Sådan kommer du igennem nytårsaften
© Getty Images

Sådan får du den bedste nytårsaften, selvom du ikke er den største nytårsfan

Vi har samlet otte tips til en god nytårsaften

25. november 2019 af Mette Andrea Boesgaard

Nytårsaften er årets fedeste aften! Så skal der rigtig skejes ud – vi skal iføre os vores bedste tøj og spise god mad og drikke og feste til den lyse morgen med vores allerbedste venner! Det bliver SÅ fantastisk!

Eller gør det nu også det? Måske har du ingen planer og ingen penge, intet festtøj og ikke lyst til at rage rundt i en champagne-rus. Eller måske hører du til dem, der bare hader nytårsaften af et godt hjerte, fordi det i bund og grund er en totalt overvurderet aften. Uanset hvad, så giver Woman dig her otte gode tips til, hvordan du overlever aftenen – og måske ovenikøbet har det lidt sjovt!

1. Hvordan finder jeg den rette fest?

Hvis du er heldig, begynder venner, bekendte og familie så småt at spørge, hvad du skal lave nytårsaften allerede fra midten af oktober. Men hvad nu, hvis det ikke fører til nogle invitationer? Eller hvis du bliver inviteret til noget, som ikke er lige i øjet, men som dog ville gå an? Hvordan skal du vide, om du har sagt ja til det rette, eller om der dukker noget bedre op længere henne af vejen?

Løsning: Lad være med at slå dig selv i hovedet med, at du ikke er værd at elske, bare fordi du ikke er inviteret til noget nytårsaften (det kan jo være, at dine venner bare skal noget andet) – og lad være med at sige ja til fester, du egentlig ikke gider, bare fordi du føler, at du bør feste den 31. december. 

Du kan i stedet vælge at tage sagen i egen hånd. Spørg dig selv, hvordan du helst vil tilbringe årets sidste aften: Vil du helst være alene eller sammen med venner, familien, kæresten, et hav af fremmede eller måske dem alle sammen? Skal det være dyrt eller billigt? Vil du have en vild fest eller en stille aften? 

Og arranger så aftenen, som DU vil have den. Husk at det ikke nødvendigvis betyder, at du skal hænge på alting: Hvis du ikke orker at holde fest alene, så få dine venner til at hjælpe dig. Måske vil en af dem lægge hus til, maden kan I lave som sammenskud eller få bragt billigt, og nogle kan stå for oppyntning og andre for oprydning.

Har du ingen invitationer og ingen, du vil invitere, kan du også fejre nytårsaften i byen eller derhjemme. Meld dig til et af de mange nytårsarrangementer eller gå på dit stam-gå-i-byen sted – eller bliv hjemme og forkæl dig med lidt god mad og en god film, mens du tænker på, hvor mange der sidder til dødsyge fester, de egentlig ikke gider. Er du stadig uafklaret? Så kan du her få lidt mere inspiration til, hvad du kan lave nytårsaften

Venner fester nytårsaften
Gør op med dig selv, om du er til hjemmehygge eller den helt vilde fest nytårsaften.© Getty Images

2. Hvordan får jeg råd til at feste?

Julen med alle dens fester og julegaver er en dyr tid – og så følger nytåret, hvor samtlige restauranter og barer i landet synes at fordoble deres priser, så du skal betale tre gange så meget for det samme (men så får du også lidt tør kransekage og et glas billig Cava med i prisen, når klokken ringer 12). 

Og det bliver sjældent meget bedre hvis du går til privat fest – der skal jo mad på bordet, og hvem vil spare nytårsaften? Næh, der skal suppe, steg og is på bordet, drinks, vin, øl og champagne, og du skal som gæst selvfølgelig også give dit bidrag...

Løsning: Nytårsaften handler ikke om at spise dyr mad og have den fineste kjole på – det handler om at have det hyggeligt! Så skru ned for ambitionerne og spar, hvor du kan. Lad eventuelt være med at købe en ny festkjole, men nøjes i stedet med at købe en lækker accessory til at pifte sidste års nytårsskrud op. Hvis du ikke kan få fest-arrangørerne til at skrue ned for deres dyre madplaner, så spis hjemmefra med kæresten eller en veninde. Og medbring så selv drikkevarer. 

Tip: Vil du partout til den helt store nytårsfest? Så spar op i god tid! Nytårsaften falder altid den 31. december, så hvorfor ikke lægge pengene til side allerede i oktober eller november, hvis du ved, at du vil det helt store på årets sidste aften.

3. Hvordan afstemmer jeg forventningerne?

Nytårsaften er årets fest! Der skal du virkelig slå dig løs og give den hele armen med stort skrud, super mad og lækker champagne, og selvfølgelig skal aftenen fejres sammen med alle dine bedste venner. Lige præcis den 31. december SKAL der være fest og farver og halløj... 

Hvis du har så store forventninger til en enkelt aften, er det svært ikke at blive slemt skuffet. Hvert eneste øjeblik bliver vurderet og vejet på en vægtskål: Har jeg det skæppeskønt nu? Eller er det her virkelig alt, hvad denne nytårsaften kan byde på?

Løsning: Kig realistisk på dine forventninger og spørg dig selv, hvorfor du egentlig tror, at nytårsaften skal være så helt utrolig fantastisk? Er det fordi den vitterligt er noget særligt for dig? Eller er det bare, fordi samfundet og folk omkring dig tillægger aftenen ekstra værdi og ekstra hysteri? Og hvad ville der egentlig ske, hvis du forventede lidt mindre end den ultimative fest nytårsaften? 

Slap af og tag aftenen for, hvad den er – endnu en (forhåbentlig fornøjelig) aften i dit liv. Og husk så på, at hvis aftenen går helt i skudder-mudder, kan du altid gå i byen i næste uge og være nattens dronning, drikke champagne natten lang og have det supersjovt!

Kvinde med nytårshat
Vær god ved dig selv, så du undgår at blive trist nytårsaften.© Getty Images

4. Hvordan undgår jeg nytårstristheden?

Som om urealistisk høje forventninger ikke er nok at kæmpe mod, så er nytårsaften også et godt tidspunkt at gøre status over året, der gik. Og måske gik det ikke helt som du havde håbet? Samtidig truer et helt nyt år forude – et år hvor du skal overholde din 101 nytårsforsætter om at være et bedre, sundere, slankere og mere elskeligt menneske.

Løsning: Lad være med at være så hård ved dig selv! Nå ja, du nåede ikke alt, hvad du gerne ville have nået sidste år, men hvem gjorde egentlig det? Ingen er jo perfekt. Og bare fordi du ikke nåede det i år, kan du vel sagtens nå det næste år! 

Det handler først og fremmest om at tro på sig selv. At tale pænt til sig selv og være overbærende, når du begår fejl. Og at forsøge at gøre det så godt, som du kan ved at tage et lille skridt af gangen. 

Et tip: Har du tendens til at kollapse i et sentimental selvmedlidenheds-trip, når du får lidt at drikke nytårsaften, så hav modet til at erkende det og drik med omtanke!

5. Hvordan undgår jeg at dejse fuld omkuld?

Hvis du er lidt nedslået over en nytårsaften – eller endda et helt år – der ikke helt levede op til forventningerne, skal der ikke meget til, at du ender med at sejle rundt allerede inden rådhus-uret slår 12 – eller (endnu værre): at kaste op i potteplanterne, før desserten er serveret! Og hvor fedt er det med en nytårsaften, hvor du i bedste fald intet kan huske, i værste fald har gjort dig selv uheldigt til grin over for hele selskabet?

Løsning: Løsningen er enkel - drik med omtanke! Nej, det behøver ikke betyde, at du skal holde dig fuldstændigt og aldeles fra de dyrbare dråber, men sørg for at spise godt, inden du kaster dig over sprutten, så du har lidt at stå imod med. 

Et tip: Et andet godt tip er, at du sørger for, at hver anden drink er uden alkohol – vand er det bedste, du kan drikke, men sodavand er bedre end ingenting. Dels afholder de alkoholfrie drinks dig fra at hælde sprut i hovedet, og dels forebygger de det væsketab, du unægtelig opbygger (for alkohol er nemlig vanddrivende).

6. Hvordan undslipper jeg fyrværkeri-helvedet?

Fyrværkeri er smukt at se på – men helt ufarligt har det aldrig været. Især ikke når det bliver affyret af overmodige teenage-drenge eller mere eller mindre berusede festgæster. Og læg så dertil, at du allerede har skulle trækkes med brag og ild, hver eneste gang du går uden for en dør i dagene op til nytår – er der noget at sige til, at du ikke er begejstret?

Løsning: Hvis du ikke kan lide fyrværkeri, så lad være med at gå ud på pladser, gader og stræder, hvor folk fyrer fyrværkeri af, når klokken er 12. Hold dig i stedet så vidt muligt indenfor, eller ophold dig kun på steder, hvor du kan være i sikker afstand af fyrværkeriet, som for eksempel baghaver og tagterrasser. 

Et tip: Er du udenfor, så husk sikkerhedsbrillerne – de er ikke kønne, men de gør til gengæld, at du også kan se noget næste år!

Stjernekaster
Er du ikke fan af fyrværkeri? Så blive indendøre, når klokken slår tolv. © Pexels.com

7. Hvordan kommer jeg hjem igen?

Når nytårsaften endelig går på hæld (eller nytårsmorgen gryer) er det på tide at komme hjem. Men hvordan? Sprutten i blodet gør det umuligt at køre, og taxaer er det umuligt at få. Hvad nu?

Løsning: Det handler om at planlægge og forberede dig på, at situationen opstår! Hvis du på forhånd kan sige, at du vil feste, til du segner, hvorfor så ikke spørge festens værter (eller nogle venner, der bor tættere på der hvor festen bliver holdt), om du må blive og sove? 

Tip: Husk på, at du mange steder også kan tage offentlige transportmidler – det er måske ikke supersjovt, men sæt dig ind i køreplanerne på forhånd, så undgår du unødig ventetid OG kommer sikkert hjem!

8. Hvordan overlever jeg tømmermænd?

 Er der noget mere trist i hele verden end en 1. januar, hvor gaderne er dødsens stille og fyldt med grimme, ildelugtende fyrværkeri-rester og halvtomme champagneflasker? Og har du lagt mærke til, at det altid er gråt og kedeligt udenfor 1. januar? Læg dertil de ondeste tømmermænd og årets første dag er sjældent en ubetinget succes.

Løsning: Efter fest kommer tømmermænd – det er lige så sikkert som amen i kirken, så du kan lige så godt forberede dig på det. Vi har den bedste kur mod tømmermænd, der blandt andet indebærer en god, stor morgenmad (det får også druk-kvalmen til at fortage sig), og sørg så for guf og serier i massevis så du kan tilbringe dagen med at slappe af på sofaen med tv'et tændt. Du kan for eksempel gå i kast med de bedste serier på enten Netflix, HBO eller Viaplay – der er noget for en hver smag. 

Tip: Køb også et par panodiler, nu du er i gang – det lindrer hovedpinen. Og nyd så, at du med god samvittighed (forhåbentlig) kan sove længe og tage det stille og roligt. Det er nemlig den allerbedste kur mod tømmermænd!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.