Ferie i sommerhus
Hvorfor er der bare aldrig noget varmt vand i et sommerhus?!© Getty Images

10 ting, du helt sikkert genkender, hvis du har holdt ferie i et sommerhus

Efter en lang dag i sommerhuset lyder det helt fantastisk med et bad. Altså lige indtil du står under bruseren, og vandet er iskoldt!

19. august 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

1. Efter en lang dag i sommerhuset lyder det helt fantastisk med et bad. Altså lige indtil du står under bruseren, vandet er iskoldt og bruserhovedet er kalket så meget til, at der kun løber én stråle ud af det. ‘Måske behøver jeg ikke vaske hår i dag alligevel’. 

2. Du opdager pludselig, hvor meget det egentlig kan regne på en dansk sommer. Og på fjerde dagen med regn og blæst kunne du godt drømme dig væk til Italien, bare lige for en stund. 

3. Efter en tur i sommerhus er du lynhurtigt blevet en mester i at spille alle former for kortspil. 500? Whist? Black Jack? Du kommer bare an! 

4. Den helt særlige duft af sommerhus: En perfekt blanding af træ, uldtæpper, brændeovn og, nå ja, en smule indelukket kælder. Den duft får du altså bare ingen andre steder. 

5. Minigolf bliver pludselig alles favorit-sportsdisciplin. Og der bliver gået meget (!) op i, hvem der vinder (det kan godt tage overhånd). 

6. Efter et par dage i sommerhus, hvor du vasker alt op i hånden, lærer du at sætte meget pris på din opvaskemaskine derhjemme. Den bliver pludselig dit kæreste eje. 

7. Du bliver nærmest immun overfor kryb, for de er overalt. Der gemmer sig især ofte små edderkopper inde i brusenichen... Føj. Hvad laver de overhovedet indenfor, og hvorfor vil de ikke hellere være ude i naturen? 

8. Hvis du gerne vil streame dit favorit realityshow, kan du godt tro om igen. For internettet er næsten altid helt forfærdeligt i et sommerhus. Farvel Bachelor, Paradise og Ex on the Beach. Suk. 

9. Æblekage, drømmekage, jordbærtærte, hindbærsnitter, muffins, faktisk bare alt der har noget med sukker, mel og mælk og gøre. Det er som om, at eftermiddagskaffen i et sommerhus bare ikke er helt rigtig uden kage, og det klager vi ikke over! 

10. Du får virkelig gået mange ture. Som i mange! Når der ikke er andet end kedelig flow-TV, kortspil og dårlig telefondækning, så må du jo (igen) gå en tur i sommerhusområdet. Men det er nu også meget hyggeligt.