Kvinde bliver Covid-testet
Hvor mange af disse tanker har du tænkt midt under en coronatest? © Getty Images

12 ting, vi alle tænker, når vi bliver testet for corona

‘Åh nej, er min tunge stadig helt blå efter de M&M's, jeg spiste tidligere?’

20. maj 2021 af Henny Müller Dahl

1. ‘Nå, det her næsetest-halløj er da ikke så slemt, er det bare det h... AV, de ramte en tårekanal’. Note til næste gang: Gør status bagefter i stedet! 

2. ‘Seriøst, min poder kan jo ikke tælle’. Det er, som om der bare er vidt forskellige opfattelser af 15 sekunder? Måske det er os, der ikke kan tælle... 

3. ‘Hmm, fik de nu det hele med?’ Okay, lad os bare indrømme, at vi slet ikke aner, hvordan tests foregår sådan rent teknisk. 

4. ‘Er det overhovedet muligt at arbejde her uden at få corona?’ Vi tager virkelig hatten af for alle, der udsætter sig selv for smittefare hver dag. 

5. ‘Hvor mange podningspinde og engangshandsker ryger der lige igennem det her sted på en dag?’ Vores gæt er RET mange flere end de vatpinde, vi har dårlig samvittighed over at bruge engang imellem. 

6. ‘Husk nu ikke at træde længere frem, end fodsporene på gulvet viser... Pokkers, gjorde det igen’. Vi skulle ellers tro, vi nu havde lært det efterhånden.

7. ‘Åh nej, er min tunge stadig helt blå efter de M&M's, jeg spiste tidligere, eller har jeg rugbrødskrummer imellem alle tænderne?’ Og bekymringerne bliver ikke færre i tilfælde af næsetest i vores evigt snottede næser. 

8. ‘Bliver podere aldrig trætte af at se ind i folks munde?’ Nu har vi i hvert fald både fået respekt for poderes og tandlægers arbejdsdage. 

9. ‘Hvorfor er jeg ALTID nervøs for, om jeg nu kommer til at gå ud igen den rigtige vej?’ Mærkeligt, hvor mange gange vi har besøgt vores lokale testcenter, og hvordan vi stadig tvivler på vores retningssans hver eneste gang. 

10. ‘Åh nej, hvorfor hoster personen foran mig så meget?’ *Tager meget diskret to skridt tilbage*

11. ‘Gad vide, hvor meget lyn der mon bliver over min lyntest i dag?’ Det er, som om lyntest bare er sådan lidt et sats hver gang. 

12. ‘Jeg glæder mig til den dag, hvor en pind i næsen eller i munden ikke længere er nødvendigt for en kæp i øret’. Og må det forhåbentligt blive snart! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.