Julesnacks
Noget af det bedste ved december er jo alle de lækre julesnacks!© Harald-nyborg.dk, Mad.coop.dk, Getty Images

9 snacks, vi kun spiser i december, men burde spise året rundt (fordi de er SÅ lækre)

Er dit snack-skab også fyldt med juleskum, pebernødder og chokoladejulemænd i december?

3. december 2021 af Camilla Stubbe

Der er mange grunde til, at vi glæder os vanvittigt meget til jul. Vi skal gense alle de gode, gamle julefilm. Vi skal hoppe i julesweateren og julestrømperne, som bare ligger i skabet og venter på, datoen passerer første december. Og så skal vi åbne julekalendere og pakke gaver ind. 

Men det bedste af det hele er, når alle de smækre-lækre julesnacks rammer hylderne i butikkerne, som vi bare skal nyde hele decembermåned – for det er jo faktisk den eneste tid på året, vi spiser det. Måske det også er derfor, det virkelig bare er SÅ mums? 

Vi har i denne artikel samlet ni snacks, vi kun spiser i december, men egentlig burde spise året rundt fordi de er SÅ lækre.

1. Juleskum

Det er jo egentlig bare skum-slik, men det smager virkelig godt! Det er en vakseægte julesnack, som vi simpelthen ikke kan lade være med at købe i lange baner hver december. Det eneste, som er ret så ærgerligt ved juleskum, er, at der altid kun er seks-syv stykker i posen, og de er jo spist på nul komma fem...

Juleskum
© Harald-nyborg.dk

2. Snebolde

Mhm... Den knasende følelse, når vi bider i en chokolade-snebold. Hvorfor er de bare SÅ lækre? Lige så snart de lander på hylderne i supermarkederne, kan vi jo slet ikke lade være med at lægge dem i vognen, hver gang vi handler. Kombinationen med chokolade og marcipan indeni er to die for!

Chokolade Snebolde
© Hjem.foetex.dk

3. Marcipansnitter

Okay, denne her deler nok vandene en smuuuuule. Enten kan du lide de små marcipansnitter, ellers kan du ikke. Vi elsker dem – især dem med nougat i midten! Og de er seriøst fast inventar på vores traditionelle slikfad som stilles på bordet hver eneste juleaften.

Marcipansnitter
Der er delte meninger om denne (vildt lækre) julesnack.© Fakta.eu

4. Klementiner

De både smager og dufter af jul. Når den første klementin skrælles i november, og duften spreder sig i kilometerlang afstand, kan vi slet ikke lade være med at komme bare en lillebitte smule i julehumør, og vi får helt lyst til at tænde for Michael Bublé med It's Beginning to Look a Lot Like Christmas. Klementiner hører virkelig julen til!

Klementiner
De både smager og dufter af jul!© Mad.coop.dk

5. Pebernødder

Vi når altid at få aaaalt for mange pebernødder i løbet af julen, og når vi nærmer os nytår, tænker vi, at vi er færdige med pebernødder. Men lige så snart kalenderen rammer december igen, er det, som om vi lykkeligt har glemt det hele, og vi skovler dem ind endnu engang! Ingen december uden pebernødder. Punktum!

Pebernødder
Ingen december uden pebernødder. Punktum!© Nemlig.com

6. Hjemmelavet julekonfekt

Det bliver ikke altid særlig pænt, men hjemmelavet julekonfekt kan altså bare noget! Du bestemmer jo helt selv, om der skal være marcipan, nødder eller rosiner i din konfekt, og så smager det bare meget bedre, når du helt selv har aset og maset i fire timer med at smelte chokoladen i et vandbad ved den helt rette temperatur. 

Hjemmelavet julekonfekt
Hvorfor er det altid så svært at smelte chokoladen til julekonfekt...© Odense-marcipan.dk

7. Æbleskiver

Vi kan simpelthen ikke gå igennem decembermåned uden at have spist mindst 50 æbleskiver. Denne smækre julesnack serveres jo til alle arrangementer i julen, og vi klager bestemt ikke! Helt ærligt, findes der noget mere lækkert i december end en lun æbleskive rullet i flormelis og syltetøj? Niksen biksen!

Æbleskiver
Findes der noget mere lækkert end en lun æbleskive rullet i flormelis og syltetøj?© Hjem.foetex.dk

8. Risalamande

Den skal jo helst være hjemmelavet... Men den vi køber i supermarket kan altså også noget. Godt nok står der 'to til tre portioner', men det må jo være udregnet til små børn, ikke? Vi kan i hvert fald godt smæske sådan en lækker bøtte i os, mens vi ser Jesus og Josefine for tiende december i træk. Alt er relativt jo!

Risalamande
'To til tre portioner'... Alt er jo relativt, ikke?© Nemlig.com

9. Chokoladejulemænd

Så simpelt og alligevel så perfekt! Vi bliver altså aldrig for gamle til lækre julemænd lavet af billig mælkechokolade og pakket pænt ind i indbydende, farverigt sølvpapir. Og det bedste af det hele er, at du kan få dem til en flad ti'er i de fleste supermarkeder – så er der nemlig stadig plads i budgettet til pebernødder, æbleskiver, julesmåkager og juleskum! Kæmpe win!

Chokoladejulemænd
Så simpel og alligevel så perfekt en julesnack!© Getty Images

Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide