© iStock

Stines historie: "Jeg blev indlagt med svær depression"

Som 26-årig bliver Stine første gang ramt af en alvorlig depression. Hun kæmper sig ud af sygdommen, men seks år senere rammer den igen

29. marts 2015 af Cordelia Weber

Uvisheden skræmmer

Det er en forårsdag i marts. Jeg er taget op til min psykiater, der har presset mig ind mellem to andre patienter. Jeg sidder over for ham med tårerne løbende ned ad kinderne. Mit hoved er en slagmark. Jeg bliver ved med at tænke, at jeg nu skal indlægges på psykiatrisk afdeling. Det er jeg rædselsslagen for.

Selv om jeg har været indlagt en gang tidligere, skræmmer uvisheden mig. Hvor længe skal jeg være der? Hvad skal jeg sige til mine venner? Bliver jeg nødt til at opgive min uddannelse? Samtidig er jeg også angst for at give slip. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at holde min depression på afstand, men bliver jeg indlagt, er jeg nødt til at se den i øjnene. Og jeg ved faktisk ikke, hvor syg jeg i virkeligheden er.


Min læge ser på mig og siger det, jeg mindst vil høre: “Jeg synes, du skal tage op på psykiatrisk skadestue, når du har det sådan.” Jeg begynder at hulke. Jeg kan slet ikke overskue at ligge på hospitalet, men jeg ved samtidig, at jeg heller ikke kan fortsætte mit liv derhjemme. Depressionen, som jeg de sidste seks år har forsøgt at fortrænge, er vendt tilbage. For anden gang i mit liv kan jeg ikke mærke mig selv. Jeg er bare tom indeni.

Da jeg kommer hjem, er mit bofællesskab ved at gøre klar til fest. Jeg siger, at jeg har det lidt skidt og vil tage op til en veninde. Så cykler jeg ud til den psykiatriske skadestue. De første tre dage skal jeg observeres. Jeg får min egen lille stue, og der er også et venteværelse. Det meste af tiden sidder jeg alene og kigger ud i luften.

Min egen skyld

Jeg har mange angstanfald. Når de kommer, forsøger jeg at aflede min opmærksomhed ved at tælle ting i rummet, for eksempel lamper. Men det virker ikke. Det føles, som om verden falder sammen omkring mig. Jeg begynder at hyperventilere, og jeg frygter det, der er ved at ske med mig. Betyder min indlæggelse, at jeg ikke kan gøre min uddannelse som lærer færdig? Og hvad skal der så ske med mig? Det føles, som om alt det, jeg har kæmpet for, forsvinder.

Da observationstiden er overstået, vil overlægen gerne indlægge mig. Jeg begynder at græde. Det er så pinefuldt, at jeg er nået hertil, og jeg skammer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det på en måde er min egen skyld. At jeg for anden gang i mit liv har presset mig selv så hårdt for at levere det perfekte, at jeg er endt med en alvorlig depression.


Mens jeg er på hospitalet, ønsker jeg flere gange, at jeg er 80 år gammel. Det er ikke fordi, jeg har lyst til at dø, men jeg kan slet ikke overskue alle de ting, jeg skal i livet. At gøre min uddannelse som lærer færdig, skabe en karriere, blive gift og få børn. Ting, som normale mennesker glæder sig til, virker fuldstændig uoverkommelige. Jeg drømmer om at være en gammel dame, der har levet livet og kan se tilbage på det.

Min anden depression har været længe undervejs. En af grundene er, at jeg ikke tog den første alvorligt nok. Den kom til gengæld som et lyn fra en klar himmel seks år tidligere.

Den pligtopfyldende pige

Det er forår, og jeg er i fuld gang med eksamen på min drømmeuddannelse. Jeg er 26 år og læser på en privat skuespillerskole i Århus. Mine undervisere er meget tilfredse med mig og spår mig en lysende karriere. Især min mesterlærer har høje forventninger; han presser mig, fordi han mener, jeg er et stort talent.

Jeg skal til flere forskellige eksaminer, både skriftlige og fysiske. Der er blandt andet en balleteksamen og akrobatiske øvelser.Vi træner meget og øver os i grupper. Men mens vi forbereder os, begynder jeg at føle, jeg ikke kan leve op til de forventninger, der er til mig. Jeg er bange for, jeg kommer til at skuffe min mesterlærer, der har så høje tanker om mig.


Siden jeg var barn, har jeg været en pligtopfyldende pige med orden i mine ting. En pige, der lever op til de voksnes forventninger, og som får topkarakterer i alt. Jeg har altid taget eksaminer alvorligt, men denne gang bliver jeg påvirket på en anden måde.

Jeg føler ikke, jeg kan læse mig til gode resultater - i stedet er det mig og min personlighed, der skal vurderes. Og jeg begynder at føle, at det, jeg kan præstere, ikke er nok. At jeg ikke er god nok. Og pludselig tager mit liv en brat drejning. Fra at være en aktiv og glad pige, der altid tager initiativ, har et kæmpe netværk og er i fuld gang med at opfylde drømmen om at blive skuespiller, isolerer jeg mig og tænker negative tanker.

Filmen knækker

Jeg øver dag og nat til eksaminerne, men uanset hvor hårdt jeg arbejder, fortæller jeg mig selv, at jeg aldrig klarer den. Efter et stykke tid kan jeg slet ikke overskue noget. Jeg er så stresset, at jeg mister appetitten og begynder at tabe mig. Jeg sover dårligt og vågner tidligt om morgenen. Jeg har pludselig meget svært ved at tage mig sammen til de ting, jeg skal, og den ene time ligger jeg bare og kigger ud i luften, mens jeg den anden godt kan lave en lille smule. Jeg forstår slet ikke, hvad der sker med mig, og det gør mine venner og familie heller ikke.

I eksamensperioden er jeg flere gange hos lægen, der taler med mig om, at jeg måske er ved at blive syg af stress. Lige inden jeg skal til eksamen, anbefaler hun mig, at jeg bliver indlagt. Jeg græder og græder og er helt rundt på gulvet. For en måned siden var jeg en normal og velfungerende ung kvinde. Nu er jeg patient på et psykiatrisk hospital.


Efter seks uger bliver jeg udskrevet. Behandlingen på hospitalet går primært ud på, at jeg skal have ro. Jeg skal skærmes fra omverdenens krav, som jeg ikke kan håndtere. Jeg taler en masse med personalet. De snakker blandt andet alvorligt med mig om min fremtid. Det er bedst, hvis jeg dropper at blive skuespiller, siger de. Jobbet indebærer jo, at du er er god til at håndtere kritik og afslag. Jeg giver dem modstræbende ret. Selv om jeg er ulykkelig over at give slip på min drøm, ved jeg inderst inde, at det nok er det rigtige.

En ny begyndelse

Efter indlæggelsen har jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv, men jeg ender med at søge ind på lærerseminariet i København. Der er en del lærere i min familie, og jeg har altid selv haft en drøm om at gå den vej. Jeg vil også gerne væk fra Århus og alt det, jeg forbinder med at være syg. Jeg synes ikke, min depression har noget at gøre med den, jeg er, og jeg forsøger at fortsætte mit liv, som om intet var hændt.

Det skal vise sig at være en kæmpe fejltagelse. De første to år på seminariet går fint. Jeg kommer på et godt hold, og jeg deltager i masser af sociale aktiviteter. Men jeg fortsætter også med at arbejde hårdt, og der går ikke længe, før jeg begynder at falde tilbage i mine gamle mønstre.


Der er meget få på min uddannelse, der ved, jeg har været syg. Jeg har kun fortalt mine nærmeste veninder om det, men jeg ser det jo også som et overstået kapitel i mit liv. Med tiden begynder jeg igen at presse mig selv med negative tanker op mod eksaminerne. Jeg klarer mig igennem prøverne om foråret, men når de er forbi, falder jeg ned i et sort hul om sommeren. Jeg mister lysten til ting, er trist og isolerer mig.

Da jeg starter på min bacheloropgave, kammer min selvkritik over. Jeg føler, der er nogle andre krav til opgaven, fordi den er mere akademisk, og jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det kan jeg ikke klare. Jeg begynder også at føle, at der er en masse forventninger, jeg skal leve op til.

Forventninger

Jeg har ikke nogen kæreste, og det føler jeg, at jeg burde have for at passe ind i forestillingen om det perfekte liv. Ligesom jeg føler, det er vigtigt, at jeg kan fremvise den sidste nye Mac-computer, at jeg har de rigtige venner og går til smarte fester, samtidig med at jeg kan løbe en tur næste morgen og se godt ud.

Jeg forsøger at leve op til det hele og passe ind i billedet af en velfungerende ung kvinde, der har styr på alting. Men jo mere jeg prøver at give det indtryk, desto sværere får jeg det. Uanset hvor hårdt jeg arbejder, bliver jeg ikke tilfreds, og mine stress-symptomer begynder at ligne dem, jeg havde under min første depression.


Det lykkes mig med nød og næppe at aflevere bacheloren i december og holde en nogenlunde jul, men opgaven er stadig i mig, og da jeg starter på en eksamensopgave efter ferien, vælter alting.

Jeg læser og læser, men jeg kan ikke koncentrere mig om det, der står på siderne. Når jeg har læst et afsnit, er jeg nødt til at starte forfra, fordi jeg har glemt, hvad der står. Når jeg skriver på opgaven, kan jeg se, at det, jeg skriver, er fuldstændig sort.

Sammenbrud

Jeg har også isoleret mig. Jeg kan ikke længere finde ud af at være sammen med andre mennesker. Jeg kan ikke følge med i de andres samtale, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan høre mig selv tale i ring, når jeg forsøger at sige noget normalt. Min appetit forsvinder igen, og jeg taber mig. Jeg sover dårligt om natten og vågner tidligt om morgenen med angstanfald.

Jeg fortæller mig selv, at løsningen er, at jeg skal læse mere og arbejde hårdere, men jeg får det bare værre. Og i marts bliver jeg for anden gang indlagt med depression på en psykiatrisk afdeling. På afdelingen får jeg tildelt en stue. I starten skal jeg bare slappe af, og det er først efter et stykke tid, at jeg er med til de forskellige aktiviteter. Ligesom under den første indlæggelse består min behandling primært af ro, og jeg får antidepressiv medicin. Jeg skal spise og sove og have fred.


Det meste af tiden går med at tale med personalet og gå ture. Det hjælper mig også at tale med især to af de andre patienter, og vi støtter hinanden. Under begge indlæggelser frygter jeg det værste om den psykiatriske afdeling. Jeg har billeder inde i hovedet af sindssyge mennesker, der skriger og råber og skal spændes fast, men sådan er det slet ikke. Langt de fleste patienter er søde og normale, og der er meget fredfyldt. Men jeg er bange alligevel. Får jeg det nogensinde godt igen?

Efter tre måneder bliver jeg udskrevet, og jeg flytter alene i lejlighed. Det er en svær periode. Jeg er ked af det hele tiden, og jeg kan ikke finde glæde ved noget. Ikke engang da jeg et halvt år senere bliver færdig som lærer. Jeg kan slet ikke mærke det - jeg er bare trist.

Ensomhed

Det hårdeste ved at være syg er, at jeg ikke kan finde ud af at være sammen med andre. Jeg har virkelig brug for at se mine venner, men jeg kan ikke koncentrere mig om, hvad de siger, og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg selv skal sige, når vi ses. Jeg kæmper for at holde fast i mit netværk, fordi jeg føler, det er den eneste vej tilbage til mit gamle liv. Jeg tager initiativ til at se veninder, selv om jeg i virkeligheden ikke kan overskue det.

Inden de kommer, sidder jeg og skriver ned, hvad jeg kan spørge dem om. Det gør det nemmere at føre en samtale. Og på trods af, at det er så svært, og jeg kan mærke, det er hårdt for dem at se mig på den måde, så bliver de i mit liv. Jeg har også fået en kæreste, og han, min familie og mine nærmeste er der virkelig for mig. Det betyder alt.



Når jeg sidder sammen med mine veninder til en middag, har jeg en meget klar fornemmelse af, hvem jeg var, inden jeg fik depressionen. Det er en skræmmende og underlig følelse. Jeg ved, hvordan Stine plejer at være, og hvordan hun plejer at grine og snakke. Men den person er forsvundet, og selv om jeg prøver at lade, som om jeg er den samme, vil det ikke lykkes.

Jeg vil ikke acceptere det, og det betyder, at jeg ikke altid siger, hvad jeg har brug for. Jeg kan ikke fornemme mine behov og overskrider mine egne grænser gang på gang. Jeg vil gerne fortælle mine nærmeste, at jeg nogle gange helst vil have, vi bare sidder ved siden af hinanden og hører musik uden at sige noget, fordi det er for anstrengende at have en samtale. Men det føles som et nederlag.

Efter jeg er blevet færdig på uddanelsen, starter jeg som lærervikar, men jeg bliver sygemeldt, og på det tidspunkt er jeg virkelig langt nede. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig får et job og kommer til at leve et normalt liv igen.

Vendepunkter

Da jeg i februar 2010 starter på kurset Vendepunkter, som afholdes af Landsforeningen af Psykiatribrugere, sker der noget. Her møder jeg andre, der har været gennem de samme ting som mig, men som er kommet videre. Jeg lærer, hvordan jeg skal undgå den stress og de dårlige tanker, der gav mig depressioner.

Jeg har blandt andet et lille kort, hvor jeg skriver, at jeg er et dejligt menneske, der
er værd at være sammen med. Nogle gange kan jeg nemlig godt føle, at jeg er sindssygt selvoptaget og kun kan snakke om mig selv og mine egne problemer. Og jeg hører det ikke altid, når mine venner siger det modsatte. Men af en eller anden grund forstår jeg det bedre, når jeg ser det på skrift på det lille kort.

I Februar 2011 får jeg tilbudt et job som instruktør på Vendepunkter, og jeg kommer hurtigt til at elske det. Jeg kan mærke, at jeg bliver det samme håb for kursisterne, som instruktørerne var for mig, da jeg gik på kurset. Et bevis på, at det kan lade sig gøre at få det godt igen.


Jeg begynder også at erkende, at jeg har en skrøbelighed i mig. Det fornægtede jeg fuldstændig første gang, jeg var syg, men nu ved jeg, at jeg ikke må ignorere det. Jeg skal huske at sætte grænser, selv om jeg helst vil sige ja til alting. Ellers bliver jeg presset. Så begynder de negative tanker at komme snigende. Jeg ved, de er altødelæggende, og at det blandt andet var dem, der sendte mig ud i depressionen. Men sammen med min psykolog har jeg lært, hvor meget jeg kan kæmpe mod dem ved at tænke positivt og konstruktivt.

Jeg er også begyndt at kunne lide mig selv bedre. Det kunne jeg ikke altid, da jeg var yngre, men i dag gør det ondt at tænke på, at jeg har været så hård ved mig selv. Jeg er kommet langt siden mine depressioner. Jeg elsker min kæreste, er vild med mit job, og jeg glæder mig til alt det, jeg skal i livet. Tanken om, at det bare er noget, der skal overstås, er heldigvis meget langt væk.

Bragt første gang i Woman nr. 169