserne sig til sidst. Ikke mindst frygten for at dø.

Bliver aldrig den samme

I dag er jeg 31 år, og konsekvenserne af livmoderhalskræften er stadig store. Mit liv er totalt ændret, og jeg er ikke længere den person, jeg engang var. Jeg var nyuddannet pædagog, da jeg blev syg, men jeg må nu acceptere, at jeg aldrig nogensinde kommer til at bruge min uddannelse. Her, så mange år efter, har jeg stadig sår på blæren, som jeg går til behandling for på Rigshospitalet, og jeg har smertefulde stråleskader på rygsøjlen, så jeg ikke kan løfte.

Jeg har fået tinnitus på grund af kemobehandlingen, og jeg er kronisk træt, så et støjende arbejdsmiljø blandt børn er for anstrengende til, at jeg kan holde til en almindelig arbejdsdag. Fordi jeg fik fjernet nogle lymfer i lysken, har jeg nu en kronisk hævelse i højre ben. Jeg har altid været hårdtarbejdende og energisk, men nu skal jeg acceptere, at jeg kun kan klare et fleksjob, altså arbejde på nedsat tid. Det er svært at forlige sig med, at jeg har en krop, der føles flad og brugt som en halvfemsårigs. På grund af behandlingerne, har jeg været i overgangsalderen, siden jeg blev syg, og jeg skal have hormonbehandlinger til jeg bliver 50-60 år.

Får aldrig børn

At jeg aldrig kan blive mor til mit eget barn, er en sorg, der altid vil være hos mig. Min kæreste og jeg var faktisk klar til at blive forældre, inden jeg blev syg, men nu er det noget, vi aldrig kan realisere. Jeg lever derfor med en frustration og en skyldfølelse overfor ham, der sommetider er meget tung at bære, og jeg ved, at han også har lidt meget på grund af min sygdom. Vi har haft perioder, hvor vi måtte blive væk fra dåber og børnefødselsdage i vores vennekreds, fordi det gjorde for ondt at blive konfronteret med det, vi ikke selv kan få, uanset hvor højt, vi ønsker os det. Min sorg bliver til en dobbelt sorg, fordi jeg mærker, hvor ondt det også gør på ham.

HPV-vaccine

Når jeg hører andre mennesker være i tvivl om, hvorvidt de eller deres døtre skal få HPV-vaccinen er det svært for mig at se, hvordan de tør at lade være. Jeg forstår selvfølgelig godt deres bekymring over bivirkningerne, og jeg kan godt følge den tankegang, der ligger bag dilemmaet. Men helt ærligt, så kan bivirkninger aldrig være værre end kræft. Du kan dø af kræft!

Måske tror nogen, at får man livmoderhalskræft, så bliver man behandlet, erklæret rask, og så går livet videre. Men jeg ved, at konsekvenserne er langt større, end man forestiller sig. Behandlingen for livmoderhalskræft var sindssygt hård, men jeg tror, at mange undervurderer de bivirkninger og skader, som også følger med. Nye bivirkninger kan stadig  opstå i op til 30 år efter behandlingen, og som sagt har jeg allerede en hel del skader nu, selvom min behandling ligger flere år tilbage. Så var det mig, der stod og skulle vælge, ville jeg overhovedet ikke være i tvivl. Jeg ville få den HPV-vaccine.”

Vil du vide mere om HPV-vaccinen, kan du læse om den her