glade veninder
Vi har samlet ni tips til, når den ene af jer kommer i et forhold. © Getty Images

Sådan undgår du, at en kæreste kommer mellem dig og din veninde

Har din veninde fået ny kæreste? No problem – hvis du følger disse ni tips

6. juli 2016 af Maria Greve

Er din veninde kommet i et forhold, og føler du, det går ud over jeres venskab? Så er det vigtigt, I tager snakken. Signe Saxe Jessen, der er uddannet konfliktmægler, hjælper til hverdag familier, kollegaer og kærestepar med at løse konflikter, der er gået i hårdknude. 

Her giver hun dig ni punkter til, hvordan du og din veninde tager snakken på en ordentlig måde.

1. Vær tålmodig

Har din veninde fået en kæreste, skal du skrue op for tålmodigheden og give hende plads. Acceptér, at hun vil bruge en del tid på ham i starten, mens kærligheden er helt ny og spændende.

2. Vær opmærksom

Har du fået en kæreste, skal du være ekstra opmærksom på din veninde. Sørg for, at du tager initiativ til at lave aftaler eller snakke i telefon, og husk at spørge ind til, hvad der sker i din venindes liv. 

3. Afstem forventninger 

Det er helt naturligt, I ikke kan ses så meget som før, når den ene får en kæreste. Aftal at ses mindst en gang om måneden, og tal i telefon en gang om ugen. Bliv enige om nogle nye rammer for jeres venskab.

4. Vær ærlig

Føler du, at din veninde forsømmer jeres venskab, skal du sige det. Sig, at du savner hende, og at hun er vigtig for dig. På den måde får du vendt det til noget positivt.

To veninder snakker
Sørg for at afstemme forventninger til, hvor tit I skal ses eller ringes ved. © Getty Images

5. Forbered dig på snakken

Hvad savner du fra din veninde? Er det sms’er, telefonopkald, rødvinsaftener, weekendture eller noget helt andet? Når du ved, hvad du mangler, er det lettere at få sagt.

6. Tænk ‘os’

Fokusér på jeres fællesskab. Hvis I taler om mig versus dig, vil I føle jer splittet. Tal i stedet om alt det dejlige, jeres venskab kan, som I savner at opleve. Så vil I styrke følelsen af at være stærke sammen.

7. Vær konstruktiv

Undgå at sige: “Du taler for meget om din kæreste”. Din veninde vil føle sig såret og kritiseret, og du fortæller ikke, hvad hun kan gøre i stedet for.

Sig i stedet, at du gerne vil tale mere om jeres job, fritidsinteresser, gamle minder eller noget helt andet. På den måde har din veninde noget konkret, hun kan ændre.

8. Tag ansvar

Din veninde kan ikke læse tanker. Føler du dig forsømt af hende, eller har du fået en kæreste og føler dig splittet mellem ham og veninden, så fortæl det. Det er dit ansvar at være ærlig omkring dine følelser, ellers vil intet ændre sig. 

9. Husk glæden 

Din veninde har mødt en dejlig mand, og det er selvfølgelig fantastisk for hende. Husk at sige, at du er enormt glad på hendes vegne og er glad for, at hun er lykkelig.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori