Single er det mest upraktiske tal

Det er ikke så godt, hvis du er med, for så er vi et ulige antal,” siger en ældre dame lidt beklagende til mig. Vi befinder os på en stor græsplæne til min venindes bryllup. Damen er min venindes svigermor, og nu er det ikke, fordi jeg har en stor passion for folkedans, men jeg vil da gerne danse med – halvsnalret på græsset i solen, også selvom den mand, jeg skal holde i hånden, enten er afsat eller over 60 år. Men den går ikke. Man skal medbringe sin egen mand for at få lov til at danse, og sådan en har jeg ikke. Helt afvist bliver jeg dog ikke. Jeg kan få lov at stå i midten af ringen og tage billeder af de dansende (yay) ... Og jo, det kan jeg da godt, for jeg vil jo selvfølgelig gerne hjælpe, men hvem hjælper egentlig mig, hvis adgangsbilletten er en kæreste? 

Jeg elsker at være single... 

... når jeg kan tage i byen og flirte med alle de mænd, jeg har lyst til. Når jeg kan danse hele aftenen alene i min lejlighed iført en gammel T-shirt og en ansigtsmaske. Når veninderne ringer og inviterer til spontan middag, og jeg kan springe ud ad døren uden at skulle tage hensyn til andet end de cyklister, jeg overhaler i min iver for at høre den nyeste sladder. Når min lørdag formiddag også bliver til en eftermiddag i sengen, selvom jeg burde gøre rent eller vaske tøj. Så glæder jeg mig over, at det er mig selv, der bestemmer!

Men der er andre situationer, hvor det er upraktisk at skulle klare alting selv. Jeg ønsker tit at kunne flashe et medlemskort til ‘vi-klubben’, for mange ting er bare nemmere, når man er to. At betale husleje for eksempel. Jeg er over 30 år og har stadig en roomie! Hun er sød, men jeg gider virkelig ikke have en roommate mere. Og det forstår mine kære veninder med mand og børn godt, for de kan godt huske, da de var 26 år og delte en lejlighed. Problemet er bare, at det gjorde jeg også dengang!

Tallet single er også ekstremt upraktisk, når jeg sidder i banken og bliver belært om, at det ville være bedre, hvis vi var to, der kunne købe den andel. Eller når jeg – for tredje gang på en uge – er nødt til at smide mad ud, fordi jeg ikke har kunnet nå at spise de syv kyllingefileter, der var på tilbud i min lokale SuperBrugsen.

Gør, som Beyoncé siger! 

Og ja, så er der bryllupper. De er fantastiske fester, men de er også i høj grad indrettet til par. Folkedanse-episoden var for eksempel ikke den eneste ydmygende oplevelse ved førnævnte bryllup. For pludselig stod min venindes 12-årige niece foran vores bord med et kamera og udtalte ordene: 

“Jeg har fået at vide, at jeg skal tage billeder af alle parrene.” I sådan en situation smiler jeg høfligt, mens jeg indeni veksler imellem, om jeg skal flå kameraet ud af hendes børnehænder og tage en milliard selfies eller barrikadere mig på toilettet med en flaske vodka. Det er den evige kamp for os single ladies.

Er vi stolte og independent, som Beyoncé siger, vi skal være, eller er vi ynkelige og upraktiske? Selvom min venindes bryllup var en dejlig dag, blev det også klart for mig, at jeg ikke er med i ‘klub vi’. Det var ikke mig, der blev budt først op til dans, for ingen mand bør eller tør danse med singlekvinden før sin egen kæreste. Der var ingen, jeg kunne alliere mig med, når der blev pinlig tavshed, og ingen, der ringede efter en taxa, da jeg ville hjem – eller delte regningen med mig for den sags skyld.

Og det er slet ikke, fordi jeg ikke kan klare mig selv, men det ville være rart med en, der kunne tage over en gang imellem, for det har vi allesammen brug for – single eller ej. Så når din singleveninde siger, at hun har styr på det, så vær ikke i tvivl om, at det har hun – men det betyder ikke, at hun ikke gernevil have, at du stiller dig midt i folkedansecirklen sammen med hende.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman. 

Mariannes mumlerier

Marianne er Womans kommercielle redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.