Sandt eller falsk: Er mænd bedre til at finde vej?

Vi giver dig svaret her

13. marts 2016 af illvid.dk

Hvis din kæreste altid tager føringen, når I er på vej et nyt sted hen, så er det måske slet ikke en dum ide.

En lang række forsøg har nemlig vist, at mænd har bedre stedsans end kvinder, og at de to køn benytter forskellige strategier, når de skal finde vej.

Kvinder lægger mærke til små detaljer og er derfor gode til at følge en rute, de allerede har gået. Mænd orienterer sig efter de store linjer i landskabet og har en bedre fornemmelse af retninger og afstande.

Professor Matthias Riepe fra ­Universität Ulm i Tyskland har hjerneskannet mænd og kvinder, mens de navigerede gennem en virtuel labyrint. ­Kvinderne fandt typisk rundt ved at huske, hvordan en bestemt sidevej så ud, og hvor den førte hen.

Mændene bruger intuitionen

 

Mændene havde i højere grad en intuitiv fornemmelse af, ­hvilken ­retning de skulle. Hjerneskanningen viste desuden, at de to køn brugte helt forskellige hjernecentre til at løse opgaven

Kvinderne havde højest aktivitet i isselappen og i højre side af pandelappen, mens mændene havde mere hjerneaktivitet i venstre del af hippocampus.

Kvinder er bedre til at finde vej under menstruation

Nogle forskere har forklaret forskellen ved at henvise til kønnenes evolutionære udvikling: Kvinder passede børn og blev nær hjemmet. Mænd gik på jagt og bevægede sig langt væk for at nedlægge byttedyr.

Ny forskning tyder dog på, at forklaringen ikke holder. Forskellen i kønnenes evner til at finde vej genfindes nemlig hos en lang række dyr, uafhængigt af om der er forskel på, hvor langt kønnene bevæger sig fra hjemme

Ifølge forskerne bag den nye undersøgelse er det derfor mere sandsynligt, at kønnenes stedsans er genetisk eller hormonalt betinget. Så der er alligevel nogle perioder, hvor det er en fordel, hvis tager førerstedet, når I skal finde vej.

Teorien ­underbygges af, at forsøg viser, at kvinder har lettere ved at finde vej under menstruationen, hvor niveauet af det kvindelige køns­hormon østrogen­ er lavt.