Kvinde stresset i julen
© iStock

Sådan overlever du juledagenes stress, når familien hiver i dig fra alle sider

Psykologen guider dig gennem de mest pressede decemberdage

21. december 2016 af Maria Denise Christoffersen

Julen kan være en overvældende tid, og for mange af os bliver julefrokoster, lillejuleaften og den 24. december pludselig mere et maraton end en rolig tid med plads til hygge og refleksion. Så hvordan prioriterer man sin tid i juledagene, når der er flere familiemedlemmer og måske endda adskillige familier at stille tilfreds?
Det har vi spurgt autoriseret psykolog Rikke Papsøe om.

Én dag ad gangen

“Du er ikke alene, hvis du når frem til juledagene forpustet – og så bliver endnu mere forpustet. For mange mennesker er der for mange arrangementer i december generelt og i juledagene. Er du en del af en skilsmissefamilie, kan det være nærmest uoverskueligt at få juledagene til at slå til. Der er mange mennesker, der skal ses, og som forventer at blive prioriteret. Bliver du overvældet af al den sociale aktivitet, gælder det om at skære ind til benet på alt andet socialt:

  • Sørg for at komme hjem efter hvert arrangement og hav tid til at koble af, inden det går løs igen. 
  • Fokusér på én dag ad gangen. 
  • Prøv også at arbejde med dine egne tanker om juledagene for at undgå tunnelsyn: Hvad er det gode ved at skulle se så mange mennesker i juledagene? Hvordan beriger det dig at være en del af alle disse fællesskaber i juledagene?”.

Planlæg dagene

Er det okay at sige fra overfor sin familie – og hvordan gør jeg?

“Hvis alt vælter for dig, er det selvfølgelig OK at sige fra. For at undgå at du også brænder sammen næste år og er nødt til at sige fra over for din familie, vil jeg anbefale dig gribe det an på en forebyggende måde: 
  • Når vi rammer 1. december 2017, kan du indkalde familien til forventningsafstemnings-møde.
  • Få en snak om, hvilke planer alle har, vigtigheden af planerne, hvorvidt traditionerne og det, som I ‘plejer at gøre’, stadig passer til alle medlemmer af familien. Tal også om hvilke forventninger, alle medlemmer har til julearrangementerne, osv. 
  • Prøv at lav en konkret aftale om, hvad der skal ske i juledagene, som tilgodeser så manges ønsker som muligt.”

Hvordan passer man på sig selv, hvis man ikke kan komme udenom forpligtelserne?

“Som i alle andre perioder, hvor der er ekstra travlhed: Prioritér! Skær ind til benet. Drop at se veninderne fredag aften til sushi og bobler den 29. december, hvis du ved, at du alle andre dage mellem jul og nytår er ude til forskellige julefrokoster. Skær det fra, der skæres kan – og vend tilbage til det i januar, hvor vi alle har masser af tid igen.
Husk at hæve dig op i helikopteren en gang i mellem: December er gået, før du ved af det.” siger psykolog Rikke Papsøe.


Læs mere fra samme kategori