Kvinde revurderer sin garderobe
Har du også noget i garderoben, du egentlig ikke bruger?© Getty Images

8 steder online, du kan sælge dine brugte ting

Der kan være mange penge at hente ved at kende til disse platforme

16. oktober 2020 af Ida Storm Frøslev Hansen

Kan du også få lidt dårlig samvittighed, hver gang du kigger ind i skabet og ser den der kjole, du bare aldrig får på? Eller ved du, du sidder på en guldgrube af grammatik- og matematikbøger fra gymnasietiden? Så skal du måske sætte de ting til salg? 

Det kan være super nemt at få solgt de ting, du ikke længere bruger, og samtidig få en skilling eller to mere på kontoen. Her har vi fundet de otte bedste platforme til at få solgt de ting, du ikke længere har brug for.

1. Trendsales

Trendsales er et super godt sted at starte din online-sælger karriere! Trendsales er Danmarks største markedsplads for genbrugstøj og livsstilsvarer, og derinde kan du vitterligt sælge alle de sko og alt det tøj, du ikke længere får brugt. 

Dine gamle H&M jeans? Jeps! Din mormors strømpebukser? Selvfølgelig! De enormt dyre Jimmy Choo stilletter du aldrig er kommet i? Sagtens! Fordi platformen er så stor, er der nærmest en køber til alt. Derudover er Trendsales super brugervenligt og kan både fås som både app og på computeren. Nemt! 

Besøg Trendsales her

2. Den Blå Avis

Gode, gamle Den Blå Avis er ikke længere kun stedet, hvor dine forældre leder efter en brugt trailer, men det kan være et skattekammer af lækre ting og sager. 

Hvis du skal af med møbler, din cykel eller andre lidt større ting, kan Den Blå Avis sagtens være din redning. Der er mange, der leder efter noget helt specielt på DBA, hvilket gør, at du ofte kan få en rigtig fin pris for dine ting.

Sæt dine ting til salg på Den Blå Avis her

3. Reshopper

Hvis du er mor, kender du måske allerede til Reshopper, der hver dag giver familier mulighed for at give deres brugte ting nyt liv gennem andre familier. 

Børn vokser jo SÅ hurtigt ud af deres ting, og derfor kan du sælge din guldklumps aflagte gevandter på Re-shopper, hvor der hver eneste måned oprettes over 300.000 nye vare! Desuden bruger Reshopper en geotracker, så folk selv kan komme og afhente varerne ved dig – så bliver det vist ikke nemmere at sælge sine ting, hva'?

Reshopper app'en kan hentes her

4. Facebook Marketplace

Facebook kan faktisk meget mere end at huske dig på, hvornår dine venner har fødselsdag (for lad os være ærlige – vi kan simpelthen ikke huske alle de fødselsdage i hovedet). 

På deres Marketplace app kan du købe og sælge så godt som alt! Du kan både sælge tøj som på Trendsales, møbler som på DBA og babytøj som på Reshopper. Facebook Marketplace er ofte rigtig god, hvis du bare skal af med noget, og ikke går så meget op i at få den helt rigtige pris for dine ting. 

Du kan finde Marketplace på din Facebook-app, eller gå direkte til markedspladsen her

5. Instagram

Den her er lidt mere tricky, men ikke desto mindre, er der efterhånden rigtig mange, der har en salgsprofil på Instagram, og med stor succes. 

Du kan eventuelt gå sammen med nogle veninder, få ryddet ud i jeres skabe, og oprette en fælles profil, hvor I sælger ud af alle jeres klædeskabe? Husk at bruge hashtags som #TilSalg og #Sælges og have en åben profil. 

Besøg Instagram her

6. Pensum.dk

Som navnet antyder, er dette en side til køb og salg af dine brugte skolebøger. Der er nærmest altid nogle, der mangler den grammatik-bog, du aldrig fik slået op i, og det er altså ofte bedre at få et par håndører for dine aflagte bøger, end at de blot står på reolen og samler støv. 

Sælg dine gamle skolebøger lige her.

7. Lauritz.com

Hvis du har arvet din bedstemors dyre Wegner-stole, et helt sæt Måge-stel eller andre fancy ting, du ved, du aldrig kommer til at få brugt, kan det være en god idé at lægge vejen forbi Lauritz.com. 

Lauritz.com er et online aktionshus, hvor du kan få vurderet dine ejendele af en vurderingsekspert. Hvis vurderingen er over 800 kroner, vil Lauritz.com stå for auktionen, der oftes varer omkring fem dage. 

Du kan skrive til Lauritz.com på deres hjemmeside her

8. Zadaa

Zadaa minder på mange måder om Trendsales, men det smarte, Zadaa kan, er, at den teamer deres brugere op! Det betyder, at du kun får vist de ting, som faktisk er i din størrelse. Når du opretter din profil, skal du nemlig svare på nogle forskellige spørgsmål, såsom højde, BH-størrelse og lignende, så Zadaa ved præcis hvilke annoncer, den skal vise til dig. Smart! 

Du kan se, om Zadaa også er noget få dig lige her.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.