“To mænd overfaldt min kæreste og stak ham ned”
På vej hjem fra en julefrokost bliver Nanas kæreste stukket ned af to tilfældige mænd, og han skal opereres i brystet. imens venter Nana på at få at vide, om hendes livs kærlighed overlever.
Hvad skete der den nat?
“Mikkel var til julefrokost, og jeg var hjemme i vores lejlighed. Jeg kunne ikke sove, for jeg havde en fornemmelse af, at noget var galt. Pludselig så jeg, jeg havde et ubesvaret opkald. Jeg ringede nummeret op, og i den anden ende var en sygeplejerske, der fortalte, at Mikkel var indlagt på Rigshospitalet. Først tænkte jeg, at han var til udpumpning, men da hun sagde, han var på traumecenteret, vidste jeg, den var gal.”
Hvordan reagerede du?
“Mit overlevelsesinstinkt overtog. Jeg var rimelig fattet, fik ringet rundt til familie og kørte ind til Riget. Mikkel var blevet overfaldet i en baggård af to mænd, der havde stukket ham i benet og brystet. Kniven havde ridset hjertet, så han skulle opereres. Og mens han blev opereret, kunne jeg bare vente. Vente på, om mit livs kærlighed ville overleve, eller om jeg skulle være alene. Da jeg så ham bagefter, friede jeg til ham på stedet. Jeg havde været så tæt på at miste den vigtigste i mit liv og ville bare holde fast i ham.”
Hvordan ændrede jeres hverdag sig?
“Mikkel kunne intet. Han havde fået åbnet sit bryst og kunne knap gå i starten, så jeg tog styringen derhjemme, så han kunne hele. Jeg skulle hjælpe ham med at barbere sig, børste tænder, gå i bad – alt. Det var helt okay, for det vigtigste var, at han fik det bedre.”
Fik I professionel hjælp til at tackle det?
“Vi talte med en krisepsykolog, som sagde, at vi skulle distancere os fra knivstikkeriet, så vi lettere kunne bearbejde det. Mikkel er enormt reflekteret og fik lynhurtigt skabt så stor en distance til det, at han fortalte samme standardhistorie hver gang. Han nåede frem til, at vi alle havde et ansvar for knivstikkeriet, når nogle personer kunne være desperate, at de tyede til vold. Jeg var helt uenig! Jeg hadede dem for næsten at slå min kæreste ihjel, men det var svært at tale med Mikkel om det, fordi han ikke ville tale om sine følelser.”
Hvad var det sværeste i tiden efter?
“Jeg følte mig så alene. Alle spurgte til Mikkel, men ingen spurgte til mig, og hvordan jeg havde det. Jeg satte mit liv på standby for at passe ham, men det hele handlede om ham. Som om jeg slet ikke var en del af historien. Samtidig følte jeg, at Mikkel lukkede mig ude. Han var hverken vred eller bange, men det var jeg. Jeg blev nervøs, når folk gik bag mig, og når jeg cyklede forbi gerningsstedet, kiggede jeg på forbipasserende mænd og tænkte, om det var dem, der stak ham ned. Jeg havde brug for at tale med Mikkel, men han forstod det ikke. Vi kunne ikke nå hinanden.”
Hvad endte det med?
“Halvandet år efter knivstikkeriet gik Mikkel fra mig. Vi var begge så tømt for energi og skændtes så tit, at vi levede en slags zombie-liv. Vi kunne ikke kommunikere ordentligt mere, og det hele var bare hårdt. Jeg var knust, da han gik, men samtidig også lettet over ikke længere at skulle kæmpe så hårdt hele tiden.”
Kunne forholdet have overlevet?
“Ja, det tror jeg på. Vi skulle have haft mere psykologhjælp eller have været i parterapi. Vi var begge i frit fald og kunne ikke gribe hinanden, og det er rigtig ærgerligt.”
Læs også: “Min krise gjorde mig lykkelig”
“Min kæreste blev depressiv og truede med selvmord”
Mette falder pladask for Søren, og deres forhold er helt fantastisk. Men efter fire måneder begynder han at ændre personlighed, bliver jaloux og hidsig og begynder at tale om selvmord. Han har fået en depression.
Hvordan ændrede han sig?
“Han begyndte at interessere sig unormalt meget for mine ekskærester. Hvem var de, hvad havde jeg forelsket mig i ved dem, og hvordan var han selv i forhold til dem? Tit skulle jeg overbevise ham om, at han var bedre end dem, og at jeg kun ville have ham. Samtidig fik han pludselig nogle mærkelige holdninger og kunne komme med dybt racistiske udtalelser, og ugen efter ville han så sige præcis det modsatte. Det kulminerede en aften, vi var i byen, hvor han pludselig blev rasende og anklagede mig for at have været sammen med en tilfældig mand i baren – som jeg slet ikke havde talt med. Han gik helt amok og opførte sig nærmest, som om han havde taget stoffer.”
Hvordan reagerede du?
“Tårerne stod ud af mine øjne, og jeg var helt i chok. Hvordan kunne min kæreste blive så jaloux og vred på mig og kalde mig så grimme ting, når jeg intet havde gjort? Det var dybt forvirrende for mig. Dagen efter kom hans familie, og vi kørte ham til psykolog. Han startede i behandling for svær depression, men fik det endnu værre. Efter en måned var han så langt nede, at han truede med selvmord, og så blev han indlagt på psykiatrisk afdeling.”
Læs også: “Er du ensom? Så er du ikke alene”
Hvordan var det at se din kæreste have det så dårligt?
“Det gjorde ondt helt ind i mit hjerte at høre, at han så selvmord som sin eneste vej ud af det. Men jeg lærte også at skelne mellem syge Søren og raske Søren. Syge Søren havde næsten intet til fælles med ham, jeg havde forelsket mig i, og det hjalp mig at tænke på det, når han havde det dårligt og råbte og skreg ad mig.”
Hvordan prøver du at hjælpe ham?
“Jeg blev nærmest Sørens plejer frem for hans kæreste, for han kunne ikke rumme særlig meget, så jeg handlede og gjorde rent, så han bare skulle koncentrere sig om at være i lejligheden. Jeg brugte mange timer på skadestuen sammen med ham for at støtte ham, når han havde det dårligt. Og så beroligede jeg ham hele tiden med, at jeg ikke ville gå fra ham. At lige meget hvor længe han var syg, så ville jeg blive hos ham, og det hjalp ham meget, har han fortalt senere. Jeg lærte desuden, at når der var optræk til, at Søren fik det dårligt og ville diskutere med mig, så skulle jeg gå min vej. Det var det eneste, der kunne forhindre hans sygdom i at dominere os.”
Hvordan passede du på dig selv?
“Sørens familie var en kæmpe støtte, og så startede jeg i en pårørendegruppe, hvor jeg kunne tale med andre, som var i samme situation som mig. Jeg kunne lufte mine frustrationer og bekymringer, og jeg blev altid mødt med forståelse. Det var svært pludselig at skulle sætte mine fremtidsdrømme på standby, og det havde jeg brug for at tale om. Mine veninder var også gode til at støtte mig. Da Søren var indlagt, tog de mig med til festuge i Aarhus, og selv om jeg slet ikke var i humør til øl og musik, hjalp det at komme ud.”
Hvordan reagerede familie og venner på Sørens sygdom?
“Flere gange følte jeg, jeg skulle forsvare, at jeg blev hos ham. Og det var rigtig hårdt. Hvis han havde fået en kræftdiagnose, ville ingen have spurgt mig, hvorfor jeg ikke gik, men når det var en depression, fik jeg ofte det spørgsmål. Og det gjorde ondt. Men jeg elsker ham inderligt, og derfor blev jeg hos ham. Heldigvis var der undervejs i hans sygdom perioder, hvor Søren var helt sig selv, og hvor jeg kunne mærke hans kærlighed og varme. I de perioder blev jeg mindet om, hvorfor det var værd at kæmpe for ham.”
Læs også: Har du gået til psykolog?
Hvordan har I det nu?
“I dag går det meget bedre. Søren er kommet langt og er endda begyndt at studere igen. De seneste par måneder har det føltes, som om den gamle Søren er helt tilbage, og vi er endelig et helt almindeligt kærestepar igen”
Bragt første gang i Woman nr. 189.
