© Getty Images

Læs 2 kvinders historier om socialangst: “Det er en udfordring at gå i 7-Eleven”

“Nogle gange går jeg forbi en butik tre-fire gange uden at gå ind, fordi det er så svært for mig”

7. januar 2016 af Julie Lund Mikkelsen

Lineas historie: “Det er en udfordring at gå i 7-Eleven”

Det kan stadig være svært for Linea at gå ind i en butik. Årevis med lavt selvværd og socialangst har sat sine tydelige spor. Men hun er fast besluttet på helt at overvinde angsten.

Hvornår begyndte det?

“Det startede, da jeg var barn. Jeg følte mig overladt til mig selv og blev mobbet i skolen, så jeg isolerede mig. Da jeg var 12 år, blev jeg overfaldet på vej til ridning. Da fandt jeg ud af, at mennesker kan være onde. Jeg fik svært ved at stole på folk og fik lavt selvværd.”

I hvilke situationer opstår angsten?

“Jeg har svært ved at gå ind i specialbutikker som for eksempel smykkeforretninger, hvor jeg bliver nødt til at komme i kontakt med personalet. Nogle gange går jeg forbi en butik tre-fire gange uden at gå ind, fordi det er så svært for mig. Jeg vil også helst undgå at gå ind i butikker, når der ikke er andre kunder, for så fokuserer ekspedienten jo kun på mig. Noget så almindeligt som at gå i 7-Eleven kan være en kæmpe udfordring. Jeg har også haft svært ved fester. Jeg har flere gange bevidst taget en vagt på arbejdet, når jeg var indbudt til familiefest. Så havde jeg jo en undskyldning for ikke at komme med. Engang satte jeg mig ud på toilettet i en halv time til en fest hos min daværende kærestes familie bare for at komme væk fra alle menneskene.”

Hvad er det, du er bange for?

“Jeg er bange for, at folk vil tænke: ‘Hun er godt nok en underlig én’. Hvis jeg kommer cyklende på gaden, og forhjulet er skævt, så min cykel knirker, tror jeg, at folk vil tænke: ‘Hold da op, hun har ingen penge, hende der’. Og når jeg går ind i en butik, så tænker jeg, at de vil bagtale mig, når jeg går ud igen. Jeg vil ikke komme til at sige noget forkert til folk, så de bliver sure på mig. Og jeg er meget bange for, at folk ikke kan lide mig og derfor ikke vil tale med mig. Det pudsige er, at jeg ikke har nogen problemer på mit arbejde som fængselsbetjent. Der er jeg jo bare ‘den blå skjorte’, og så er det den, de ikke kan lide, hvis de har et problem med mig. Det er ikke Linea.”

Læs også: “Jeg faldt for dårlige mænd”

Hvad siger dine pårørende til det?

“Min familie ved ikke, hvor slemt jeg har haft det. Jeg har sat en facade op, for jeg har ikke haft lyst til at tale om det – jeg føler, at det er pinligt at have det sådan. Jeg har ikke så mange veninder, for jeg har svært ved at lade folk komme tæt på. Jeg er nok bange for at blive svigtet. Og jeg har ikke lyst til at tale om min socialangst med nogen, som jeg ikke er tæt på. Så det er en ond cirkel.”

Hvad har du gjort for at komme videre?

“Jeg havde egentlig accepteret, at jeg ikke var den mest sociale type. Men tilfældigvis kom jeg til at tale med min læge om det, og hun fik mig til at indse, at det faktisk gik mig rigtig meget på, og at jeg blev nødt til at arbejde med det. Vi har talt meget om, hvordan jeg ser andre mennesker: Jeg tænker jo ikke dårlige ting om dem, der går forbi mig på gaden, så hvorfor skulle de så tænke det om mig? Det har været rigtig hårdt at tage kampen mod angsten op. Men det er jeg blevet nødt til at gøre. Og nu siger jeg til mig selv: ‘Fandeme nej, jeg har også ret til at være her’.”

Hvordan har du det i dag?

“Jeg har arbejdet meget med mig selv, og jeg har lært, at alle har deres skavanker og svage sider. Tidligere troede jeg, at alle var perfekte undtagen mig – og jeg kan da også stadig have dårlige perioder. Jeg arbejder på at nå derhen, hvor jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker. Men det kan stadig være svært. Det er jo et helt tankemønster, der skal vendes.”

Læs også: “Sådan tacklede jeg min kærestes krise”

Lineas råd til dig med socialangst

  • Lyt til dig selv: Gør tingene på din måde og i dit eget tempo. Det er vigtigt, at du har dig selv med i de ting, du gør, og at du ikke har travlt med at nå til et eller andet mål.
  • Søg hjælp: Få professionel hjælp. Hvis du synes, det ikke virker, så find en anden form for behandling. Du skal ikke gå på kompromis med den hjælp, du får!
  • Tal om det: Jo mere du taler om angsten, desto mindre pinlig bliver den. Der er mange, der har det ligesom dig!

Charlottes historie: “Jeg droppede ud af skolen fem gange”

I dag læser Charlotte på CBS og står foran 120 mennesker som fitness-instruktør. Men tidligere følte hun, at hun ikke havde noget at tilbyde andre, og derfor havde hun meget svært ved at gå i skole.

Hvordan begyndte det?

“Jeg blev mobbet i folkeskolen, fordi jeg var buttet. Jeg havde ingen venner og begyndte at pjække meget. Det endte med, at jeg droppede ud af 9. klasse.”

I hvilke situationer opstod angsten?

“Den kom, når jeg følte, at jeg skulle leve op til noget. Jeg var bange for at række hånden op i timerne, for hvad nu, hvis jeg svarede forkert? Så ville de andre måske grine af mig. Og jeg turde ikke spørge om hjælp, når der var noget, jeg ikke kunne finde ud af. Jeg følte, at jeg ikke havde noget at tilbyde andre, hverken i forhold til min personlighed, uddannelse eller mit udseende. Når jeg blev inviteret til fest, løj jeg og sagde, at jeg skulle besøge mine bedsteforældre eller ud at rejse. Og når jeg så efterfølgende blev spurgt om, hvordan det var gået, løj jeg igen.”

Hvordan har det påvirket dit liv?

“Efter jeg droppede ud af folkeskolen, gik jeg hjemme fem-seks år. Jeg startede på frisørskolen to gange og begyndte på flere job. Men hver gang sprang jeg hurtigt fra, fordi jeg følte, jeg ikke kom ind socialt. Jeg begyndte at chatte over internettet, og jeg mødte min nuværende mand for 11 år siden på nettet. Der gik lang tid, før jeg viste ham mit sande jeg. Først efter otte måneder fik han at vide, at jeg ikke havde afsluttet 9. klasse. Og jeg løj flere gange og sagde, at jeg skulle møde på arbejde eller studium, selv om jeg var stoppet. Jeg brød mig ikke om, at han skulle vide, at jeg ikke kunne klare det.”

Hvad gjorde du for at komme over angsten?

“Jeg gik i et halvt års terapi, der gav mig mod til at færdiggøre folkeskolen. I terapien talte vi om, at jeg ikke kunne forvente at få venner første dag, jeg startede et nyt sted. Og jeg fik hjemmeopgaver: Jeg havde svært ved at snakke med mine svigerforældre, fordi jeg følte, at jeg skulle leve op til noget over for dem. Så en opgave kunne være, at jeg skulle starte en samtale med svigermor. Nu læser jeg på CBS, og jeg har også fået hjælp af studenterrådgivningen dér. I dag er jeg nok kommet 95 procent over min angst. Men jeg føler stadig, at jeg er bagud i forhold til mine jævnaldrende. Når folk fra min folkeskole skriver på Facebook, at de er blevet færdige med deres uddannelse eller har fået et godt job, så kan jeg godt få det dårligt. Der burde jeg jo også være i mit liv. Men jeg har måttet gøre tingene i mit eget tempo.”

Hvordan har du det i dag? “Jeg har aldrig følt mig stærkere. Jeg arbejder som fitnessinstruktør ved siden af studiet, hvor jeg underviser 120 mennesker ad gangen. Det har udviklet mig ekstremt meget. Det er selvfølgelig sket, at musikken er gået i koks, eller at jeg er snublet over stepbænken. Tidligere havde jeg nok haft lyst til at grave mig ned i sådan en situation, men nu tager jeg det med et smil. Jeg har altid været en fighter – jeg har bare haft brug for hjælp til at tage det sidste skridt ud af angsten. Hvis jeg ikke havde taget kampen op, så havde jeg sikkert bare siddet derhjemme den dag i dag.”

Charlottes råd til socialangst

  • Giv ikke op: Alle kan komme ud af socialangsten. Det tager sin tid, men hvis du har viljen, så kan du også.
  • Hjælp dig selv: Lån selvhjælpsbøger på biblioteker, der handler om socialangst. Der står nogle gode råd i. Men hvis din angst stikker dybt, så søg professionel hjælp.
  • Vær åben: Tal med din kæreste, din mor eller en veninde om, hvordan du har det.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.