Tabu: Har du også mistet sexlysten?

Mød Simone og Ane, der tog sagen i egen hånd

9. november 2015 af Louise Gade Sig

“Negative tanker aflivede min lyst”

Skænderier over praktiske gøremål dræbte Simones sexlyst. Men det hjalp at snakke ud og få renset luften.

Hvordan var jeres forhold i begyndelsen?

“Vi var selvfølgelig i den nyforelskede fase, hvor der konstant er sommerfugle i maven, og man ikke kan holde fingrene fra hinanden. Hver eneste nat sov vi sammen, havde sex mindst en gang om dagen og kunne slet ikke undvære hinanden. Det var god sex, og han prøvede ting med mig, som han ikke har prøvet med andre.”

Hvad skete der så?

“Vi flyttede sammen, og kort efter blev jeg fyret. Min kæreste havde heller ikke noget job, så det betød, at vi gik op og ned ad hinanden derhjemme hver eneste dag. Langsomt blev vi ligeglade med, hvordan vi så ud, så den stod på joggingtøj, uglet hår og ingen makeup. En dag, da hans mor var på besøg, sagde hun endda, at han da burde sætte håret, hvis han ville beholde sin kæreste. Derudover skændtes vi meget.”

Hvad skændtes I om?

“Ligegyldige småting. Jeg blev irriteret på ham, hvis han havde vasket op, og der var vand rundt om vasken bagefter. Vi vrissede konstant ad hinanden. Samtidig fik vi afslag på afslag i vores jobsøgning, og det påvirkede også vores humør.”

Læs også: Sådan kom jeg ud af mit dårlige forhold

Hvad betød det for jeres sexliv?

“Vi havde meget sjældent sex. Måske et par gange om måneden. Jeg havde bare ikke lyst til at have kærlig sex med én, som jeg havde skændtes med samme dag. Og tankerne om vores økonomiske situation påvirkede mig meget – jeg kunne bare ikke give mig hen og nyde sex, fordi de negative tanker fyldte så meget i hovedet.”

Hvad endte det med?

“Til sidst gik det helt galt, og han gik midt i et skænderi. Det var et wake up call for mig, og jeg fandt ud af, hvor højt jeg elskede ham. Nogle dage efter satte vi os og snakkede tingene ordentligt igennem, og vi besluttede os for at droppe de ligegyldige skænderier og starte på en frisk. Da luften var blevet renset, blomstrede vores sexliv automatisk op igen.”

Hvordan har du det i dag?

“Heldigvis er jeg blevet bedre til at skyde dagligdagens bekymringer ud af tankerne under sex. Og det booster automatisk lysten, fordi det netop kan blive et frirum fra hverdagen.”

Læs også: Sådan kvitter du trøstespisning

Simones råd til dig 

Snak om tingene: Får I ikke snakket ud om problemerne, bliver det en ond cirkel, og det kan være enormt svært at starte sexlivet op igen. Så få renset luften, og kom videre.

Prøv noget nyt: Måske er din lyst dalet, fordi jeres sexliv er blevet kedeligt. Prøv nogle spændende stillinger, I aldrig har prøvet før, eller hav sex et nyt sted. Så bliver det sjovere.

"Jeg savnede romantik”

Ane fik nok af den uromantiske sex, der var blevet en forudsigelig vane. Et krav om blid elskov gjorde dobbeltsengen til en ‘himmelseng’.

Hvornår mistede du sexlysten?

“Jeg havde sex første gang som 13-årig, og siden da har jeg haft omkring 20 sexpartnere, men i et forhold, der endte sidste år, oplevede jeg at miste sexlysten. Vi havde været kærester i et år.”

Hvad skete der?

“Jeg fik pludselig nok af sex. Jeg blev nærmest en smule irriteret, når jeg kunne mærke en stiv ‘javertus’ i nærheden af mig i sengen. Han var skidesød og skidecharmerende, men fysisk var han ikke specielt lækker.”

Hvad manglede du?

“Vores sex var meget ligepå og hårdt, så jeg begyndte at savne, at vi bare kunne ligge og kigge hinanden i øjnene, uden at det nødvendigvis skulle ende med sex. Det var blevet for kedeligt og for forudsigeligt, så på et tidspunkt gik der to måneder, uden vi var sammen.”

Hvordan havde du det med det?

“Jeg havde det ad h til med at afvise ham. Men når jeg håbede, at vi bare kunne ligge og kysse, ville han altid have det til at ende med det helt vilde. Det irriterede mig. En gang imellem sagde jeg til mig selv: ‘Okay, nu gør jeg det’, selv om jeg egentlig ikke havde lyst’. Men når vi så lå og dyrkede sex, var jeg nødt til at skubbe ham væk.”

Læs også: Hjælp, mit drømmestudium er et mararidt 

Hvordan reagerede han, når du afviste ham?

“Han tog det selvfølgelig meget personligt. Tit spurgte han: ‘Hvorfor er du sammen med mig, når du ikke vil have sex med mig?’.”

Hvad gjorde du?

“Vi prøvede at eksperimentere med sexlegetøj og sjove sexspil. Det gav noget hammergod sex i en periode, men det var først en virkelig fantastisk følelse, da vi aftalte at dyrke romantisk sex. Så havde vi rolig, intim elskov. Vi lå og kiggede hinanden i øjnene, gav hinanden kærlige komplimenter og tog os meget bedre tid. Det førte til, at vi nærmest blev nyforelskede igen.”

Hvordan har du det i dag?

“Godt! Jeg frygtede, at jeg havde mistet sexlysten helt generelt, og at den måske aldrig ville komme igen. Men jeg har indset, at jeg bare må acceptere, at sexlysten svinger op og ned i et parforhold. Den kommer heldigvis altid igen.”

Anes råd til dig

Eksperimentér: Køb noget sexlegetøj, eller prøv nogle nye stillinger. Selv om du er skeptisk, kan en ny stilling gøre underværker for dig og din sexlyst.

Hav elskov: I stedet for at tage et intenst knald, så dyrk romantisk og blid elskov. Afsæt længere tid end normalt, og nyd hinanden til noget rolig musik.

Glem bekymringerne: Glem tankerne om, at du måske har et par kilo for meget på sidebenene. Spørg kæresten, hvad han synes om din krop, og han vil garanteret sige, at han elsker den, præcis som den er.

Bragt første gang i Woman nr. 147.