Sådan gør du dig ferieklar på jobbet!

Kender du følelsen af at tage på ferie med en klump i maven og sved på panden? Planlæg dig til en bedre ferieafslutning

17. juni 2015 af Tine Sandorf

Start i god tid
Det er en kæmpestor stressfaktor, hvis du starter med at gøre dig klar til at gå på ferie i sidste øjeblik. Jo tidligere du starter med at danne dig et overblik over, hvad du skal lave inden ferien, og får lagt en plan for, hvordan du skal gribe de forskellige dage op til ferien an, jo mindre stresset vil du føle dig, når du lukker din computer ned for først at se den om et par uger igen.

 

Skriv dine opgaver ned
Lav to rækker på et papir, og skriv de ting ned, som du skal nå inden ferien, i den ene række, og de ting ned, som kunne være rare at nå, i den anden række. På den måde får du et bedre overblik.

Afstem forventninger
Hvor meget forventer din chef, at du er online, når du er på ferie? Hvad forventer han eller hun, at du har lavet inden ferien, og hvad kan du gøre for at hjælpe med at gøre tiden, hvor du ikke er der, så god som mulig for de andre. Når du tager en snak med chefen, virker du ansvarsfuld, og det giver dig ro at vide, at I er enige, og at du har gjort, hvad du kunne.

 

Vær helt ærlig
Fortæl de andre, at du slet ikke er til at komme i kontakt med, at de kan ringe, hvis det brænder på, at du tjekker mails en gang hver anden dag, eller hvad du nu bestemmer dig for. Når der er klare linjer, gør du både dig selv og dine kolleger en stor tjeneste.

 

Husk, at alle kan erstattes
De fleste af os har en tendens til at føle os uerstattelige på jobbet, og det er for det meste en god ting, for det betyder, at du føler dig vigtig og værdsat, men det er ikke så god en ting, hvis det gør, at du føler, at du bliver nødt til at være på, selv om du er på ferie. Så husk, at der er en anden, som kan fikse de akutte ting, der måske opstår på jobbet i din ferie, og husk, at så længe du har meldt klart ud med et autosvar på din mail og en god information til dine kolleger, er der ingen, som regner med, at du står klar til at træde til i din ferie.

 

Lav en plan til efter ferien
Det virker altid uoverskueligt og ubehageligt, når mailboksen bugner, spørgsmålene fra dine kolleger er mange, og din to do-liste er fyldt til randen, når du kommer tilbage fra ferie. Men husk, at det er helt naturligt at være bagud, når du vender tilbage, og det har dine kolleger forhåbentlig forståelse for. For at tage toppen af uoverskueligheden kan du lave en liste, inden du tager på ferie, over de ting, som du skal kaste dig over, når du er retur. Så ved du, hvor du skal starte, og start så ud med noget, som ikke er alt for kompliceret, så du allerede går død for energi den første dag.