Sådan holder du en fed halloweenfest
Hurra, nu er det halloween igen! Årets mest hårrejsende højtid giver dig muligheden for at klæde dig ud, spise snask og drikke drinks i syrede farver sammen med alle dine venner. Sæt kryds i kalenderen 31. oktober, for chancen for at blive hyldet som skræmmende zombie eller sexet pirat må du ikke gå glip af. Er du vært for den store fest i år? Eller mangler du bare inspiration til udklædning? Så klik videre for at få masser af tips til en gysende god aften!
Udsmykning
UDSMYKNING
Haunted house
Hvorfor nøjes med et par udhulede græskar og stearinlys? Giv dine gæster det ultimative halloweengys ved at forvandle dit hjem til et spøgelseshus i ægte amerikansk stil. Dæk væggene med sorte affaldssække. Du kan eventuelt bruge sækkene til at lave en lille labyrint ved indgangen, som gæsterne skal igennem, inden de når ind til festlokalet. Afspil nogle uhyggelige lydeffekter i labyrinten, så den gysende stemning er skabt fra start. Her er en liste over ting, som hurtigt forvandler dit hjem fra hyggeligt til creepy:
- Tør-is, som laver tåge langs gulvet eller for eksempel omkring skålen med velkomstpunch
- Sorte stearinlys
- Visne blade
- Sorte balloner
- Et reb med en løkke
- Spejle
- Kunstigt spindelvæv
- Skål med indvolde (spaghetti)
- Skål med øjenæbler (skrællede blommer)
- Cd med uhyggelige lyde
Du kan købe denne cd med super creepy lydeffekter på amazon.co.uk til ca. 70 kroner + forsendelse.
Lav en mumie
Gør din udsmykning sjov og original ved at lave store rekvisitter som for eksempel en mumie.
Du skal bruge:
- Et stort stykke pap
- Avispapir
- Et gammelt lagen
- Sort te
- Ler
- Paryk
Tegn omridset af en mumie på et stort stykke pap (husk, at en mumie har samlede ben og armene over kors, så det er faktisk ikke så svært). Skær den flade mumie ud og læg sammenkrøllet avispapir ovenpå for at fylde ud. Riv et gammelt lagen i strimler og farv dem gulbrune ved at dyppe dem i sort te. Vikl strimlerne om mumien. Hvis du gerne vil have et ansigt til din mumie, kan du forme det i ler og give den en paryk på, så du kan lade et par hårtotter stikke ud mellem lagenstrimlerne på hovedet.
Lav en gravsten
Hvad er mere uhyggeligt end en kirkegård? Få stemningen ved at skære en gravsten ud i flamingo. Spraymal den med sort- og sølvspray, og skriv noget morbidt på den som for eksempel U. R. Next eller Bea Ware. Du kan eventuelt lave din gravsten som et keltisk kors for at få et mere gotisk look.
Uhyggelige film
Sæt en uhyggelig film til at køre i baggrunden. Der behøver ikke at være lyd på - skru bare op for anlægget i stedet, de uhyggelige billeder på tv-skærmen er blot med til at skabe den rette stemning. Især gamle gysere i sort-hvid gør oplevelsen ekstra rustik. Effekten er endnu bedre, hvis du har en projektor, som kan vise filmene på en væg. Sæt din computer til - så kan du også vise uhyggelige klip fra youtube.com, hvis du ikke har nogle fede gysere på dvd. Her er en liste over et par film, der kan skabe den rette stemning:
- Dracula (1931)
- Mumien (1932)
- Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941)
- Nosferatu (1922)
- Frankenstein (1931)
- Enhver film af Alfred Hitchcock
Kostumer
KOSTUMER
Vampyrer, mumier, hekse, varulve - det lyder måske som et afsnit af Buffy vampyrernes skræk, men til halloween har du mulighed for at forvandle dit eget liv til en vaskeægte horrorfilm (altså, uden vaskeægte blod forhåbentlig).
Tema
Selvom du egentlig kan være hvad som helst til halloween, kan du også vælge at indskrænke temaet lidt. Vælg for eksempel et gyserfilmstema eller en bestemt tidsperiode, som folk skal rette deres uhyggelige kostumer efter. Det lægger op til, at alle skal bruge deres fantasi og være kreative med deres kostumer. Når alle gør noget ud af det, kan det blive en helt fantastisk udklædningsfest. Her er et par ideer til halloween-temaer:
- Middelalder
- Gyserfilm
- 1950’erne
- Historiske personligheder
Genbrug
Hvis du ikke har lyst til at bruge en formue på et kostume, som du kun skal have på en enkelt aften, kan du som regel finde et flot alternativ i en genbrugsbutik. Her har du også mulighed for at finde noget helt unikt, for der er tit mange hjemmesyede kostumer til salg. Men kig efter kostumerne i genbrug i god tid - de bliver hurtigt revet væk lige omkring højtiden!
Gør det selv
Har du set et kostume, du gerne vil have? Måske kan du lave det selv. I mange tilfælde kan du bruge noget af dit eget tøj og pifte det op med rekvisitter. Skal du for eksempel være japansk skolepige, kan du sikkert finde skorte, nederdel og knæstrømper i dit skab. Supplér med en sort paryk, og pludselig er du nået langt. Føler du dig super kreativ, kan du sy dit kostume fra bunden. Få inspiration og find syopskrifter på squidoo.co/make-your-own-halloween-costume.
Du kan finde super fine kostumer på følgende hjemmesider:
Blikfang.com
humorbutikken.dk
dramashop.dk
festtema.dk
Edderkoppe herskerinde fra blikfang.com til 295 kroner + forsendelse.
Uhyggelige drinks
UHYGGELIGE DRINKS
I want to suck your blood! Eller bare drikke noget, der ligner til forveksling…
Vampire
Ingredienser:
1 del hindbærlikør
1 del vodka
1 del tranebærsaft
Ryst ingredienserne sammen og hæld op i et glas. Husk is!
Bloody Eyeball Martini
Ingredienser:
2 dele gin eller vodka
½ del tør vermouth
1 radise
1 fyldt oliven
Skræl radisen, så du efterlader tynde røde striber af skræl, som ligner blodårer. Udhul radisen og skub den fyldte oliven ind, så det ligner et øje. Ryst gin og vermouth sammen, hæld det i glasset og kom øjet i. Vupti! En stærk og skræmmende drink er klar.
Tip: Du kan også give en almindelig drink en snært af uhygge ved at komme en vingummiorm i glasset.
Se flere gruopvækkende opskrifter på drinkoftheweek.com.
Skræmmende snacks
SKRÆMMENDE SNACKS
Ingen halloweenfest uden et par snacks, der ligner noget, du bestemt ikke har lyst til at spise. Her er et par ideer.
Blodige popcorn
Ingredienser:
Popcorn
Smør eller magarine
Rød frugtfarve
Pop dine popcorn. Smelt smør eller margarine i en gryde og tilsæt rødfrugtfarve. Lad det køle lidt ned. Hæld den røde masse ud over dine popcorn og server dem blodige.
Zombiefingre
Ingredienser:
1 pose brune pølser
Grøn frugtfarve
Kog vand i en gryde til pølserne. Kom godt med grøn frugtfarve i og tilsæt pølserne. Lad det stå noget tid, så pølserne bliver grønne.
Ulveøjne
Bag nogle boller og dæk dem med hvid glasur. Læg en sort eller rød chokoladeknap på midten af hver bolle, og brug rød frugtfarve til at lave bølgede striber ud fra kanten af bollen hele vejen rundt, så det ligner blodsprængte ulveøjne.
Kilde: Alletiders Kogebog
Se flere hårrejsende opskrifter på dk-kogebogen.dk.