Seje kvinder med stomi
Vidste du, at der cirka er 10-12.000 danskere, som har stomi?© Instagram: @sannestuhr, @astridmmjacobsen

7 myter om stomi – sandt eller falsk?

Kan du dyrke sport med stomi? Og må du egentlig godt bade i havet?

3. november 2021 af Camilla Stubbe

Du har nok hørt om stomi før, og måske du ved, at det indebærer en pose siddende på maven – men ved du egentlig, hvad det helt præcist vil sige at have stomi? Kan du bade i havet, dyrke sport og bære en graviditet? Vi gør dig klogere på stomi ved at svare på syv myter i artiklen.

Hvad er stomi egentlig?

Kort fortalt er stomi en kunstig tarmåbning på maven. Via åbningen føres tarmen ud og sys fast i maveskindet, som gør, at afføringen nu i stedet bliver ført ud gennem åbningen på maven. Og det kaldes en stomi. Afføringen samles nu i en stomipose, der sidder fast på maven på åbningen. 

En stomi kan både være permanent eller midlertidig, og der findes mange forskellige grunde til, at folk i alle aldre får lavet en stomi. Mega sejt, at stomiposen i dag hjælper over 10.000 mennesker med at leve et helt normalt liv.

Myte 1: Jeg kan ikke dyrke sport med stomi

Falsk. Det kan du i hvert fald! Uanset om du løber, cykler eller måske endda dyrker kampsport, kan du gøre det med stomi. Der findes umiddelbart ingen begrænsninger, så hvis du har en drøm om at løbe ti kilometer uden stop, kan du sagtens snøre løbeskoene og løbe af sted. 
Der kan nu godt være nogle forholdsregler, du skal tage, inden du kaster dig ud i en aktivitet. For eksempel kan du få et bælte, som holder stomiposen tæt ind til kroppen.

Se bare på Astrid, som har stomi, men stadig dyrker kampsporten judo – mega sejt!

Myte 2: Jeg kan ikke bade med stomi

Falsk. Uanset om du skal på stranden, til poolen eller i svømmehallen, så er det ikke et problem, hvis du har stomi. Stomiposer kan nemlig godt tåle vand, så det er ingen hindring i at tage et hovedspring i bølgen blå. Sørg blot for at skifte stomiposen lidt oftere, når du bader, da vandet kan gøre, at posens klæbeevne bliver en smule forringet. Du kan altså sagtens slænge dig på stranden og ved poolen i flotte badedragter og bikinier. 

Myte 3: Jeg kan ikke bære en graviditet med stomi 

Falsk. Det kan du altså godt. Der er selvfølgelig nogle forholdsregler og ekstra ting, du skal være opmærksom på – men umiddelbart ikke noget, der skal afskrække dig, hvis du går og drømmer om at blive mor. Tal med din jordemoder om det, og stil hellere for mange end for få spørgsmål, hvis du går og har en masse bekymrende tanker. 

Du kan sagtens blive forælder med en stomi. Se bare på Sanne, som har født den sødeste lille mus!

Myte 4: Min stomipose lugter

Falsk. I dag har stort set alle stomiposer et kulfilter, som er designet til at fjerne eventuelle lugte, der kan opstå ved stomiposen. Med de smarte stomiposer, der findes i dag, behøver du altså ikke bekymre dig, om andre kan lugte posen. Du lugter altså hverken mere, anderledes eller værre end andre, bare fordi du har stomi.

Myte 5: Jeg kan ikke gå med tætsiddende tøj

Falsk. Det kan du sagtens, men det kommer selvfølgelig an på, hvad du føler dig komfortabel i, og hvordan tøjet praktisk sidder ved din stomipose. Det kan for eksempel være generende, hvis buksekanten sidder lige ovenpå stomiposen. Du kan faktisk få elastikbælter, som holder posen tæt på plads under dit tøj. Det er helt op til dig! 

Du kan gå med lige dét tøj, du føler dig komfortabel i. Se bare, hvor godt Mathilde ser ud i jakke og bukser.

Myte 6: Kun gamle mennesker får stomi

Falsk. Der findes mange forskellige grunde til, at folk får stomi – uanset alder. Det kan for eksempel være på grund af nedsat funktion i tyndtarmen, tyktarmen eller blæren. Det kan også skyldes en række sygdomme, som påvirker din krops naturlige forløb. Og det kan altså ramme os alle sammen. Derfor er det ikke kun gamle mennesker, der får stomi, men lige så vel unge mennesker. 

Myte 7: Det er pinligt

Falsk. Nej, det er absolut ikke pinligt! Det kan selvfølgelig føles utroligt grænseoverskridende, hvis du klæder om i fitnesscentret eller skal på stranden – men det er alt andet end pinligt! Det er faktisk helt naturligt og vildt sejt, at din krop kan fungere på en helt ny måde. Stomi er derfor heller ikke noget, du skal gemme væk – den kan du nemlig godt være ret stolt over.

Kilder: Coloplast.dk, Sundhed.dk, Stomiguiden.dk

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide