Kvinde usikker på strand
For nogle betyder sommeren kropsstress og usikkerhed© Getty Images

6 råd til dig, der synes, det er grænseoverskridende at tage på stranden

Husk, I er der alle sammen for at svømme, tanne og nyde stranden – ingen synes, det er mærkeligt, du er der

23. juni 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

Himlen er blå, temperaturen sniger sig længere og længere op ad termometret, og din bikini kalder inde fra skuffen. Sommeren er over os, og det betyder is i lange baner, lange lyse nætter og, for nogle, supermeget kropsstress, usikkerhed og mindreværdsfølelse. Lige pludselig skal vi til at forholde os, til hvordan vores krop ser ud i en bikini, om vi godt kan tage på stranden alene og andre sommer-dilemmaer, vi ikke havde skænket en tanke siden sidste sommer.

Hvis du er en af dem, der gerne vil på stranden og få en god tan, mærke de kolde bølger og få en god svømmetur, men synes, det er lidt grænseoverskridende at begive dig mod stranden, har vi her samlet en række råd, så strandturen bliver lidt sjovere og lidt mindre grænseoverskridende. 

1. Tag badetøj på, der får dig til at føle dig godt tilpas

Badedragt, bikini, shorts og T-shirt, bare bryster: Hvad end, du har det komfortabelt med, er mere end okay at iklæde dig på stranden, og hvordan din krop ser ud i det, er også mere end okay! Alle kroppe fortjener sol, sand og strand. 

Kvinder på stranden
Tag lige præcis det tøj eller badetøj på, der får dig til at føle dig godt tilpas© Getty Images

2. I er der alle af samme grund

Der er masser af måder at være på stranden: Grille med vennerne, tage derned alene til et kort dyp eller flytte ind på stranden med alt dit habengut for en hel dags tanning-session. Lige meget hvad, er I der alle sammen for at hygge jer og nyde det dejlige vand. Ingen synes, det er mærkeligt, at du er der (heller ikke hvis du er der alene!), for I er der alle af samme grund. 

3. Luk verden ude med podcast, musik eller en god bog

Hvis du synes, det kan være lidt overvældende at tage på stranden alene, kan det være en god idé at forsvinde lidt ind i din egen bobbel: Lyt til din yndlingspodcast, sæt din sommerplayliste på eller grib din favoritbog, og lad den underholde dig på din strandtur. 

Kvinde læser
Skal Harry Potter underholde dig på din strandtur?© Getty Images

4. Tag solbriller på

Solbriller er en lifesaver på stranden! Ikke kun fordi de får dig til at se megasej ud og skærmer dig fra solens insisterende stråler, men også fordi de kan få dig til at føle dig lidt mere anonym, hvis du ikke lige orker at forholde dig til de andre på stranden. 

5. Sæt dig et sted uden alt for mange mennesker

Måske er der lidt mere stenet eller lidt mindre solet, de steder på stranden, hvor der sidder færrest folk, men hvis du har en dag, hvor du har svært ved at overskue at skulle være omkring en masse mennesker, kan det være en idé at søge lidt ud i de mere affolkede dele af stranden.

Kvinde med solbriller
Der er mange grunde til, at solbriller er essentielle i din strandtaske© Getty Images

6. Tag afsted med nogen, du føler dig godt tilpas sammen med

Grib knoglen, og giv din mor, veninde, kusine, kæreste eller en anden, du føler dig tryg med, et kald, og hør, om de ikke også er strand-trængende. Det kan være lidt lettere at gøre grænseoverskridende ting, hvis du er sammen med et af dine tryghedsmennesker. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.