Laver du nogensinde ting alene? Altså udover at vaske tøj, støvsuge og så videre... Det kan godt føles ret grænseoverskridende at lave ting alene uden for hjemmets fire vægge, men det kan faktisk være vildt fedt alligevel!
Det er også meget sundt og virkelig rart at nyde sit eget selskab med hyggelige ting, som du godt kan lide at lave. Vi har derfor i denne artikel samlet 10 hyggelige og sjove ting, du kan lave i dit eget selskab, der faktisk er ret fedt alene.
1. Tag på shopping
Giv dig god tid – ingen står og venter på dig ude foran prøverummet, når du ikke kan beslutte dig. Og ingen giver dig dårlig samvittighed over de mange poser, du altid ender med at bære rundt på.
2. Gå en lang tur
Faktisk bestemmer du helt selv, om turen skal være lang. Du kan med fordel nyde et par gode podcasts, mens du indånder den friske luft. Eller give dig selv plads til at reflektere over dagen. Det er faktisk ret sundt!

3. Tag i biografen
Nu skal du ikke længere diskutere med andre om, hvilken film I skal se. OG du har alle popcornene og bland selv-slikket for dig selv. Kæmpe win!
4. Gå på restaurant eller café
Vælg din livret, og nyd den i fulde drag. Maden smager bare bedre, når du faktisk koncentrerer dig om den uden samtidigt at føre en samtale eller lytte godt efter, hvad din kæreste eller veninde fortæller dig.

5. Vær kreativ
Der er mange steder, hvor du kan male på lærred eller lave dit eget keramik. Ingen griner, hvis vasen ikke bliver heeelt lige, eller hvis (læs: når) du maler uden for stregerne. Det kan faktisk være en form for mindfullness at gøre alene.
6. Tilmeld dig holdtræning
Prøv for eksempel poledance eller lær at twerke. Selvom det kan være liiidt uden for din komfortzone, så kan virkelig være en fed oplevelse alene. Og du har det mega fedt bagefter.
7. Tag i svømmehallen
Få svømmet et par baner, og nyd en lækker tur i boblebad eller få varmen i sauna bagefter. Det er en virkelig afslappende ting, du kan forkæle dig selv med.

8. Gå på museum
Hvis du er vild med kunst eller er interesseret i en bestemt udstilling, kan du tage på museum. Og hvis du vil kigge på dét billede i mere end fem minutter, gør du altså bare det!
9. Læs en bog på biblioteket
Mange biblioteker har faktisk små, hyggelige læse-områder og en lille kaffestation. Nyd stilheden, og fordyb dig eksempelvis i spændende krimier!
10. Bliv klogere på dig selv
Den bedste måde er, at bruge mere tid i dit eget selskab. Det kan også være, at du skal prøve at tage til clairvoyance. Det er en helt speciel oplevelse, du kan dele med dig selv.