Problemerne ved at have (for) høje ambitioner

”De unge er presset” – sådan forlyder det sig generelt i det ganske land, og det er naturligvis ikke uden grund. Det er skam også min overbevisning, at der hersker et tabu om at bukke under for pres, for man vil jo gerne være en del af de præsterendes klub. Man hvad sker der, når man er så optaget af at blive en del af denne klub, at man mister al sund fornuft?

Jeg har længe været fanget i en forestilling om, at tingene er nødt til at lykkes for mig, for ellers har jeg fejlet. Nederlag har ikke været en del af min dagsorden, hvilket har medført, at jeg tabte en hel krig, i stedet for bare et enkelt slag.

Det er i og for sig ikke spor mærkeligt at jeg har presset mig selv, såvel som andre unge også gør det. Ungdomsgenerationen er bygget op af forventninger om, at man skal have succes og gerne skulle kunne noget over gennemsnittet. Dette kommer jo ikke af sig selv, og derfor er man nødsaget til at kæmpe for det. Problemet er bare, at det massive pres ikke forsvinder når man har opnået ét mål – og til sidst har man presset sig selv så længe, at det ikke længere er et spørgsmål om lyst eller vilje, men ren og skær tvang. Kroppen og sindet vænner sig simpelthen til idéen om at skulle lykkes, og når dette pres vendes indad, så går det galt. I stedet for at nøjes med at dyrke sine talenter og interesseområder, bliver jagten efter succes en besættelse, og dermed bliver det en kamp om at præstere i hver en lille ting man foretager sig. Og det er her sindet svigter, for det burde jo næsten sige sig selv, at man ikke kan være god til alting. Men sådan er det bare ikke. I hvert fald ikke for mig.

Præstationssamfundet

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan præstationssamfundet er opstået, ej heller hvordan man bliver en del af det. Jeg tror, at det er at det er et spørgsmål om trivsel. Det synes lettere at etablere sig i blandt generationens unge, hvis man føler sig som et overskudsmenneske, som hverken har svært ved at sætte sig mål eller at opfylde dem. Det er på den baggrund ikke en mulighed at fejle. Faktum er bare, at man er nødt til at fejle, hvis man vil holde sig oven vande – og netop dette kan være svært at forstå og acceptere.

Det tog mig og min krop mange måneder at forstå, at jeg ikke kan brillere i alt hvad jeg foretager mig. Faktisk gik det først op for mig den dag jeg sad i en sal fuld af mennesker og pludselig blev ramt af en angst for, at det bare ikke kan lade sig gøre. Min krop lukkede ned og jeg mistede bevidstheden for en stund. Så lå jeg der, ude af stand til at bevæge mig og det eneste der alligevel fyldte mine tanker var at jeg fejlede. Det skal aldrig ske igen, og jeg skammer mig i dag over den dumdristighed der forårsagede mit sammenbrud.

Jeg havde som så mange andre unge vejet og vurderet mig selv i så høj og kritisk en grad, at jeg glemte at holde øje med mit sind og mit helbred. Jeg satte simpelthen mit eget helbred på spil, i bytte for at være én af de der piger der bare gør det så godt. Fra den dag gik det op for mig, at jeg til hver en tid hellere vil være klog på hvad der fungerer godt for mig som enkeltindivid, end jeg vil være en del af de præsterendes klub.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Du vil (garanteret) også kunne lide